Facade VUC Syd

Spørgsmålet om gyldigheden af VUC Syds konkurs er ifølge HK’s advokat Michael Møllegaard (H) en gråzone i loven, som der ikke før er blevet taget stilling til. Foto: Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Nedskæringer, udflytninger og stillingsnedlæggelser i staten kan være slemme nok i sig selv. Men har du nogensinde overvejet, om din statslige arbejdsplads helt kunne forsvinde fra landkortet og gå konkurs? Eller hvad med, om børnenes lokale folkeskole eller din kommune kunne gå fallit? Det lyder som utopi, og det var det, lige indtil den statslige uddannelsesinstitution VUC Syd med base i det syd- og sønderjyske i august i år gik konkurs efter flere års økonomisk katastrofekurs.

På linje med størstedelen af både ungdoms- og videregående uddannelsesinstitutioner, var VUC Syd ganske vist en selvejende institution under staten, men helt principielt bør en statslig institution slet ikke kunne gå fallit, mener HK Stat. Derfor støtter fagforeningen op om GL’s kæremål til Landsretten, der nu skal tage stilling til konkursens gyldighed. Et spørgsmål, der ifølge HK’s advokat Michael Møllegaard (H) er en gråzone i loven, som der ikke før er blevet taget stilling til. Konkursen har desuden store økonomiske konsekvenser for de fyrede medarbejdere fortæller han:

- Det væsentlige spørgsmål i sagen er, om det er de ansatte, der skal bære risikoen for, at offentligt VUC går konkurs. Selvom det er statsligt selveje, så er det i høj grad et offentligt foretagende målt på, at medarbejderne er ansat på offentlige overenskomster, og det faktum, at det er finansieret og tilsynsført af Undervisningsministeriet, siger han og uddyber:

- Derfor kan man ikke lige pludselig behandle VUC Syd som en privat virksomhed, når det kommer til konkursspørgsmålet. Det er en tand for smart, at undervisningsministeriet kan sende regningen til de ansatte. Var der tale om en daginstitution med økonomiske problemer, ville det offentlige spæde til, men fordi det er selveje, kan man sende regningen videre. Det smager forkert, siger Michael Møllegaard.

HK Stat kæmper for løn og erstatning

Som følge af VUC Syds kollaps er dele af skolen blevet virksomhedsoverdraget til uddannelsesinstitutionen IBC i Kolding. Uddannelsestilbud, studerende og 64 ansatte på tværs af faggrupper er fulgt med. Men ikke alle. 10 GL-medlemmer og 2 stats-HK’ere er blevet efterladt på perronen. Foruden det principielle spørgsmål om konkurs sætter sagen flere væsentlige lønmodtagervilkår på vippen til fordel for staten.


HK Stats chef for forhandling, arbejdsmiljø og uddannelse Christian Esgaard Christensen mener ikke, at man som selvejende institution under staten bare kan gå konkurs og se stort på de alvorlige konsekvenser, det har for de ansatte. Foto: Mikkel Østergaard.

På grund af konkursen mister et af de berørte HK Stat-medlemmer ikke blot jobbet og månedslønnen, men også et anseeligt beløb i tabt løn i opsigelsesperioden og en fratrædelsesgodtgørelse efter mange års anciennitet, hvis Landsretten fastholder konkursen. Det fortæller chef for forhandling, arbejdsmiljø og uddannelse i HK Stat Christian Esgaard Christensen:

- Lønmodtagernes Garantifond dækker tabt løn til medarbejdere i konkursramte virksomheder, men fonden dækker kun op til 160.000 kroner netto, og det dækker ikke engang en tredjedel af de 470.000 kroner, som medlemmet har til gode fra VUC Syd. Det kommer bag på mig, at en selvejende institution kan gå konkurs, og det skal ikke kunne betale sig at slippe for sine forpligtelser.

I alt er det 2 ud af 6 HK’ere på VUC Syd, der har mistet jobbet som følge af konkursen. Det andet berørte medlem har fået nyt arbejde og er desuden dækket ind af satsen fra Lønmodtagernes Garantifond. Men da VUC Syd slet ikke bør kunne gå konkurs, så kræver HK Stat erstatning for urimelig afskedigelse:         

- Vi anerkender ikke, at VUC Syd kan gå konkurs som en privat virksomhed, og derfor finder vi, at afskedigelsen er urimelig. På den baggrund kræver vi en erstatning til vores medlem, hvis Landsretten giver os ret i, at en selvejende statslig institution ikke kan gå konkurs, fastslår han.

