Nogle kommuner har sparet op mod 20 procent på varmeregningen i oktober sammenlignet med sidste år, det viser en rundspørge DR Nyheder har foretaget.
En af dem er Tårnby kommune, hvor varmeforbruget i de kommunale bygninger er faldet med 20 procent i oktober sammenlignet med samme måned sidste år, selv når man tager det milde efterårsvejr i betragtning.
Også i Fredensborg er varmeforbruget faldet. Alene på Rådhuset er det faldet med 45 procent i oktober sammenlignet med samme måned sidste år.
Selvom det er blevet koldere, så oplever borgmester Thomas Lykke dog ikke, at den lavere temperatur er et problem for de ansatte.
- Der er tæpper her på rådhuset, hvis der er nogen, som synes, at det er for koldt med 19 grader. Folk laver pausegymnastik og har fingervanter på, så vi prøver at holde os varme, men jeg oplever ikke, er det noget problem for vores medarbejdere, siger han til DR Nyheder.
Struer skruer op for varmen
Det gør man til gengæld i Struer Kommune. Her har arbejdsmiljøet været presset og medarbejderne har frosset så meget, at man har valgt at skrue op for varmen igen.
- Der har været stor opbakning til de 19 grader, men arbejdsmiljøet har lidt under det, særligt for dem, der sidder ved computeren hele dagen. Derfor har vi skruet op for temperaturen, fortæller Jørn Bech Ladekjær, der er centerchef for Teknisk Drift og Anlæg i Struer Kommune til TV Midtvest.
De 19 grader er et krav på statslige arbejdspladser, men det i kommuner og regioner er en anbefaling – derfor har man i Struer Kommune nu skruet op til 20 grader. Og selvom det kun er én grad, melder medarbejderne, at det virkelig kan mærkes.
- Vi har haft god styring af bygningerne og sammenlignet med oktober måned sidste år, har vi i år sparet 40 procent ved at skrue ned til 19 grader. Vi har ikke tal for virkningen ved 20 grader endnu, men der er stadig tale om en god besparelse, fortsætter Jørn Bech Ladekjær til TV Midtvest.