forladt rum med exit skilt

Det nu konkursramte AMU-Vest i Esbjerg var et voksenuddannelsescenter, der udbød uddannelser indenfor blandt andet transport, byggeri og havneindustri. Modelfoto: Mostphotos

Kan en statsligt selvejet uddannelsesinstitution overhovedet gå konkurs, som var det enhver anden privat virksomhed? Og er det de ansatte, der skal bære risikoen, hvis der ikke er penge nok til at betale lønnen?

På de to ret så principielle spørgsmål svarede HK’s advokat Michael Møllegaard klart nej, da han i sensommeren begrundede, hvorfor HK Stat tilsluttede sig et kæremål til Landsretten om lovligheden af VUC Syds konkurs.

LÆS OGSÅHK Stat støtter op: Skole kan ikke gå konkurs

Alt imens HK Stat afventer Landsrettens kendelse er endnu en uddannelsesinstitution i det sydjyske gået konkurs. 5. december sidste år kastede AMU-Vest i Esbjerg håndklædet i ringen efter flere års kamp med økonomien. Fra det ene øjeblik til det andet blev skolens ansatte fyret, heriblandt 4 HK Stat-medlemmer. Derudover er yderligere 2 andre stats-HK’ere også blevet ramt af konkursen, selvom de ikke længere var ansat på skolen.

- Det rammer altid hårdt, når vores medlemmer kommer i klemme, og i HK gør vi selvfølgelig alt, hvad vi kan for at hjælpe de medarbejdere, som er blevet ramt. Vi er her for at hjælpe dem, men det undrer mig, at vi er kommet hertil, siger Annette Godsvig Laursen, formand for HK Stat i Sydjylland.

Det er ikke nyt, at uddannelsesinstitutioner kan have økonomiske problemer, men at staten bare lader dem gå konkurs er en helt ny tilgang, mener hun:

- Det havde vi ikke lige set komme. Jeg synes ikke, det er rimeligt at folk kommer i klemme, fordi staten løber fra sine regninger og bare sætter en højt betalt kurator til at gøre boet op. Vi har brug for attraktive uddannelser i hele landet, påpeger hun.

Tabt levebrød og dobbeltstraf til fleksjobber

Ovenpå konkursen, hvor medarbejderne med ét fik revet tæppet væk under sig og må se langt efter jobbet, den månedlige hyre samt eventuel fratrædelsesgodtgørelse og andre løndele, er HK Stat Sydjyllands faglige afdeling kommet alle 6 medlemmer til undsætning:

- Vi har hjulpet med at søge erstatning hos Lønmodtagernes Garantifond (LG). Dog dækker LG kun op til 160.000 kroner netto, og det rækker ikke for alle de berørte medlemmer, fortæller Peter Bertelsen, HK Stat Sydjyllands faglige sagsbehandler på sagen.

De 6 stats-HK’ere er ramt på forskelligvis af konkursen. 4 af de 6 berørte HK’ere kan udover deres tabte levebrød også risikere at gå glip af deres aftalte fratrædelsesgodtgørelse – eller dele af den – som følge af konkursen. Selv hvis LG udbetaler den højeste erstatning på 160.000 kroner, kan det stadig betyde et væsentligt tab for nogle af medlemmerne.

- Det afhænger af længden på fratrædelsesgodtgørelsen, der i nogle tilfælde er på 6 måneders løn, og med en høj anciennitet, så dækker de 160.000 ikke det fulde tab, siger Peter Bertelsen.

Ét af medlemmerne var desuden ansat på en fleksjobordning, hvor kommunen betalte en del af lønnen, men ved konkurs ophører kommunens løntilskud ligeledes med det samme, forklarer Peter Bertelsen:

- Det betyder, at får medlemmet ikke erstatning fra LG, så bortfalder kommunens tilskud til månedslønnen samt til fratrædelsesgodtgørelsen. Det er alt eller intet, og det vil være en rigtig hård skæbne. Jobcentret står fast på, at det er sådan, de tolker reglerne.

Konkursspøgelset er som ringe i vandet

Udover de 4 stats-HK’ere, der blev afskediget fra AMU-Vest, så trækker konkursen også spor efter sig hos 2 medlemmer, der ikke længere var ansat, da konkursen indtraf. Det ene medlem fik nyt arbejde og stoppede inden konkursen, men den afslørede, at medlemmet har en betragtelig sum feriepenge til gode:

- Det viser sig, at AMU-Vest ikke nåede at indbetale medlemmets feriepenge både for 2023 og 2024. I alt løber det op i 38.000 kroner, som medlemmet har til gode i feriepenge. Sagen ligger hos LG nu, fortæller Peter Bertelsen, faglig sagsbehandler hos HK Stat Sydjylland. 

Derudover fortæller han også om afledte konsekvenser for et medlem, der i sommeren 2023 valgte at følge med de opgaver, som blev overdraget til en anden uddannelsesinstitution. Men da AMU-Vest er gået konkurs, er opgaven nu bortfaldet. Det betød, at medarbejderen blev mødt af en varslet opsigelse.

AMU-Vest i Esbjerg var et voksenuddannelsescenter, der udbød uddannelser indenfor blandt andet transport, byggeri og havneindustri.