Tiden skal bruges fornuftigt - Den kommer ikke igen

Simon Tøgern. Foto: Lisbeth Holten

I efteråret 1997 er Simon Tøgern i sit hjem ved Søerne i København.

Det er søndag. Rundt om bordet sidder han sammen med sin mor, sin søn, Teis og sin kone, Helle.

Pludselig bliver Simon utilpas. Han bliver fjern, så han trækker sig fra selskabet og går ud på toilettet.

Efter lidt tid går Helle ud til Simon for at tjekke, om han ok.

- Jeg går ud til hende og fortæller, at jeg har det dårligt.

Læberne er blå, og han koldsveder. Helle er uddannet plejehjemsassistent, så hun kan godt se, hvad det drejer sig om. Det er hjertet, den er gal med.

Hun ringer 112, som ankommer kun to minutter senere, men idet de farer op ad trapperne, stopper Simons hjerte med at slå.

Simon dør.

De finder hjertestarteren frem. Efter et par stød begynder Simons hjerte at slå igen.

Efterfølgende er Simon indlagt i otte uger. Han kan ikke huske den første tid på hospitalet.

Han bliver undersøgt. De ender med at indoperere en ICD-enhed - en lille automatisk hjertestarter, der opereres ind under huden, og som via ledninger til hjertet følger hjerterytmen og afgiver stød, hvis en farlig hjerterytmeforstyrrelse skulle opstå.

- Jeg var heldig, at ambulancen kom hurtigt. Jeg kommer ovenpå uden hverken fysiske eller psykiske mén.

Episoden har sat sit aftryk hos Simon. Erkendelsen af at livet er skrøbeligt, har gjort ham utålmodig, når folk sidder og sludrer eller bruger tiden uhensigtsmæssigt. Han får svært ved at holde gode miner. Ifølge ham selv kan det gøre, at han nogle gange måske bliver oplevet som arrogant.

Oplevelsen i efteråret 1997 har betydet, at tiden ikke skal spildes.

- Vi er her på afmålt tid. Tiden skal bruges fornuftigt. Hver dag og hver time kommer ikke igen, siger han.

Damer eller Nicaragua

Simon Tøgern er født i 1958. Han er den ældste i en søskendeflok på fire, hvor de er født med halvandet års mellemrum. De tre søskende er alle piger.

Det var en tryg middelklasseopvækst. Moren var hjemmegående de første år. I Simons første år bor hele familien i en lille treværelses lejlighed tæt ved Sorgenfri station. Børnene måtte sove i køjesenge.

Senere flytter de til Birkerød i et rækkehus.

Det var et hjem, der holdt flere aviser. Man diskuterede, tog stilling, og man mente noget.

I gymnasiet keder Simon sig. Han valgte egentlig bare gymnasiet, fordi det var det, man gjorde.

Efter han får studenterhuen på, har han forskellige jobs. Blandt andet er han et halvt år til søs, hvor han er messemand.

- Det vil sige, du gør rent, fortæller han.

Han vælger dog ikke livet til søs som sin levevej.

I stedet begynder han på EFG's (Erhvervs Faglig Grunduddannelse) grafiske basisår, som det hed dengang. Han troede, han skulle være fotograf, men finder hurtigt ud af, at det mente alle de andre drenge også, at de skulle være.

Kampen om praktikpladserne var derfor benhårde.

Simon fortæller med et kækt smil, hvordan den ene halvdel af drengene ville være modefotografer, så de kunne møde nogle lækre damer, mens den anden halvdel ville være ligesom reportagefotografen Henrik Saxgren og følge guerillaernes opstand i Nicaragua.

Simon hørte til den sidste halvdel.

Han får en praktikplads som fotograf på et reklamebureau, men det miljø fandt han overfladisk, så allerede den første fredag i sit praktikforløb gik han ind til chefen og sagde, at det ikke var noget for ham.

Han kommer ved et tilfælde i lære som litograf på et trykkeri, som laver tryk for kunstnere som Bjørn Nørgaard og Poul Gernes. Han kunne sagtens være endt med en anden vej i livet, men litografuddannelsen bliver startskuddet til en kæde af tilfældigheder, der ender med, at Simon Tøgern bliver formand for HK Privat.

Drama på de indre linjer

Simon Tøgern har været politisk aktiv i det meste af sit liv. Først i elevrådet på basisåret. Sidenhen i lærlingeforeningen.

