Linda Rabenholt og kolleger i politiet

22 årsværk i politikredsene, heraf en håndfuld HK’ere, står for skud i de vejtekniske afsnit. Da politibetjentene er tjenestemænd, er der en reel risiko for, at de tilbageværende betjente flyttes til administrative opgaver, og det kan koste HK-stillinger. Billedet er fra Aalborg/Nordjyllands Politi, hvor der har været afholdt møde i efteråret. HK'eren Linda Rabenholt står side om side med politikollegerne og kæmper for at bevare afdelingen. Foto: Claus Bjørn

I regeringens plan om opgavebortfald i staten, hvor 1.000 administrative stillinger skal spares væk, har det vist sig svært at finde statsansatte, som ikke løser vigtige opgaver. Nu risikerer det at gå ud over trafiksikkerheden, advarer HK Stat.

LÆS OGSÅ: Regeringen vil køre vigtig politiafdeling i grøften

HK Stat har netop sendt et høringssvar afsted til transportminister Thomas Danielsen (V) med et klart budskab om at droppe den spareøvelse, der går ud på at skære 22 årsværk hos politiets vejtekniske afsnit. Forslaget betyder, at politiets stærke kompetencer indenfor trafiksikkerhed reelt vil blive smidt i grøften.

Til daglig varetages opgaven af HK’ere og politibetjente på lige fod, og med spareøvelsen er der i stedet lagt op til, at kommunerne skal overtage opgaven fra politikredsene. De besidder dog ikke de samme politifaglige kompetencer, lyder kritikken. Derfor er det også med afsæt i en bekymring for trafiksikkerheden, at HK Stat råber ministeren op, fortæller fagforeningens formand Heidi Juhl Pedersen:

- Det ser ud til, at man har stirret sig blind på at nå op på 1.000 årsværk på opgavebortfald og glemt at skele til, hvad det her forslag reelt vil få af negative konsekvenser for færdsels- og trafiksikkerheden. Derudover er jeg også bekymret for det videnstab, der vil ske, hvis man fjerner opgaven fra politiet. Over årene har HK’ere og politibetjente arbejdet tæt sammen og er fagspecialister på området, siger HK Stat-formanden og fortsætter:

- De agerer desuden uafhængigt af lokalpolitiske og økonomiske interesser, og det vil også gå tabt sammen med de trafikfaglige kompetencer. Så jeg håber, at ministeren vil genoverveje, om det er det rigtige at gøre.

Nordjysk trafiksektion advarede regeringen

At HK Stat har taget bekymringen for trafiksikkerheden til højeste sted, skyldes også, at de trafikfaglige HK’ere og politibetjente tog bladet fra munden, da de hørte om regeringens planer. Allerede da idéen så dagens lys i udspillet til dette års finanslov, udtrykte HK’eren Linda Rabenholt og hendes politikolleger hos vejteknisk afsnit ved Nordjyllands Politi deres bekymring for sikkerheden på de danske veje.

- Hvor skal de uafhængige og faglige vurderinger til trafiksikkerheden så komme fra? Jeg forudser, at man som bilist vil blive mødt af en anderledes og dårligere skiltning på vejene med trafiktavler, der ikke er hjemmel for i loven, for det er vores kompetence, sagde Linda Rabenholt.

- Vi supplerer med lovgrundlaget, for det kan virke fremmed for vejmyndighederne og deres entreprenører, oplever vi. De er teknisk dygtige, men de har ikke nødvendigvis den politifaglige baggrund til at vurdere lovhjemmelen eller færdselssikkerheden i forhold til den ønskede vejafmærkning. Fra mange år på vejene har vi ligeledes et stort, praktisk erfaringsgrundlag at trække på, lød det fra politikollegaen Peter Jensen i starten af november.

At få det sidste ord

Udformning og planlægning af vejprojekter i Danmark er et samarbejde mellem kommunerne, Vejdirektoratet og politiet. I sidste ende er det ordensmagten, der godkender eller samtykker til, at vejene stemmer overens med love og bekendtgørelser på færdselsområdet.

Det er denne del af ligningen, regeringen ønsker at skrive politiet ud af. Selvom sparekravet på de 22 årsværk allerede er vedtaget som en del af finansloven, så kræver den endelige effektuering en ændring i færdselsloven. Og det er i høringen til dette lovforslag, at HK Stat nu beder politikerne om at komme på bedre tanker.

