HK’erne i Erhvervsstyrelsen holder varmen med ponchoer og fingerløse vanter, som HK-klubben skaffede hjem. Foto: Maj-Brit Pedersen.
- Hvis man begynder at fryse, kan man ikke koncentrere sig lige så godt. Studier har vist, at den bedste temperatur for at kunne koncentrere sig er 21 grader. Det fastslog professor og forsker i indeklima ved DTU Jørn Toftum overfor TV2 sidste efterår, da det blev besluttet, at de statslige arbejdspladser skulle skrue termostaten ned på 19 grader som følge af energikrisen.

55-årige Maj-Brit Pedersen er administrativ sagsbehandler for selskabskontrol i Erhvervsstyrelsen og næstformand i Erhvervsstyrelsens HK-klub i København. Foto: Privat.
Netop koncentrationsevnen og det faktum, at kulden påvirker fingrenes smidighed, er noget, HK’erne i Erhvervsstyrelsen i København kan genkende.
- Jeg kan mærke, det er blevet koldere, og at det går udover min koncentration, når jeg fryser om fingrene. Jeg er udstyret med en indvendig termostat i udu, fordi jeg er i overgangsalderen, så jeg er ikke den, der er mest medtaget af de 19 grader, fortæller 55-årige Maj-Brit Pedersen, TR-suppleant og sagsbehandler ved afdelingen for selskabskontrol i Erhvervsstyrelsen på Langelinie i København.
HK-klubben giver varme
De kolde kontorer er dog ikke det bedste klima for Maj-Brit Pedersens gigt i fingrene, og derfor er hun også flittig bruger af de HK Stat-mærkede fingerløse vanter. Sammen med en poncho er de en del af den overlevelsespakke, som HK-klubben i Erhvervsstyrelsen har uddelt til HK’erne i disse kolde kontortider.
LÆS OGSÅ: Historisk energikrise tvinger staten til at skrue ned for varmen
- Arbejdspladsen stiller varm kaffe og te til rådighed, men ellers er det HK-klubbens blå ponchoer og vanter, der bliver taget i brug – også af andre faggrupper, der gerne låner dem. For det er et tema herude, at folk fryser, især om fingrene. Det er et gammelt pakhus ved vandet, vi sidder i, hvor det godt kan trække ind, når der både er kulde og blæst, fortæller Maj-Brit Pedersen.
I første omgang havde TR og HK-klubbens formand Pernille Lange spurgt Erhvervsstyrelsens ledelse, om det var muligt at få noget til at varme fingrene med. Det blev et nej, og herfra tog HK-klubben fat:
- Så må vi gøre noget fra klubbens side, for vi sidder og fryser om fingrene. Vi havde nogle penge liggende, som vi ikke har kunnet bruge tidligere, og så kom jeg i tanke om det her HK-merchandise, der findes. Det skal vi ha’, sagde jeg spontant og bestilte ponchoer og fingerløse vanter hjem, fortæller hun.
Vigtigst af alt giver ponchoerne og vanterne varme i en kold tid. Derudover gør de HK’ere synlige på arbejdspladsen og giver en masse positiv opmærksomhed, hvilket også er mundet ud i flere medlemmer under HK’s faner, fortæller Pernille Lange, som udover at være TR i Erhvervsstyrelsen også er næstformand i HK Stat Hovedstaden og medlem af HK Stats sektorbestyrelse.
19 graders-krav gav store udsving
Ifølge Arbejdstilsynets vejledning bør temperaturen ved stillesiddende arbejde under normale klima- og arbejdsforhold ikke være under 18 grader. Dog lyder Arbejdstilsynets generelle anbefaling, at temperaturen på arbejdspladsen er på mellem 20-22 grader.

62-årige Jens Frederik Drivsholm er en af de nye HK’ere, der er blevet ansat i Erhvervsstyrelsen med henblik på at administrere kompensationsordningerne, der blev til under coronapandemien. Foto: Privat.
På én af Erhvervsstyrelsens andre lokationer i København – på Dampfærgevej på Østerbro – har kravet om de 19 grader medført, at temperaturen har været helt nede på 16 grader på grund af problemer med termostaten og ventilationsystemet. Det fortæller HK’eren Jens Frederik Drivsholm, der er sagsbehandler ved Erhvervsstyrelsens afdeling for corona-kompensationsordningerne.
- På 5. sal oppe under taget var det rigtig koldt, og her røg temperaturen ned på 16 og 17 grader, efter vi skulle skrue ned på 19 grader. På 4. sal kunne der samtidig være 22 grader. De 19 grader kan jeg leve med, men 16 grader var godt nok koldt. Ledelsen var langsom til at reagere og blev lidt pikeret, når vi brokkede os over, at det ikke blev ordnet, siger han og fortsætter:
- Vi var heldige, når temperaturen nåede op på 19 grader. Der var sat lås på termostaten på trin 3 som følge af kravet om de 19 grader, så man kunne ikke bare skrue op.
For at holde varmen brugte han også HK-klubbens poncho om livet og over lårene eller slynget om underbenene for at holde følelsen af fodkulde- og træk væk. De fingerløse vanter blev lånt ud til en ikke-HK-kollega. Siden da er der kommet bedre styr på det, og temperaturen har stabiliseret sig omkring 19 grader.
- Jeg kan leve med det, men jeg kan godt huske oliekrisen i 70’erne, hvor tæppet blev revet væk under os ret pludseligt. Det var værre, så jeg prøver at holde hovedet koldt og hjertet varmt, lyder 62-årige Jens Frederik Drivsholms varme anbefaling i en kold tid.
Det var den daværende socialdemokratiske regering, der i efteråret besluttede, at temperaturen på de statslige arbejdspladser skulle ned på 19 grader. På kommunale og regionale arbejdspladser er der kun tale om en anbefaling om at skrue ned på 19 grader.