Prisen for Årets praktiksted blev overrakt af Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal. Foto: Jonas Klingenberg.

Traditionen tro blev prisen for Årets praktiksted uddelt ved HK Kommunals Elevkonference 2023. Som noget nyt blev prisen for Årets elevinitiativ også uddelt.

Prisen for Årets praktiksted gik i år til Næstved Kommune for deres store fokus på socialt fællesskab, ligeværdighed, medinddragelse, anerkendelse og plads til forskelligheder.

Næstved Kommune var indstillet på vegne af alle kontorelever i kommunen. Du kan læse hele indstillingen i faktaboksen længere nede. Kontoreleverne i Næstved Kommune var glade for, at deres praktiksted endte med at modtage prisen.

- Det betyder rigtigt meget. De gør så meget for os. De er meget engagerede og giver os stor anerkendelse. Derfor er det rart, at vi med prisen her kan vise, at vi værdsætter alt det, de gør for os. For vi ved også, det kræver noget af dem. For vi stiller rigtigt mange spørgsmål, siger Natalie Nordahl Hovmøller, kontorelev i Næstved Kommune.

Årets elevinitiativ

Foto: Jonas Klingenberg.

Candan Uzunoglu Bayrakdar er 2. års kontorelev i Silkeborg Kommune. Foto: Jonas Klingenberg.

For første gang blev prisen for Årets elevinitiativ også uddelt. Prisen gik til Candan Uzunoglu Bayrakdar, kontorelev i Silkeborg Kommune.

Hun modtog prisen for det store arbejde hun ligger i at forbedre både de faglige og de sociale vilkår på arbejdspladsen. Candan Uzunoglu Bayrakdar er en del af HK Kommunals elevudvalg. Hun var indstillet af samtlige 2. årselever i Silkeborg Kommune.

Særligt har hun taget initiativ til at udarbejde en guide om GDPR til kommende elever. En guide, der både er lavet i bog-form og som plakat. Du kan læse hele indstillingen i faktaboksen længere nede.

Havde selv indstillet en anden elev

Candan Uzunoglu Bayrakdar havde selv indstillet en af de andre elever til Årets elevinitiativ. Så da vinderen blev offentliggjort, var hun meget overrasket over at høre sit eget navn.

- Jeg er virkelig stolt over prisen. Det er så sødt af de andre elever, at de har valgt at indstille mig. Det er vigtigt, vi husker at anerkende hinanden. Vi skal påvirke hinanden positivt på den måde. Det var også derfor, jeg indstillede en af de andre elever. Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg skulle modtage prisen, siger hun.

Juryen for prisuddelingen bestod af Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal, og Hanne Damsgaard Nielsen, teamleder for Fag og karriere i HK Kommunal.

Derfor er Næstved Kommune Årets praktiksted
”Denne kommune skal kåres som årets praktiksted, fordi det ER årets praktiksted. Vi kunne komme op med en masse faglige grunde til, hvorfor lige netop denne Kommune skal være årets praktiksted. Det, som for os gør denne Kommune til årets praktikplads er de mennesker som udgør denne Kommune, og deres evne til at omfavne andre.

Hver måned bliver der arrangeret elevfrokoster for 1. og 2. års elever, hvor vi har et socialt fællesskab, mens vi spiser frokost. Her har vi mulighed for at sparre og vi kan dele det gode samt mindre gode ting fra vores hverdag med andre elever, som kan relatere på en anden måde end vores kollegaer.

Det er en arbejdsplads, hvor der er plads til vores forskelligheder. Et sted, hvor vi kan være, dem vi er og stadig føle os som en del af fællesskabet.

Der er mange muligheder for at dygtiggøre os, hvis vi er interesseret og engageret i at udvide vores horisont.

Det er et sted, hvor vi bliver spurgt om, hvad vi er interesseret i, så vores elevtid bliver tilrettelagt efter, hvem vi er. Vi har derfor mulighed for at udvikle os og opnå så meget viden som muligt.

Vi bliver inddraget i diverse møder og beslutninger, og vi bliver set, som værende på lige fod med vores kollegaer. Vi føler, at vi er mere end elever, vi er en del af holdet.

Vi bliver klædt godt på fra start af vores kommune og center. F.eks. har vi to introduktionsdage, hvor vi får en masse nyttig viden og bliver budt velkommen af bl.a. borgmesteren og kommunaldirektøren."

Der er en stor tryghed og værdi i, at denne Kommune har ambition om, at deres kontorelever skal fastholdes og ansættes efter endt uddannelse.

 
Derfor er Candan Årets elevinitiativ
”Candan har fra starten af vores elevtid vist stort initiativ i elevklubben og for elevfællesskabet. Hendes initiativ og interesse rækker ikke blot til vores årgang, da hun brænder for at gøre elevtiden bedre for de fremtidige elever i Silkeborg Kommune og i resten af Danmark.

Candan har udarbejdet en vejledning til nye elever, om de vigtigste forvaltningsregler og GDPR. Hun har både udarbejdet en lille bog og en plakat. Hun har brugt virkelig mange timer på at forbedre og videreudvikle på vejledningen. Hun har fået arbejdstid af hendes afdeling og af vores uddannelsesansvarlige til at udvikle på opgaven, men hun har også brugt hendes fritid på denne vejledning. Dette viser at hun har en inderlig interesse for at forbedre forholdene for eleverne, og for at lave et lækkert og brugbart produkt som nye elever kan læne sig op ad. Andre kommuner har vist interesse for produkterne og hun arbejder pt. på en udgave af vejledningen som kan bruges eksternt, i alle kommuner.

Derudover skal nævnes det store stykke arbejde som Candan ligger i at være en del af HK's elevudvalg. Hun spørger os elever i Silkeborg, om der er noget som vi ønsker mere af/forbedret/større fokus på, og tager det med til udvalget.

Sidst men ikke mindst, er Candan bare en virkelig god ven og kollega som altid er klar til at give en hjælpende hånd, om det så er i arbejdet, på skolen eller privat. Hun tager også ofte initiativ til at os elever skal lave noget socialt sammen uden for arbejdstiden.”