Han var en del af det ungdomspolitiske miljø i København i slut- 70'erne og start 80'erne, som var et ungt, venstreorienteret, aktivistisk miljø.

Han sidder også i forretningsudvalget i Faglig Ungdom i flere år.

- Det var en hel kultur i de år. Og den var jeg en del af. Og jeg er selvfølgelig også på mange måder præget af det, den gjorde. Så det var også en verden, jeg trådte ind i, fortæller Simon Tøgern.

I begyndelsen af 90'erne etablerer man så et fælles grafisk forbund. Og i 1995 bliver Simon valgt til sit første lønnede tillidshverv i Grafisk Forbund.

Han er blandt dem, som taler for, at det er nødvendigt, at Grafisk Forbund bliver fusioneret med HK. Han var med i forløbet, der resulterede i, at Grafisk Forbunds hovedstadsafdeling blev ført ind i HK Københavns afdeling 5. Det sker ikke uden kulør og drama.

De nye medlemmer fra Grafisk Forbund var aktive. Det måtte den daværende formand for afdeling 5, Eva Brixvold, sande i sensommeren 2001.

Hun udsteder sammen med næstformanden en tjenstlig ordre om, at Kim Jung Olsen (nuværende Faglig Chef for HK Privat) skal ændre stilling fra faglig sekretær til en projektstilling. Det foregår uden inddragelse af Jung Olsen og uden inddragelse af afdelingsbestyrelsen.

Simon er på daværende tidspunkt koordinator i det mediegrafiske sekretariat og har på det tidspunkt opbygget et tæt forhold til og samarbejde med Jung Olsen. Så i august 2001 nedlægger han sit hverv med begrundelsen: ”Baggrunden er selvsagt de seneste personalemæssige dispositioner i afdelingen, hvor sekretariatet er blevet tilsidesat og ignoreret”.

Dagen efter bliver Simon suspenderet af formandskabet, men 39 tillidsmænd tropper op i HK Københavns lokaler. De finder sig ikke i suspenderingen.

Det resulterer i en ekstraordinær generalforsamling.

Simon stiller op mod den daværende formand Eva Brixvold, som han vinder over med 600 stemmer mod 5.

Simon vælter det etablerede formandskab og bliver valgt som formand for afdeling 5, der siden blev lagt sammen med afdeling 1. til det, der i dag går under navnet IMI. Her var han formand i 10 år.

Derefter i 2011 bliver han valgt til formand for HK Privat, som han har været siden da.

Brutal begyndelse

Simon Tøgern spilder ikke tiden, da han sætter sig i formandsstolen hos HK Privat.

Hans første handling bliver at fyre 10 ansatte.

Det var tydeligt for Simon, at der skulle ske noget, der var økonomisk spild.

- Vi var simpelthen for mange, siger han.

Det virker som en hård måde at begynde sit formandskab på, men Simon ville ikke trække handlingen ud.

- Folk skulle ikke gå og frygte ”er det er mig, der ryger”. Den slags skal ikke ske i klumper, eller sådan drypvis.

- Det kan have virket brutalt, men jeg tror overordnet set, det var den mest skånsomme måde at gøre det på.

- Nu hvor en ny formand snart skal tage over, er det jo også et spørgsmål, vedkommende må stille. Kan vi drifte den her organisation for færre penge? Eller kan vi få mere fagforening for de samme penge? For den udfordring må vi også forholde os til i dag.

Sejre og nederlag

Nu kan Simon Tøgern se tilbage på 12 år i formandssædet.

Når han evaluerer på sin tid, er han stolt af, at HK Privat er lykkedes med at skærpe hele organisationens fokus på det kernefaglige.

- Jeg er også tilfreds med, at det er lykkedes at flytte organisationens fokus på medlemsudviklingen, og gøre det til en strategisk udfordring at imødegå den medlemsudvikling, vi har været igennem.
Da Simon i 2011 blev formand for HK Privat, var der store udfordringer med medlemstallet, der faldt drastisk.

- Vi fik sat en prop i. Jeg er selvfølgelig glad for, at det nu går bedre - eller at det går mindre galt. Nu er vi et sted, hvor medlemmerne måske mere siver, men de fossede ud, da jeg begyndte.

