- Kompetencegivende uddannelse er alfa og omega for at sikre jobtryghed og jobsikkerhed i fremtidens arbejdsmarked, understreger HK Kommunals formand, Lene Roed. Foto: Tom Ingvardsen.
Økonomi skal i hvert fald ikke være den barriere, der gør, at HK’erne risikerer at halte bagud og ikke bliver rustet til fremtidens arbejdsmarked. Det var tanken, da man besluttede at oprette to kompetencefonde for overenskomstmidler, en på det kommuale område og en på det regionale. Og fondene er blevet en stor succes. Tæt på 30.000 medarbejdere har indtil videre fået penge fra fondene.
Det glæder HK Kommunals formand, Lene Roed.
- Vi ser, at medarbejderne i stigende grad efterspørger uddannelse, fordi opgaverne i kommuner og regioner bliver mere komplekse. Det er vi rigtig glade for at kunne understøtte med fondene. Det er så vigtigt, at medlemmerne uddanner sig, så de kan bestride alle mulige nye typer opgaver i et arbejdsmarked, der hele tiden udvikler sig, fortæller Lene Roed.
Hun forklarer, at fonden støtter kompetencegivende uddannelse – altså uddannelse, der giver ects-point.
– Uanset hvordan man vender og drejer det, så er kompetencegivende uddannelse alfa og omega for at sikre jobtryghed og jobsikkerhed i fremtidens arbejdsmarked.
Få hjælp af Karrieretelefonen
HK Kommunals formand mener, at muligheden for at få støtte fra kompetencefondene er en oplagt anledning til at tage en snak på arbejdspladsen om, hvilke kompetencer, der er brug for. Både med fokus på den individuelle medarbejders behov, men også for arbejdspladsen, fremtiden og fællesskabet.
- Det er vigtigt at understrege, at de medlemmer, der har taget uddannelse, har fået enorm glæde af det. De føler en større faglig selvstændighed og stolthed, de føler sig inspireret – og mange får mod på nye opgaver og mere uddannelse. Derfor vil jeg helt klart opfordre alle til at søge fondene, siger Lene Roed og fortsætter:
– Og hvis man er i tvivl om, hvad man skal vælge i uddannelsesjunglen, vil jeg lige slå et slag for Karrieretelefonen. Der sidder dygtige vejledere klar hver dag til at sparre om uddannelse og karriere. Kontakt HK’s Karrieretelefon på tlf. 3330 4460 alle hverdage kl. 13-16.
Læs om Linda Lynge, som fik socialformidleruddannelsen og nyt job