Portræt af næstformand i HK Kommunal, Pia Lund Jeppesen

Næstformand i HK Kommunal, Pia Lund Jeppesen, er bekymret for overvågning af medarbejderne. Arkivfoto: Tom Ingvardsen.

En 31-årig kvindelig kontormedarbejder blev kaldt til samtale hos sin leder to timer efter, at hun i en formiddagspause havde købt en kjole til sin datter på sin arbejdscomputer. Til samtalen blev hun mindet om, at computeren ikke måtte bruges privat.

Det er en af de historier, der er kommet frem i en ny stor undersøgelse Tænketanken Mandag Morgen, med hjælp fra blandt andre HK, har gennemført om, hvor meget danskerne bliver overvåget, mens de er på arbejde.
Over 60 procent oplever, at der indsamles data, mens de arbejder, og 20 procent oplever det som decideret overvågning.
Men når data går hen og bliver til decideret overvågning, så er det over grænsen, mener Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal.
- Den teknologiske udvikling giver mulighed for overvågning i et omfang, som er bekymrende og ikke giver mening. Overvågning kan i særlige tilfælde give mening, f.eks. for at forebygge vold og trusler fra tredjepart. Men når det er overvågning af medarbejdernes færden på internettet, screening af mails eller aktivitet på tastaturet så er det ikke i orden, mener Pia Lund Jeppesen.

Medarbejderne skal kende deres ret

Hver fjerde af undersøgelsens deltagere får registreret, hvornår de kommer og går. Hver ottende oplever, at deres samtaler og/eller e-mails bliver screenet. 11 procent har en sladrehank på computeren, der fortæller chefen, hvilke programmer, hjemmesider og apps der bliver brugt. Ca. 5 procent bliver overvåget med gps. Omtrent lige så mange har en sladrehank, der registrerer deres aktivitet på tastaturet, med musen og/eller sender skærmbilleder videre til ledelsen og/eller overvåger, hvad de laver i pausen. 3 procent oplyser, at deres aktiviteter på sociale medier bliver overvåget.
HK har sammen med Ingeniørforeningen IDA og Dataetisk Råd deltaget i kortlægningen af den digitale overvågning og HK Kommunals næstformand er foruroliget over resultatet.
- Der skal selvfølgelig kun indsamles de absolut nødvendige data, og medarbejderne skal vide, præcis hvad der bliver indsamlet om dem, hvorfor det bliver indsamlet, hvem der har adgang til deres data, og hvornår de bliver slettet igen. Det er simpelthen vigtigt og nødvendigt, at man har tillid til medarbejderne! Vi er allerede nu i gang med en stor oprustning af vores tillidsrepræsenter, så de lærer medarbejdernes rettigheder at kende på det her område, fortæller hun.

Andre nyheder om overvågning

Ulovlig overvågning af medarbejderne undersøges

Datatilsynet ind i sag om mulig overvågning