Han kigger over mod sin reol, hvor nogle af de gamle overenskomster står.

Før i tiden handlede overenskomster om to ting: penge og tid.

- Det var det, man regulerede.

Det er sidenhen blevet udvidet, hvad man forhandler om.

- Vi har fået indbetaling til pension, efteruddannelse og videreuddannelse. Vi har fået masser af sociale bestemmelser. Og det er måske i virkeligheden noget af det vigtigste, jeg har arbejdet med i min tid.

Der er dog også nogle politiske dagsordner for HK Privat, som Simon gerne ville have været med til at løse.

- Listen over uopfyldte krav ved enhver overenskomstforhandling er altid længere end listen over de opfyldte krav. Det er klart, at jeg da gerne ville have været blandt dem, der havde fået taget livet af 50 %-reglen.

50 %-reglen siger, at ansatte under HK Privats område kun har ret til en overenskomst, hvis mindst halvdelen er medlemmer af HK. Det betyder, at en enkelt medarbejder kan afgøre, om HK’erne på en arbejdsplads får en overenskomst.

Simon ville også gerne være lykkedes i højere grad med at få de organisationer, der repræsenterer de privatansatte funktionærer, til at samarbejde.

- Jeg anser det som en af vores største strategiske udfordringer at få det til at virke. Der er et sted mellem halvdelen og to tredjedele på det private arbejdsmarked, der er ansat på funktionærvilkår - alt efter hvordan man tæller det op. Og de har i mange sammenhænge sammenfaldende interesser, men er som gruppe underrepræsenteret i Fagbevægelsens Hovedorganisations-systemet.
Det skyldes blandt andet den relativt lave organisationsprocent på det private funktionærområde. Det håber han, at det nye formandskab også vil have fokus på.

En pris at betale

I foråret blev OK23 afsluttet med et resultat, som mange analytikere har udråbt som et flot resultat for lønmodtagerne på det private område.

Så det er måske også et godt tidspunkt for Simon at stoppe?

- Ja, altså nogle steder er det jo blevet udlagt, som om jeg er syg - eller jeg har et dårligt helbred. Det har jeg sådan set ikke. Men jeg har jo gennem mit liv fået nogle advarsler, siger han.

Under coronapandemien for cirka tre år siden fik Simon konstateret prostatakræft. Han slap nådigt, men det blev alligevel endnu en påmindelse om, at man ikke skal tage livet for givet.

Simon bliver af flere beskrevet som et politisk dyr, der lever og ånder for fagpolitik.

Han har heller ikke spildt sin tid som formand for HK Privat. Han har investeret langt størstedelen af den i jobbet. Og det har også haft konsekvenser og en pris, fortæller Simon Tøgern.

- Når du har min stilling, arbejder du meget, og det er helt uforudsigeligt, hvornår du er væk. Du betaler noget i forhold til dine børn, men også i forhold til dine børnebørn. Der er simpelthen noget nærvær, som der bare bliver mindre af.

Det er særligt over for sine syv børnebørn, han kan mærke, at forholdet ikke er så nært, som han kunne ønske.

- Det er jo klart, når man ikke har tid til at investere i både et hårdt job og familien.

Nu håber Simon at kunne indhente noget af det forsømte, når han til kongressen i september giver depechen videre til en ny formand.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det for mig er den rigtige beslutning. Altså 12 år er længe.

Han vil fortsat gerne arbejde politisk for fagbevægelsen i en mere tilbagetrukket rolle.

- Det må jeg jo også snakke med det nye formandskab om.

Han kommer dog ikke til at savne selve møderne, men kommer til at være nysgerrig på, hvad de diskuterer.

Mordet i fagforeningen

Når kongressen slutter 19. september, vil Simon Tøgern ikke længere være formand for HK Privat.

Han ved endnu ikke præcis, hvad der skal ske til den tid, men tiden skal ikke spildes.

Om det er at læse politiske biografier eller skønlitteratur, være sammen med familien eller noget tredje.

Og så elsker han at skrive. Og det håber han at få mere tid til. Faktisk brygger han på en kriminalroman, som måske kan være med til at skabe mere kulør og dramatik i den bevægelse, han har arbejdet for i så mange år. Arbejdstitlen er nemlig ”Mord i Fagforeningen”.

Simon forsikrer dog om, at bogen ikke kommer til at have hold i virkeligheden.