rita ved hk skilt

Med den endelige afskaffelse af minipensionsordningen er det fortid med forskelsbehandling af nyansatte HK-medlemmer, som fremover vil få lige så stor pensionsindbetaling som deres kolleger med flere år i jobbet. Et resultat, der glæder HK Stat-formand Rita Bundgaard. Foto: Mikkel Østergaard.

Allerede ved OK21 var det en klar forventning fra HK Stats formand Rita Bundgaard, som også er formand for CFU og Offentligt Ansattes Organisationer på statens område (OAO-S), at minipensionens dage var talte. Den forventning holdt stik, for ved en forhandling mellem Finansministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, og OAO-S lyder resultatet, at ”parterne er enige om at afskaffe minipensionen pr. 1. april 2024.

- Jeg er meget glad for endelig at kunne fortælle vores medlemmer, at ingen længere skal forskelsbehandles ved at være omfattet af minipensionen. Vi ved jo, at det gang på gang har stået højt på rigtig mange medlemmers liste at komme af med den, når vi har indsamlet overenskomstønsker, siger Rita Bundgaard.

Selv om det var forventeligt, at arbejdsgiverne også ved OK24 ville være med til at afskaffe de sidste rester af den uglesete ordning ved forhandlingen med arbejdsgiverparten, kalder HK Stat-formanden resultatet for ”en ventet, men stor og vigtig sejr på medlemmernes vegne”.

200.000 mere i opsparing med fuldt bidrag

Minipensionens bortgang betyder, at en HK’er i staten fremover vil få det fulde pensionsbidrag på 15 procent allerede fra ansættelsestidspunktet, idet den tidligere karensperiode på 2 år og pensionsprocenten på 11,19 bortfalder. Den 2-årige karensperiode var et resultat af OK21-forhandlingerne og udgjorde et skridt på vejen i retning af at udfase minipensionen helt. Frem til da var karensperioden 4 år, og aldersgrænsen for at kunne få den høje sats 25 år.

LÆS OGSÅ: Minipension på vej til at blive lagt i graven

Ifølge beregninger fra Sampension betyder den nye aftale, at et HK Stat-medlem, der bliver omfattet af den fulde pensionsopsparing som 21-årig, og som går på pension som 70-årig, vil have en samlet opsparing på 4.536.061 kroner ved pensioneringstidspunktet.

Hvis medlemmet havde været på minipension gennem 4 år, ville vedkommende have opsparet 4,54 procent mindre op, altså 4.330.255 kroner. Med en karensperiode på 2 år ville medlemmets opsparing beløbe sig til 4.429.577 kroner, som er 2,35 procent mindre end ved det fulde pensionsbidrag gennem et arbejdsliv på 49 år.

Det vil sige, at afskaffelsen af minipensionen kan betyde mere end 200.000 kroner i medlemmernes pensionsdepoter.

Ifølge Sampension er cirka 8.200 ansatte inden for OAO’s område omfattet af minipensionsordningen.