”Konkurs kan blive en glidebane”

Udover det principielle konkursspørgsmål hos de selvejende institutioner under staten og at tage hånd om de berørte medlemmers rettigheder, så ser Christian Esgaard Christensen også på sagen i et større perspektiv. Fastholder Landsretten konkursen, frygter han, at det kan munde ud i flere konkurser på uddannelsesområdet:

- Vi har gennem vores netværk af tillidsfolk på uddannelsesområdet kendskab til, at flere uddannelsesinstitutioner er i økonomiske problemer, og der ser vi denne sag som principiel i forhold til, om man som en selvejende institution under staten bare kan gå konkurs og se stort på de alvorlige konsekvenser, det har for vores medlemmers vilkår.

Landsrettens afgørelse om, hvorvidt VUC Syd kan gå konkurs, foreligger indenfor 8 uger.

Ekstravagance, en fyret bestyrelse og kæmpe gæld

 At VUC syd havnede i økonomisk uvejr er langtfra nyt. Det har været offentligt kendt i flere år, at skolen ikke kunne få enderne til at mødes. Vigende elevtal, dyre byggeprojekter med stor gæld til følge, en hel bestyrelse, der blev fyret af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) samt en slap omgang med statens midler blev begyndelsen til enden for VUC Syd.
I løbet af sommeren 2017 afslører Radio24syv flere kritisable forhold på VUC Syd. 3,8 millioner kroner blev brugt på at sende 200 medarbejdere til udlandet på såkaldte ’pædagogiske ture’, der bød på hotelophold på 4-5-stjernede hoteller, festmiddage med fri bar og et minimalt fagligt indhold, fortalte en medarbejder til mediet.
1.6 millioner kroner brugte VUC Syd på sponsoraftaler hos lokale foreninger, herunder blandt andet i en golfklub og i en cykelklub. Både en vicedirektør og den daværende direktør på VUC Syd, Hans Jørgen Hansen, var selv medlemmer af klubberne.
Hans Jørgen Hansen brugte over 225.000 kroner på indretning af sit kontor med designermøbler, et Bang & Olufsen-fjernsyn og kunst på væggene.
En tidligere GL-tillidsmand anmelder i september 2017 også Hans Jørgen Hansen, tidligere bestyrelsesformand H.P. Geil, og en tidligere vicedirektør Hans Juhl til politiet for at have overtrådt udbudsloven, fusk med tal, der udløser taxameterpenge fra staten, og at medarbejdere blev beordret til at ændre i tal, der bevirkede, at Hans Jørgen Hansen fik fuld bonus i henhold til sin resultatlønskontrakt. Anklagemyndighedens vælger dog ikke at rejse tiltale.
I november 2017 viser en aktindsigt, som DR får fat i, at STUK beder VUC Syd om at redegøre for, hvordan leasingen af 6 BMW-biler til medarbejderbrug lever op til kravet om sparsommelighed med offentlige midler.
STUK pålægger i januar 2018 VUC Syd at tilbagebetale 1,2 millioner kroner i tilskud fra staten på grund af de mange sager, der har vist et ekstravagant overforbrug. DR afslører forinden, at en medarbejder fik besked på at lave om på resultaterne i en medarbejdertilfredshedsundersøgelse, og at VUC Syd har givet 2 fratrådte ansatte mundkurv på ved at skrive tavshedsklausuler ind i aftalerne. Sidstnævnte mødte hård kritik fra flere eksperter i offentlig forvaltning.
Eleverne flygter, og 78 medarbejdere bliver i løbet 2018 fyret som led i en række sparerunder. I september 2018 afsætter STUK hele VUC Syds daværende bestyrelse som en direkte konsekvens af de mange uheldige sager.
I efteråret 2020 udgiver Kammeradvokaten en rapport, der påpeger, at et byggeri til en ny type hf-uddannelse til 34 millioner kroner blev besluttet på et inhabilt grundlag af tidligere direktør Hans Jørgen Hansen, idet byggeopgaven gik til et firma, som Hans Jørgen Hansen selv havde entreret med i privat regi. Den nye type hf-uddannelse havde samtidig svært ved at tiltrække elever.
Den 1. august 2024 meddeler Undervisningsministeriet, at VUC Syd er gået konkurs. Det skyldes faldende elevtal og flere, dyre byggerier i perioden 2011-17, der er mundet ud i en realkreditgæld på 108 millioner kroner, oplyser ministeriet.
Kilder: Radio24syv, DR, JydskeVestkysten, uvm.dk og TV Syd  

 

Vis mere