
Forhandlingsfællesskabets og HK Kommunals OK24-krav, der nu er udvekslet med arbejdsgiverne, bygger bl.a. på mere end 3.000 input og krav fra HK Kommunals medlemmer, arbejdspladsklubber og HK-afdelinger. Her er det (fra venstre) næstformand Pia Lund Jeppesen, forhandlingschef Susanne Fagerlund og formand Lene Roed, der kigger på input fra medlemmerne. Foto: Tom Ingvardsen.
”Øget arbejdsudbud”. Hvis du ikke allerede har bemærket den efterhånden hyppige brug af begrebet, vil det sandsynligvis bide sig fast i de kommende måneder.
Både de kommunale og de regionale arbejdsgivere har nu offentliggjort deres krav i forbindelse med den rituelle kravsudveksling forud for OK24-forhandlingerne. For dem begge gælder det, at ”øget arbejdsbud” er nævnt i første afsnit.
For Kommunerne Landsforening (KL) lyder en målsætning for forhandlingerne ”at sikre et kommunalt arbejdsmarked i balance, herunder øget arbejdsudbud”. Hos Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) er formuleringen denne:
”Regionerne ser ind i en fremtid, hvor der mangler arbejdskraft. Derfor skal de regionale aftaler og overenskomster både understøtte behovet for et øget arbejdsudbud og samtidig sikre udviklingen i den regionale opgavevaretagelse i hele landet.”
Seniorerne skal blive længere – og helst arbejde mere
Med andre ord gælder det altså for arbejdsgiverne om at sikre, at der bliver lagt et tilstrækkeligt antal arbejdstimer fra et tilstrækkeligt antal medarbejdere i de to sektorer. RLTN skriver direkte, at flere skal arbejde på fuldtid. De regionale arbejdspladser skal omdannes til ”fuldtidsorganisationer”.
Hos KL hejser man signalflaget, der markerer ”fare forude”. Man taler om et krydspres mellem borgernes stigende forventninger til den kommunale velfærd, samtidig med store udfordringer med både rekruttering og fastholdelse af kvalificeret arbejdskraft.
Fastholdelse handler bl.a. om at arbejde for, at seniorerne får lyst til og mulighed for at blive længere i arbejde, end de har i dag. Og dem, der stadig er i gang, skal helst ikke bruge seniorfridage, hvis det står til KL. De skal ikke bortfalde, men udbetales som bonus, der aktivt vælges andet:
”Alle seniordage ændres således, at udgangspunktet er udbetaling af seniorbonus med mulighed for i stedet at vælge pension eller frihed.”
Udvikling, omstilling og kompetencer
Fra begge arbejdsgiverorganisationer lyder der formuleringer om omstillinger, organisering, effektivitet og kvalitet, og fra især KL er ord om udvikling kædet sammen med begreber som teknologi og kompetencer:
”Alle kommuner har fokus på effektivisering, teknologisk udvikling og udviklingen af velfærden til gavn for borgerne. Det medfører krav til øget kvalitet, fleksibilitet og omstilling, samt nye kompetencer.”
I den sammenhæng nævner KL ”Den Kommunale Kompetencefond” som et vigtigt redskab, som også for HK Kommunal er et vigtigt element i forhold til mere kompetenceudvikling.
Fagforbundene: Reallønnen skal forbedres
HK Kommunals generelle krav til OK24 er afspejlet i de krav, som Forhandlingsfællesskabet har sendt til arbejdsgiverne i forbindelse med udvekslingen. Som tidligere nævnt handler de først og fremmest om lønstigninger, der forbedrer reallønnen oven på det tab, som den høje inflation medførte.
Derudover står et mere fleksibelt arbejdsliv også højt på lønmodtagernes liste, og det indebærer både øget valgfrihed mellem løn, pensionsindbetalinger eller fx fridage og bedre rammer for lokal tilpasning af fleksible arbejdsformer. HK Kommunals medlemmer har udtrykt et stort ønske om mere fleksibilitet i form bedre muligheder for fx flekstid, hjemmearbejde og 4-dages uge.
Også HK Kommunals ønske om store puljer til forhandling direkte mellem arbejdsgiverne og de enkelte faglige organisationer er med i Forhandlingsfællesskabets generelle krav til arbejdsgiverne:
”Der afsættes betydelige midler til organisationsforhandlinger” lyder kravet. Der begrundes med, at alle medlemsorganisationer – oven på trepartsaftalen – skal kunne se sig selv i OK24-resultatet, der skal afspejle personalegruppernes forskellige vilkår og ønsker.
Kravet om store organisationspuljer var åbenbart forudset i begge arbejdsgiverorganisationer, for fra dem kommer der et helt enslydende modkrav:
”Omkostningskrævende krav ved de generelle forhandlinger skal forhandles i lyset af, at der også forhandles omkostningskrævende krav ved organisationsforhandlingerne,” skriver både KL og RLTN.
Med andre ord: Lønmodtagernes organisationer skal ikke forvente at få både i pose og i sæk ved forhandlingerne om OK24.
Faggrupper og meget andet indgår i de specielle krav
Der er også udvekslet såkaldte specielle krav mellem HK Kommunal og arbejdsgiverne. Heri indgår HK Kommunals særlige krav om fx kompetencefonde, pension, arbejdstid og på de enkelte faggruppers områder. Herunder er en liste med alle de udvekslede dokumenter med krav, der vedrører HK Kommunals medlemmer.
For ansatte i kommuner
- Forhandlingsfællesskabets generelle krav til KL
- KL's generelle krav til Forhandlingsfællesskabet
- HK Kommunals krav til KL
- KL’s krav inden for HK Kommunals område
- HK Kommunals krav vedr. lokalbanerne
- KL’s krav vedr. socialrådgivere og socialformidlere
- KL’s krav vedr. chefer
- KL’s krav vedr. chefer i Københavns Kommune
For ansatte i regionerne
- Forhandlingsfællesskabets generelle krav til RLTN
- RLTN's generelle krav til Forhandlingsfællesskabet
- HK Kommunals krav til RLTN
- RLTN’s krav inden for HK Kommunals område
- RLTN’s krav vedr. chefer
