
Bartender Lotte Andersen fortæller, at der altid er en rugbrødsmad til de sultne stamgæster på Café Børsen. Foto: Mogens Jepsen
Og selv om Cafe Børsen har eksisteret siden 1874, er det ikke på dødens rand. Tværtimod. Værtshuset emmer af liv.
- Godt nok er Børsen et værtshus, men vi er først og fremmest et mødested og rammen om en hverdag for rigtig mange, lyder det fra Lotte Andersen, bartender gennem mange år på stedet.
Hun fortæller, at klientellet kan deles op i tre hold. Hold 1 er pensionisterne, som møder ind, når Børsen åbner klokken 9. Hold 2 er håndværkere o.l. fra om eftermiddagen, og om aftenen kommer hold 3, som er de unge, der ryger og har hang til lave priser.
- Men det er for hold 1, at omsorgen ligger, og jeg kan sagtens genkende alle de funktioner, som Lærke Jensen nævner, at et brunt værtshus som os har for den gruppe, siger Lotte Andersen.
Vi udfører reelt et omsorgsarbejde for kommunen og kunne tænke os lidt mere dialog.
Skrællede kartofler for gæst
I en periode skrællede en af bartenderne en gryde kartofler til en af gæsterne, så han fik noget at spise. Der var også en gæst, som kom klokken 9 hver formiddag for at få pudset sine briller, og der er altid en rugbrødsmad til de sultne.
Lotte Andersen fortæller også, at når det bliver koldt, minder hun flere om, at de skal have mere tøj på. Ligesom der er flere, der ikke går meget op i egen hygiejne.
- Så beder jeg dem om, at de får et bad inden næste gang.
10 meter uden for værtshuset står en offentlig bænk, hvor der især om sommeren sidder mange og drikker tæt. Her er Lotte Andersen sommetider ude for at tjekke, at de har det ok, og hun sørger f.eks. også for, at de får lidt vand at drikke.
På Børsen er 80 procent af kunderne stamgæster, og de får et tæt forhold – og for flere af dem er Café Børsen deres primære netværk, fortæller Lotte Andersen:
- Derfor kan det også frustrere, at vi ikke møder mere imødekommenhed fra kommunen, når vi f.eks. ringer og spørger, om de ved noget om en gæst, som vi ikke har set i flere dage. Vi udfører reelt et omsorgsarbejde for kommunen og kunne tænke os lidt mere dialog.