Jobbet stresser

Arbejdet gør mange af HK Privats medlemmer syge. De fortæller om tankemylder, hjertebanken, koncentrationsbesvær og søvnmangel i en ny undersøgelse, hvor hver femte afslører, at de inden for de seneste tre år har været sygemeldt på grund af stress.

Men selvom størstedelen af dem også svarer, at det er deres job, der helt eller delvist er årsagen til deres stresssygemelding, så fortæller flere end hver tredje, at deres arbejdsplads kun i lav grad eller slet ikke gør noget ved det.

- Stress kan ikke løses af den enkelte medarbejder, og det har alt for længe været et individuelt problem. Vi kan heller ikke længere lade det være op til den enkelte arbejdsplads, hvad og hvordan de vil gøre. Der skal politisk handling til, hvis vi som samfund skal ændre på det vilkår på arbejdsmarkedet, som gør folk syge, siger næstformand for HK Privat, Gitte Geertsen.

Det ikke er en nyhed, at det danske arbejdsmarked har et stressproblem. HK Privat har tidligere spurgt medlemmerne om deres arbejdspres, hvor svaret i 2024 var, at 30 % havde et for højt arbejdspres - og over halvdelen oplevede, at arbejdspresset var stigende.

Der er åbenlyst et problem på vores arbejdsmarked, når så mange er pressede, og vi nu oveni ved, at knap hver femte ligefrem har været sygemeldt med stress. Vi skal have både politikerne og arbejdsgiverne på banen, for APV’er og trivselsmålinger har jo ikke løst problemet - hvis de overhovedet bliver holdt, lyder det fra Gitte Geertsen.

Breaking: Det er jobbet, der stresser

Tallene fra HK Privats undersøgelse er nye, men debatten om stress har raset i mange år. Hvorfor er folk stressede, er det arbejdet, eller er vi bare mere stressede i dag?

I undersøgelsen giver medlemmerne tydeligt udtryk for, at det er arbejdet. 59 % peger på jobbet som årsagen til deres stresssygemelding, mens 33 % siger, at det var en blanding af arbejde og privatliv. Kun 7 % peger udelukkende på privatlivet.

Det er en uskøn blanding af bl.a. for mange opgaver, dårlig ledelse, uforudsigelighed, fyringsrunder og omstruktureringer og dårlig balance mellem arbejde og privatliv, de angiver som årsag til stress.

Samtidig svarer mange, at deres arbejdsplads ikke har en stresspolitik, eller at stressniveauet endda aldrig bliver målt i hverken APV’er, trivselsmålinger eller 1 til 1-samtaler.

Gitte Geertsen
Gitte Geertsen, næstformand for HK Privat
Og hele 36 % - flere end hver tredje - oplever, at ledelsen kun i lav grad eller slet ikke gør noget, når de opdager, at medarbejderne er stressede.

- Det understreger to behov, som vi i HK længe har efterlyst. Dels at alle arbejdspladser skal have en stresspolitik, så både ledelse og medarbejdere ved, hvordan der arbejdes med forebyggelse og håndtering af stress. Og dels at alle ledere skal gennemgå en uddannelse i psykisk arbejdsmiljø, så de er bedre rustet til at håndtere stress blandt medarbejderne, siger Gitte Geertsen.

Det vil HK arbejde for

De menneskelige konsekvenser fremgår tydeligt af undersøgelsen, hvor medlemmerne fortæller, at de ikke kan arbejde lige så meget som før, er blevet opsagt eller slet ikke kan varetage et job for tiden.

For samfundet er omkostningerne også store. Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at stress hvert år koster samfundet 55 mia. kroner, sænker arbejdsudbuddet med 55.600 fuldtidspersoner og øger risikoen for tidlig tilbagetrækning med 50 %.

Derfor har HK 15 konkrete forslag til, hvordan stress kan forebygges og håndteres bedre. De handler om at sætte ind før, under og efter en stresssygemelding.

Før stressen rammer ...
Arbejdspladserne skal blive bedre til at forebygge stress. HK vil blandt andet arbejde for, at alle arbejdspladser har en stresspolitik, at ledere bliver bedre klædt på til at håndtere psykisk arbejdsmiljø, og at Arbejdstilsynet får bedre muligheder for at gribe ind over for dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Det skal ikke afhænge af, om du tilfældigvis har en god chef, om stress bliver taget alvorligt på din arbejdsplads. Der skal være klare aftaler for, hvordan stress forebygges, og hvad der sker, når advarselslamperne begynder at blinke. 
Når du er sygemeldt  ...
Hvis du bliver syg med stress, skal du ikke selv stå alene med ansvaret for at finde rundt mellem læge, arbejdsplads, kommune og arbejdsgiver. HK vil arbejde for bedre adgang til kvalificeret behandling og for, at arbejdsgiveren skal være forpligtet til at lave en plan for, hvordan du kan vende trygt tilbage. 
Når du skal tilbage på arbejde ...
Det er sjældent en god løsning bare at vende tilbage på fuld tid og fortsætte, som om intet er sket. HK vil arbejde for retten til en gradvis opstart efter stress og for bedre beskyttelse mod at blive fyret, hvis sygefraværet skyldes arbejdsmiljøet.

Stress skal ikke være dit problem alene. Derfor går HK ind i arbejdet med et klart mål: Færre skal blive syge af deres arbejde, og dem, der bliver ramt, skal have bedre hjælp og mere tryghed.

Du kan læse HK’s 15 forslag her

 

 

Lad os hjælpe dig

Tag fat i din tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant, hvis der er problemer med dit arbejdsmiljø, din arbejdsmængde eller din trivsel.
Hvis du ikke har sådan en, eller foretrækker at tale direkte med os i HK, så ring på 7011 4545.
Du kan også få forebyggende samtaler med PFA’s Trivselslinje gennem dit medlemskab af HK Privat.
Ring til Trivselslinjen på 70808218. Telefonerne er åbne mandag-torsdag kl. 8-16.30, fredag kl. 8-16.

 

Læs mere om stress

Hvad er symptomerne på stress?

Det kan du gøre, hvis du eller din kollega har symptomer på stress

Er stress en arbejdsskade?

Sådan forebygger du stress

Tilbage på job efter stress