Så skete det. Trods saglig kritik og massiv modstand i befolkningen er regeringens lovforslag om at afskaffe store bededag nu vedtaget i Folketinget. Fra 1. januar 2024 vil store bededag derfor ikke længere være en helligdag, men en almindelig hverdag.

Og det på trods af at HK sammen med andre fagforeninger i et samlet høringssvar på 28 sider har udtrykt bekymring for flere elementer i loven, hvor fx retstillingen for helt almindelige lønmodtagere er uklar.

HK’s forbundsformand Anja C. Jensen er stærkt kritisk overfor, at regeringen har fået vedtaget et lovforslag, som på den måde skaber utryghed for lønmodtagerne:

- Regeringen burde have taget sit store bededag-forslag af bordet og smidt det i skraldespanden, hvor det hører hjemme. Nu har vi i stedet fået en lov, som griber ind i den danske model og kaster rigtig, rigtig mange mennesker ud i uvished om centrale ting som kompensation og arbejdstid, der burde være besvaret før vedtagelsen. Det er simpelthen ikke i orden, og HK vil fortsat holde politikerne fast på, at de stadig skylder svar på de spørgsmål, som loven efterlader, siger hun.

I HK går arbejdet nu i gang med at fortolke lovteksten og dermed hjælpe og vejlede medlemmerne så godt som muligt frem mod, at loven træder i kraft næste år.

- Jeg er ked af, at regeringen fuldstændig har fravalgt at lytte til befolkningen og konsekvenserne for helt almindelige mennesker. Men vi må agere ud fra den virkelighed, vi er i. Og derfor er det vigtigste for os nu at gøre os helt klar til at hjælpe medlemmerne i forhold til, hvordan reglerne rammer den enkelte med hensyn til øget arbejdstid og kompensation herfor.

475.000 har skrevet under: Kæmpe ros og tak til medlemmerne

Anja C. Jensen og bog med store bededagsunderskrifter

Forbundsformand Anja C. Jensen og bogen med lige omkring 475.000 underskrifter fra "Bevar store bededag!"-underskriftindsamlingen. Foto: HK

Lige omkring 475.000 underskrifter kunne formand for FH Lizette Risgaard overlevere i en bog til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen tidligere på ugen. En bog som alle medlemmer af Folketinget også har modtaget. Og både mængden af underskrifter og de mange forklaringer på, hvorfor folk har valgt at skrive under rører forbundsformand Anja C. Jensen:

- Jeg er så stolt af HK’erne og alle de andre faggrupper, som vi har stået skulder ved skulder med! Både i forbindelse med underskriftsindsamlingen og på Christiansborg Slotsplads ved vores store demonstration d. 5. februar. Kæmpe ros til jer og tusind tak til at alle, der har bakket op. 

Hun understreger også, at selvom lovforslaget ikke kunne stoppes, så har en samlet fagbevægelse og en samlet befolkning vist politikerne, at det bestemt ikke er en gratis omgang.

- Vi har sendt et klart budskab til SVM-regeringen om, at vi ikke bare lægger os ned og logrer med halen, når nogen forsøger at fratage os rettigheder, siger forbundsformand Anja C. Jensen.

Kontakt HK, hvis du har brug for hjælp 

Den nye lov om store bededag griber ind i overenskomsterne, og hvad du har aftalt med din arbejdsgiver. Samtidig efterlader loven stadig en del spørgsmål, som politikerne ikke er kommet med svar på endnu. Der kan derfor være tvivl om, hvad loven kommer til at betyde for din arbejdstid og retten til løntillæg eller timeløn for merarbejdet.

Nu gør HK sig klar til at rådgive og vejlede, men kontakt endelig din lokalafdeling, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, når loven træder i kraft eller har andre spørgsmål til løn- og arbejdsvilkår. HK kan:

  • Rådgive dig om, hvad loven betyder for de rettigheder og pligter, du har som medarbejder. 
  • Bistå dig, hvis din arbejdsgiver ikke informerer dig om, hvilke nye vilkår loven medfører for dig ift. forøget arbejdstid og udbetaling af løntillæg eller timeløn.
  • Hjælpe dig, hvis din arbejdsgiver ikke betaler det løntillæg eller den timeløn, som du efter loven har ret til. 

DET SIGER DEN NYE STORE BEDEDAG-LOV

  • Store bededag bliver med loven en almindelig arbejdsdag.
  • Bestemmelserne om særlige løn- og ansættelsesvilkår på helligdage som fx ret til frihed eller kompenserende frihed, tillæg mv. finder ikke længere anvendelse som følge af, at store bededag som helligdag bortfalder. Der ændres ikke i søgnehelligdag-opsparing.
  • Når arbejdstiden øges som følge af loven, vil månedslønnede lønmodtagere modtage et løntillæg på 0,45 pct. af årslønnen. Det svarer til løn for en almindelig arbejdsdag. Timelønnede vil få den aftalte timeløn for en almindelig arbejdsdag for de ekstra arbejdstimer, som de skal arbejde.
  • Da loven medfører, at store bededag bliver en almindelig arbejdsdag, udgår store bededag med lovforslaget ligeledes som lukkedag i relation til lukkeloven.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet