
På årets bibliotekskonference kan du bl.a. høre om sociale medier, dataindsamling og ChatGPT. Arkivfoto: Tom Ingvardsen.
Stadig flere biblioteksansatte får opgaver, som har med bibliotekets sociale medier at gøre.
På årets bibliotekskonference kan du møde børneformidler og kommunikationsmedarbejder Trine Haurits fra Silkeborg Bibliotekerne, som selv arbejder med bibliotekernes forskellige sociale medier. Hør hende fortælle om, hvad man som bibliotek får ud af at formidle sine tilbud på de sociale medier, f.eks. at det er her, man møder bibliotekets brugere og fortæller om alt fra hverdag til fest, nye bøger og nedbrud i printsystemer.
Men allermest handler oplægget om de personlige erfaringer, Trine Haurits har samlet ved at formidle på de sociale medier: Facebook og Instagram. Du kan fx høre, hvad det kræver at være formidler på de sociale medier, og hvilke overvejelser man skal gøre sig. Og så har Trine Haurits også flere pointer med om forbindelsen mellem at være HK-ansat og arbejde med sociale medier.
Er du interesseret i data, digitalisering og AI?
Så skal du holde øje med især disse oplæg på årets konference.
Gå ikke glip af:
Dataindsamling – hvordan og hvad kan det bruges til?
Vær med, når vi kigger på, hvilke muligheder arbejdet med data giver på bibliotekerne. Leder af udviklingsafdelingen på Gladsaxe Hovedbibliotek, Esben Fjord, giver et indblik i, hvordan Gladsaxe bibliotekerne aktivt arbejder med at bruge data i deres daglige arbejde med strategi, optimering og dokumentation.
Teknologi & tendenser
Bliv klogere på, hvordan du og borgerne bliver mere it-sikre, og hør om de mest almindelige fejl, vi begår. Specialist Dennis Böttcher fra Vejle Bibliotek fortæller bl.a. om de biblioteksansattes rolle i den digitale inklusion og sætter fokus på fremtiden med AI og andre nye teknologier.
Dit digitale servicetjek
Hvordan kan vi øge den digitale tryghed hos borgere over 65 år? Det har tre kommuner et bud på. Projektleder Heidi Kjølby Andersen fra Viborg Bibliotekerne vil fortælle om et koncept, hvor kommunerne tilbyder arrangementer, hjælpernetværk og materialer til alle danske kommuner og biblioteker.
Biblioteket Play
Stockholms Stadsbibliotek har lavet en ny streamingtjeneste, hvor du har adgang til bl.a. workshops, quizzer og bogtips lavet i samarbejde med bibliotekets personale. Hør Anna Wåglund, kontorchef på Stadsbiblioteket, fortælle om streamingtjenesten og tankerne bag.
Teknologiforståelse, ChatGPT og tekstrobotter
Få indsigt i, hvad du kan bruge Chat GPT til som biblioteksansat og hør, hvilke krav der er til dine kompetencer de kommende år. Forfatter og kunstner Andreas Refsgaard vil bl.a. præsentere dig for bøger skabt af kunstig intelligens, og systemer, der kan navigere i enorme mængder af information.
Find Nemo og alt andet, du søger efter
Få styr på muligheder og funktioner i Biblioteket-appen, og hvordan borgerne kommer til at opleve den nye hjemmeside, når Foreningen Det Digitale Folkebibliotek fortæller om deres services, som du sandsynligvis også kender fra dit eget bibliotek.
Kender du dit biblioteks mange licenser og muligheder?
Bibliotekerne giver adgang til en masse viden, som aldrig kommer i spil, så der er brug for god vejledning, og det bliver du klædt på til her. Chefindkøber ved det Digitale Folkebibliotek, Torbjørn Rokamp, fortæller, hvilke barrierer borgerne møder i forhold til tekstlicenserne, introducerer de mest almindelige licenser og lærer dig at navigere sikkert mellem dem.
Hør om det nye ”Fælles Bibliotekssystem”
Hør Kombit fortælle om kravene til den nye løsning, som både rummer genbrug af det, I kender, og nye funktionaliteter.