
Formanden for HK Kommunal, Lene Roed, dykker ned i alle de tilbagemeldinger hun har fået fra medlemmerne omkring den nye overenskomst. Foto: Tom Ingvardsen
Efter at HK Kommunals formand, Lene Roed, og de øvrige topforhandlere fra Forhandlingsfællesskabet forleden tog hul på drøftelserne om løn og arbejdsvilkår for alle 550.000 medarbejdere i kommuner og regioner, bliver det nu HK Kommunals tur til at præsentere egne, specielle krav til OK24 for – i denne omgang - de kommunale arbejdsgivere.
Det sker i morgen, fredag, hvor HK Kommunals forhandlingsdelegation med formand, Lene Roed, i spidsen udveksler egne krav med KL i deres hovedsæde i Weidekampsgade i København.
Købekraften skal sikres
HK Kommunals formand, Lene Roed, er her forud for præsentationen ikke i tvivl om, at beskæftigelsesmedarbejdere, borgerservicemedarbejdere, klinikassistenter, it-konsulenter, skolesekretærer, økonomimedarbejdere og alle de andre kommunale HK’ere skal anerkendes med synlige resultater for deres helt afgørende bidrag til den kommunale velfærd.
- Udviklingen af reallønnen er et fælles krav ved OK24. For inflationen har i den grad udhulet blandt andre HK’ernes realløn. Vi må og skal sikre købekraften i en tid, hvor priserne er steget voldsomt, siger Lene Roed forud for udvekslingen af de specielle krav med KL.
HK’ernes værdi skal anerkendes
Sikring af en velfungerende lokal løndannelse, sunde rammer for lokale aftaler om fleksibilitet i arbejdslivet og forbedrede muligheder for kompetenceudvikling er blandt nogle af HK Kommunals egne krav til de kommunale arbejdsgivere.
- Jeg vil gøre mit yderste for, at HK’ernes betydning og værdi for den kommunale velfærd bliver afspejlet i nogle håndfaste forbedringer på flere niveauer. Anerkendelsen af HK’ernes indsats som værende forudsætningen for, at man kan drive en kommunal velfærd effektivt og retfærdigt, skal udmøntes i nogle meget synlige resultater, siger HK Kommunals formand.
HK Kommunals egne overenskomstkrav vil på vegne af 32.000 kommunalt ansatte HK’ere blive præsenteret for KL af HK Kommunals forhandlingsudvalg bestående af formand Lene Roed, næstformand Pia Lund Jeppesen og formand for Hovedstadsafdelingen, Ditte Gottlieb Bredahl.
På det regionale område vil HK Kommunals specielle overenskomstkrav blive præsenteret på et møde med Danske Regioner den 8. januar næste år.