Arkivfoto: Canva.com
”Du lyver om den viden, du har.”
Sådan skrev en kommunalt ansat i en mail til en leder i samme kommune for at lyve over for medierne – en mail, der ud over at blive sendt til lederen selv, også blev sendt til en række andre medarbejdere og byrådsmedlemmer.
Lederen havde nemlig udtalt til en avis, at han ikke har modtaget klager over en bestemt ansat – men det mente vedkommende altså bestemt ikke passede og skrev derfor mailen.
Det var så grov en beskyldning, at medarbejderen fik en tjenstlig advarsel.
Advarslen blev givet på grundlag af grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed, og at den ansatte ikke kunne dokumentere sin beskyldning.
Sagen skal undersøges først
Men nu har sagen været omkring Ombudsmanden, og han er ikke helt enig.
Jo, der var tale om en meget grov beskyldning, vurderer ombudsmanden, men i den konkrete situation var den ikke retsstridig, altså ikke nok til en advarsel.
- En myndighed må kun udstede en advarsel til en offentligt ansat, såfremt myndigheden efter en undersøgelse kan konkludere, at advarslen vitterligt er berettiget, siger Ombudsmanden.