Skriv under på bevarstorebededag.dk

Fingrene væk fra store bededag! Det er budskabet i den underskriftindsamling, som fagbevægelsen har sat i gang.

Regeringens planer om at aflive store bededag vil udhule helt almindelige menneskers løn og fjerne et vigtigt pusterum i en travl hverdag. Det vil også betyde færre kolleger for offentligt ansatte, som i forvejen løber stærkt i et presset velfærdssystem – hele 2.700 færre ifølge Beskæftigelsesministeriets tal. 

Så beskeden fra HK er klar:

- Drop det forslag. Opbakningen til at afskaffe store bededag er utroligt lille, men konsekvenserne ved at tromle det igennem er til gengæld store. Både for lønmodtagerne og for vores velfærdssamfund. Derfor samler vi nu underskrifter ind, så alle får mulighed for sammen at sige: Ellers tak! Så kan vi vise regeringen sort på hvidt, at de ikke alene træder på den danske model, men også er ude af trit med befolkningen, lyder det fra HK Danmarks formand Anja C. Jensen.

Fuldstændigt uacceptabelt forslag

Angrebet på den danske model og medarbejdernes rettigheder får også hård kritik fra HK Kommunals formand Lene Roed.

- Træk forslaget om at nedlægge store bededag tilbage. Det er en fuldstændig uacceptabel indblanding i den danske model. Man kan som regering ikke bare ud af det blå fjerne en rettighed, medarbejderne har og uden om arbejdsmarkedets parter, siger hun. 

Udsigten til hvad forslaget vil få af konsekvenser vækker absolut heller ingen begejstring hos HK Handels formand Mette Høgh 

- Det er helt galimatias, at regeringen nu vil tromle deres lovforslag igennem. Livet skal være andet end stress, jag, arbejdspres og vagtplaner, som konstant bliver ændret. Der skal også være tid til en rolig stund på terrassen, langsom morgenmad med ens nære og sikkerhed for, at man kan deltage i en stor familiebegivenhed på store bededag.

Over 420.000 har allerede skrevet under. Vil du også være med?

SKRIV UNDER HER – bevarstorebededag.dk

 

Artiklen er opdateret 26. januar 2023