Ikke nok med at transportminister Thomas Danielsen må lægge øre til kritiske røster fra HK Stat og Politiforbundet, har han fået kritik fra kommuner og er blevet kaldt i samråd i Folketinget om sagen.

Læs hos DR: Minister afviser kritik: Ny vejlov fjerner bøvl og sikrer fremkommelighed 

HK Stats høringssvar til transportministeren

Det er HK Stats opfattelse, at dette forslag til lov som helhed bør trækkes tilbage, da de potentielle trafik- og færdelssikkerhedsmæssige konsekvenser vurderes at være uhensigtsmæssige. Dette begrundes i det følgende:
Det bemærkes indledningsvis, at lovforslaget er en konsekvens af regeringens forslag om politisk prioriteret opgavebortfald på 1.000 årsværk snarere end værende begrundet i trafik- og færdselsmæssige hensyn. Lovforslaget skal således hjemle, at Justitsministeriet har indmeldt opgavebortfald for politiets behandling af sager om vejes udnyttelse og indretning som politisk prioriteret opgavebortfald på godt 22 årsværk.
Lovforslaget vil implementere opgavebortfaldet således at vejmyndigheden fremadrettet selvstændigt vil skulle træffe færdselsmæssige bestemmelser vedrørende vejenes udnyttelse eller indretning og træffe beslutninger om fastsættelse af lokale hastighedsgrænser. HK Stat vurderer, at denne ændring vil kunne få uhensigtsmæssige konsekvenser for trafik- og færdselssikkerheden og dermed ikke bør foretages.
HK Stat er således ikke enig i, at politiets behandling af sager om vejes færdselsmæssige udnyttelse og indretning har karakter af dobbeltsagsbehandling. Det er således vores opfattelse, at bortfaldet af politiets deltagelse i beslutningsprocessen kan medføre negative konsekvenser for vejmyndighederne, idet vejmyndighederne ikke nødvendigvis har den nødvendige viden og de nødvendige kompetencer til at foretage en afvejning af relevante hensyn uden politiets involvering. Samtidigt sikrer den nuværende kompetencefordeling mellem aktørerne en høj grad af uafhængighed af kommunale, politiske og økonomiske interesser.
Vi vurderer også, at det fortsat vil være hensigtsmæssigt med skønsmæssige vurderinger med inddragelse af politiet snarere end at der fastsættes klare, objektive regler for vejmyndighedens mulighed for at træffe færdselsmæssige bestemmelse vedrørende vejenes udnyttelse eller indretning og beslutninger om lokale hastighedsgrænser.
Det er derfor HK Stats vurdering, at der ikke bør foretages en ændring af beslutningsprocesserne i færdselslovens §§ 92 og 92 a, således at vejmyndigheden fremadrettet selv får kompetence til at træffe beslutninger om færdselsmæssige bestemmelser vedrørende vejenes udnyttelse eller indretning og beslutninger om lokale hastighedsgrænser.
Det er også HK Stats vurdering, at der kan være uhensigtsmæssige konsekvenser ved at indføre et årsdøgnstrafikkriterie jf. lovforslaget samt indførelse af en bemyndigelsesbestemmelse til transportministeren, samt at der kan være uhensigtsmæssige konsekvenser ved at ændre og ophæve en række bestemmelser i vejloven og privatvejsloven om vejmyndighedens pligt til at forhandle med eller indhente samtykke fra politiet, i de eksempler, som lovforslaget nævner.
HK Stat vurderer også, at den ændrede kompetencefordeling vil medføre et tab af vigtig viden, faglige kompetencer og erfaring. Der kan også være en risiko for en manglende overholdelse af færdselsloven, idet fraværet af den faglige vurdering i politiet, kan føre til skiltning, afmærkning af vejens forløb etc. som ikke er lovmedholdelige. Ligeledes kan en mangelfuld eller ukorrekt skiltning, afmærkning af vejens forløb etc. føre til, at bilister kan påberåbe sig fejlagtig eller manglende lovhjemmel, hvilket vanskeliggør politiets håndhævelse af færdselsloven.
Det er således HK Stats vurdering, at det er afgørende, at den nuværende kompetencefordeling fastholdes og at det fremsendte lovforslag trækkes tilbage. Samtidigt bør der tilvejebringes de nødvendige ressourcer til en fortsat løsning af opgaven hos politiet.

 

Vis mere