Magasin-medarbejder scanner varer

Medarbejderne skal løbe ekstra stærkt til dette års Black Friday, mener trendforsker Dorte Wimmer. Arkivfoto: Simon Klein-Knudsen

Hvis du går og føler, at I som medarbejdere skal løbe ekstra stærkt op til dette års Black Friday, så er der en god forklaring. Det fortæller Dorte Wimmer, der er direktør og trendforsker i Retail Institute Scandinavia.

Vi har sammen med hende samlet tre grunde til, at Black Friday bliver ekstra vild i år for dig som medarbejder.

LÆS OGSÅ: SÅDAN ER REGLERNE FOR ARBEJDSTID PÅ BLACK FRIDAY

1 – Butikkerne har for meget på lager

- Butikkerne har fået købt for mange varer hjem, fordi de har set, hvordan det er gået de sidste par år. Under coronakrisen har der været højt forbrug og forsyningskrise. Men det ser ud til, at forbruget falder i år til samme niveau som før corona, og der er kommet styr på forsyningerne, fortæller Dorte Wimmer.

Hun mener derfor, at tilbuddene bliver særligt skarpe i år, når butikkerne skal have tømt ud i de bugnende lagre. Og samtidigt vil danskerne på grund af den økonomiske situation være ekstra ivrige efter gode tilbud. Det vil betyde travlhed på lagre og i butikker.

2 – Der mangler arbejdskraft

- Normalt ansætter man timelønnede julehjælpere i denne her tid. Men i år mangler der arbejdskraft, og derfor er det sværere at rekruttere. Det betyder uden tvivl også, at det faste personale skal løbe endnu hurtigere end normalt, siger Dorte Wimmer. 

3 – VI HANDLER MINDRE ONLINE

Noget tyder på, at særligt dem, der arbejder i de fysiske butikker, får travlt i år.

- Vi kan se igennem hele 2022, at salget er rykket væk fra nethandlen og over i de fysiske butikker. Måske er mange kommet til at savne de fysiske butikker under corona, og det ser vi altså komme til udtryk nu, fortæller Dorte Wimmer.

HK HANDELS Holdning til Black Friday

Black Friday slider. Ikke kun på de glødende dankort og klimaet, men også på mange af jer medlemmer, som møder sure kunder og lange ordrelister. Derfor opfordrer vi kraftigt kunderne til at opføre sig ordentligt og arbejdsgiverne til at have ekstra fokus på arbejdsmiljøet op til Black Friday.