Mandag den 10. februar mødtes 16 koordinatorer til Jobpatruljens første koordineringsmøde i HK Østjyllands lokaler i Brabrand.
Samlet var blandt andet koordinatorer fra 3F, HK og Dansk Metal, som geografisk dækker hele Danmark - både i deres daglige arbejde, samt når de kører Jobpatruljen sammen med en række frivillige til sommer.
Tovholder for dagen var Trine Thomhav, der dagligt arbejder hos HK Danmark i København som Ungdomskonsulent i Jobpatruljen. Trine sidder også med i Jobpatruljens styregruppe samt i Jobpatruljens sekretariat. Det betyder blandt andet, Trine står for Jobpatruljens hotline, brevkasse og ChatBot samt koordinering ift. Merchandise - såsom Fritidsjobguiden, de frivillige deler ud -, materialer, hjemmeside og den app, der bruges under Jobpatruljens sommerkampagne.
Formålet med dagen var blandt andet at sætte målsætninger for indsatsen til Jobpatruljen 2025.
Jobpatruljen startede i 1979, og indsatsen blev i 2012 overdraget til HK og 3F. I dag er det disse to forbund, der står for at koordinere og køre Jobpatruljen, hvor de politisk ansvarlige er HK Danmarks forbundsnæstformand, Mads Samsing, og forbundsnæstformand i 3F, Tina Christensen.
På mødet blev der selvfølgelig udvekslet diverse gode idéer til planlægning og eksekvering af Jobpatruljen samt idéer til rekruttering af frivillige og aktiviteter i løbet af sommerkampagnen.
Fritidsjobbere har fyldt utrolig meget i diverse debatter, og i den forbindelse har man afsat 5 millioner kroner årligt på Finansloven til styrkelse af Jobpatruljens indsats fra 2025 og frem.
I Nordjylland kører Jobpatruljen i uge 28, der i år ligger fra og med den 7. juli til og med den 13. juli. I 2024 formåede de frivillige i Nordjylland at foretage 410 interviews, hvor 168 var reelle sager, de faglige konsulenter i enten HK eller 3F skulle tage hånd om.
“Jobpatruljen er en vigtig oplysningskampagne, der er med til at sikre, at ungarbejdere kender til de gældende regler og vilkår i deres arbejdsliv. Jobpatruljen er også med til at klæde virksomhederne på til at tage imod – og tage hånd om – ungarbejdere i deres første møde med arbejdslivet”, lyder det fra afdelingsformand for HK Nordjylland, Christina Madsen Kristiansen.
Igen i år er det Ungdomskonsulent, Kristian Juul Kjær, og Ungdomskonsulent, Christoffer Rüsz, fra henholdsvis HK Nordjylland og 3F, der er koordinatorer på Jobpatruljens indsats i Nordjylland.
Sidste år var der i alt 317 tilmeldte frivillige på tværs af hele landet, hvilket var rekord. Det var også sidste år, Jobpatruljen slog rekord med 3.274 interviews.
Tilmeldingsmodulet til Jobpatruljen i 2025 åbner senest 1. marts 2025 lige her: https://www.jobpatruljen.dk/blivaktiv/tilmeld-dig/.