Simon Tøgern, formand for HK Privat
Simon Tøgern, formand HK Privat

Flere end 2.500 nye medlemmer har meldt sig ind i HK Privat i december, januar og frem til i dag.
Det er mere end dobbelt så mange som i de samme måneder, hvis vi kigger et år tilbage.

Og det glæder formand i HK Privat, Simon Tøgern.

- Ved at melde sig ind bakker man op om HK Privat som forhandlingspart i 23 landsoverenskomster, så tak til jer for at blive en del af fællesskabet, siger han.

Overenskomstforhandlingerne på de fleste af HK Privats områder er i fuld gang – og det store industriforlig forventes snart at lande.

- Vi forhandler med ambitionen om at kunne præsentere medlemmerne for et resultat, vi kan anbefale dem at stemme for. Og nu har vi så mere end 2.500 flere stemmer, som kan være med til at få indflydelse på deres eget arbejdsliv, siger Simon Tøgern.

Fortsætter med at være medlemmer

I december lancerede HK Privat kampagnen ”Har du sikret dig i en usikker tid”, netop for at få flere medlemmer. Både for at gøre opmærksom på, at medlemmer er sikret konfliktstøtte, hvis det skulle ende i en storkonflikt, men også for at stå stærkest muligt. Jo flere, vi er, jo stærkere står vi.

Læs baggrunden for kampagnen - og mød Marianne Vibeke, der er et af de mange nye medlemmer.

Erfaringer fra HK Stat og HK Kommunal ved tidligere overenskomstforhandlinger har vist, at langt størstedelen af dem, der melder sig ind tæt på en forhandling, også forbliver medlemmer efterfølgende.

- Det er vi glade for her i HK, da det viser, at et medlemskab ikke blot handler om at være sikret konfliktstøtte i tilfælde af konflikt. Det handler i lige så høj grad om medbestemmelse og om at være en del af et fagligt fællesskab, siger Simon Tøgern.