Chef kigger efter ansatte

Du har garanteret mange kvaliteter - men hvilke kigger din chef efter? Få svaret her.

Som privatansat er det vigtigt at forhandle løn med jævne mellemrum. Det er nemlig primært sådan, at du stiger i løn. Og hvis du har overenskomst, har du ret til en årlig lønsamtale, hvis du beder om det.

Læs også: Sådan bliver din løn fastsat

Men hvilke af dine mange kvaliteter skal du fremhæve til lønsamtalen? Det er faktisk ikke ligegyldigt. Hvis du er på overenskomst, er der nemlig fastlagt nogle helt bestemte kriterier for, hvad din løn skal afspejle og dermed, hvad din chef skal belønne, når der skal gives lønforhøjelser. Du kan læse om kriterierne nedenfor.

Hvis du ikke er på overenskomst, kan du stadig bruge kriterierne som en inspiration til, hvad du skal vægte til din lønsamtale.

Kriterierne

Der er 7-8 kriterier for, hvad din løn skal afspejle alt efter din overenskomst. Kriterierne er:

  1. Din indsats. Dels i det daglige arbejde, men også fx i forhold til om du er god til at finde på nye idéer og forslag samt din loyalitet og dine bidrag til fællesskabet.
  2. Din jobfleksibilitet. Fx om du er forandringsparat eller har evnen og viljen til at påtage dig flere forskellige funktioner.
  3. Din dygtighed. Fx din orden og omhu, dit overblik, eller om du er god til at dele og tilegne dig viden.
  4. Dine kvalifikationer. Din særlige viden / dit kendskab til dit job udover eventuel uddannelse.
  5. Evt. uddannelse. Hvis du har relevant uddannelse.
  6. Stillingens indhold. Dvs. de konkrete opgaver, du har.
  7. Stillingsansvar. Hvis du har et særligt ansvar – det kan fx være åbning / lukning af butik, oplæring af elever eller indkøb.
  8. Særlige arbejdstider (kun kontor og lager). Hvis du arbejder på skæve tidspunkter – fx om natten og / eller i weekenderne.

 

Sådan bruger du kriterierne

Når du skal til lønsamtale, er det vigtigt, at du forbereder dig grundigt, så du har helt styr på dine argumenter. Det er fx en god idé at gennemgå hvert af kriterierne på forhånd og skrive ned, hvor godt du synes, at du lever op til de enkelte kriterier samt dine begrundelser.

Til selve samtalen er det vigtigt, at I lytter til hinanden. Nævn dine 3 vigtigste argumenter for, at du skal have mere i løn. Giv også din chef god tid til at begrunde sit svar. Du skal forvente, at din chef kan have et lidt andet synspunkt, og så gælder det om at finde et godt kompromis.

Når lønsamtalen er slut, bør I notere ned, hvad I er blevet enige om, at du skal stige i løn. Det kan også være, at I bliver enige om, at hvis du forbedrer dig på nogle bestemte punkter til næste gang, så kan du få en lønforhøjelse. Sørg for at I sammen noterer det ned, så I har en klar aftale, som I kan finde frem til næste lønsamtale.