HK Kommunals formand, Lene Roed, frygter, at det rammer digitalt udfordrede borgere, at Post Nord ved udgangen af 2025 stopper postleveringen. