TineToft Nørgaard fotograf Christina Ninnis Alevrofas

Tag en snak med din chef eller dine kolleger om idéer til, hvordan du kan justere din balance mellem arbejdsliv og privatliv, så du trives bedre, lyder opfordringen fra erhvervspsykolog og forfatter Tine Toft Nørgaard. Foto: Christina Ninnis Alevrofas 

Vi har tårnhøje og urealistiske forventninger til hinanden og os selv om, at vi ubesværet og harmonisk altid kan balancere mellem arbejde og privatliv. Men livet er sjældent i vater. Langt de fleste af os oplever af og til ubalance mellem arbejdsliv og privatliv og perioder med mistrivsel. At have balance mellem arbejde og privatliv bliver voldsomt idealiseret i vores tid, mener erhvervspsykolog og forfatter Tine Toft Nørgaard.

- Mange tror, at man kan have en perfekt balance og være ovenpå hele tiden. Det kaster nogle problemer af sig, for det er jo kun os selv, vi kan bebrejde og stille til ansvar, hvis man ikke lykkes med det, siger hun.

LÆS OGSÅ: TEMA: Fleksibilitet i arbejdslivet

Tine Toft Nørgaard er aktuel med bogen 'Når livet kommer på arbejde' med undertitlen 'Kunsten at skabe balance i en grænseløs tid', hvor hun ansporer til, at vi begynder at tale om work-life-balance på en mere nutidig og realistisk måde. Forestillingen om, at arbejde og privatliv er to modpoler, er et levn fra dengang, hvor kvinderne kom på arbejdsmarkedet.

- Det nytter ikke at blive ved med at bruge en forældet skabelon, som måske i højere grad gør folk syge af stress end hjælper dem med at trives, fremhæver hun.

Genfind balancen

Tine Toft Nørgaard har udviklet en ny model. Vi skal i stedet forestille os, at vi står på et rundt balancebræt, som det vi kender fra fitness. Brættet er opdelt i tre lagkagestykker, som udgør vores liv: karriere, personlige forhold og fællesskaber. Det varierer, hvor meget de enkelte områder kræver af os gennem livet. Indimellem har man brug for at træde ned på den ene, anden eller tredje del af brættet for at finde en ny balance i livet. Man skal med andre ord være aktiv for at holde balancen.

Vi holder fast i en forældet skabelon, som faktisk ikke gør os noget godt.
Tine Toft Nørgaard, erhvervspsykolog og forfatter 

Balancebrættet skal illustrere, at arbejdet med balance og trivsel er en cirkulær proces, og man regelmæssigt skal lytte efter, om der er noget, der skal justeres. Ifølge forfatteren skal vi være mere bevidste om vores egne handlemuligheder og blive bedre til at reflektere over dem. Det kunne fx være muligheden for at få en anden type opgaver eller blive involveret i et nyt projekt.

- Det er i højere grad op til den enkelte at eksperimentere og finde ud af, hvad der virker der, hvor man står i sit liv lige nu. Tingene ændrer sig, og det kalder jo på, at vi jævnligt genforhandler med os selv, hvad der skal til, så vi trives, siger hun.

Hun erkender, at det måske ikke altid er nemt. Vi er fx glade for fleksibiliteten og muligheden for at kunne tage en hjemmearbejdsdag eller hente børn tidligt. Men der er stadig nogle gamle kulturer og strukturer, som ikke er fulgt helt med, så det kan være svært for den enkelte at sætte grænser, hvis man føler, at der er bestemte forventninger til, at man skal være tilstede.

Små justeringer med stor effekt

For at opnå en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv er det nogle gange nok med små justeringer. Det er tit mikrojusteringerne, der betyder noget for vores trivsel, påpeger Tine Toft Nørgaard.

- Måske virker det simpelthen ikke at have to faste hjemmearbejdsdage om ugen, men at det vil være bedre at kunne tilrettelægge dem fra uge til uge. Måske finder man ud af, at det fungerer dårligt at arbejde hjemmefra, fordi det kollegiale samspil er vigtigt for, at man trives. Små pauser i hverdagen kan også gøre en stor forskel. Mange ser pauser som afbrydelser i en travl hverdag, der forsinker arbejdet. Tværtimod genoplades vores mentale batterier, når vi fx går en tur de sidste 10 minutter af frokostpausen eller sætter os ned og lukker øjnene i fem minutter, forklarer erhvervspsykologen.

BALANCE I ARBEJDSLIVET

Erhvervspsykolog og forfatter Tine Toft Nørgaard er aktuel med bogen "Når livet kommer på arbejde" med undertitlen "Kunsten at skabe balance i en grænseløs tid" udgivet på Akademisk Forlag. Hun holder foredrag og arrangerer workshops om work-life-balance.