Bag optagelsestallene ses, at antallet af 1. prioritetsansøgere er faldet ganske lidt, men der er forskelle at læse mellem laborantskolerne. Således viser optagelsestallene fra www.ufm.dk om alt fra ”alle optaget, ledige pladser” til et adgangskrav på 6,0 på Københavns Professionshøjskole som det højeste adgangskrav på landsplan.

- Der bliver brug for jer, er DL-F formandens første kommentar om årets optagelsestal, som fortsætter:

- Ledigheden er rekordlav for laboranterne og de seneste års arbejde med at skabe flere praktikpladser betyder forhåbentlig, at vi om 2 ½ år kan sige tillykke med uddannelsen til 389 nyuddannede laboranter, udtaler Katrine Bøg.

- Og så selvfølgelig også et tillykke med optagelsen til de studerende. Jeg er sikker på, at det er nogle topmotiverede studerende, der nu indtager øvelseslokalerne på landets laborantskoler, afslutter DL-F formanden.

Miljøteknologuddannelsen viser samme optagelsestal som i 2022 – nemlig 36 studerende.

Optagelsestallene for overbygningsuddannelsen til Professionsbachelor i laboratorieteknologi er i skrivende stund ved at blive indhentet og forventes klar til LABORANTEN nr. 8, der udkommer den 19.-22. september.

Kilde: www.ufm.dk