Simon Tøgern fik stående klapsalver efter sin sidste beretning som formand for HK Privat. Foto: Carsten Bundgaard
Billedet af en fagbevægelse i krise fik ikke ubetinget medvind, da Simon Tøgern, formand for HK Privat, holdt sin mundtlige beretning på kongressen, som blev afviklet i Aalborg Konference og Kulturcenter. Det faldende medlemstal må og skal vendes til fremgang, erkendte formanden, men fagbevægelsen er stadig en stærk spiller på arbejdsmarkedet.
- Er det medlemstilbagegangen, der er problemet - eller er medlemstilbagegangen et symptom på andre og dybereliggende problemer, spurgte Simon Tøgern.
Simon Tøgern henviste til en stor undersøgelse, som FH fik udarbejdet op til kongressen i 2022. Undersøgelsen viste, at 4 ud af 5 lønmodtagere på et eller andet tidspunkt har været medlem af en faglig organisation.
- Problemet er, at de melder sig ud – efter at de har stiftet bekendtskab med os! De har åbenbart ikke haft en oplevelse af, at vi var nødvendige, for at de kan få det gode arbejdsliv, alle gerne vil have, sagde formanden.
- Men det er vores mission - vores opgave - vores eksistensberettigelse, at vi prøver at sikre, at alle kan få et godt arbejdsliv. Det er den historie, vi ikke har været gode nok til at fortælle, tilføjede Simon Tøgern.
Corona og svære overenskomstforhandlinger
Medlemstilbagegangen er den store udfordring, men fagbevægelsen er ikke i krise, når det kommer til politisk indflydelse, mener formanden.
- Jeg tror, at vi alle kan huske Mette Frederiksens dystre pressemøde den 11. marts 2020, hvor hun så at sige ”lukkede samfundet ned”. Men Danmark klarede presset, fordi vi alle sammen tog ansvar. Ikke mindst fordi vi i fagbevægelsen indgik en lang række store og små trepartsaftaler med arbejdsgiverne og regeringen, sagde Simon Tøgern.
- De aftaler er en af forklaringerne på, at vi har den høje beskæftigelse, som vi ser i de her måneder, og at danske virksomheder i dag kører så fint, uddybede han.
Overenskomstfornyelsen i foråret er endnu et eksempel på, at fagbevægelsen har både styrke og vilje til at opnå gode resultater ifølge Simon Tøgern.
Op til forhandlingerne var inflationen buldret af sted som en konsekvens af krigen i Ukraine, og selv før krigen brød ud, havde man noteret sig, at medlemmernes lønninger ikke fulgte med de stigende indtjeninger i virksomhederne.
Derfor gik HK Privat til forhandlingerne med et krav om, at resultatet skulle kunne ses på medlemmernes lønsedler.
- Det lykkedes vi faktisk med! Vi fik forbedringer i såvel penge som procenter. Og vi fik forbedringer af overenskomsternes spilleregler for de lokale lønforhandlinger, sagde Simon Tøgern fra talerstolen i Aalborg Kongres og Kulturcenter.
Kongressen er den sidste, hvor Simon Tøgern holder en mundtlig beretning. Efter 12 år i formandssædet har han valgt at stoppe.
Han rundede sin beretning af med at takke for ordet.
Dette er et uddrag af Simon Tøgerns mundtlige beretning.
Se afskedsinterview med Simon Tøgern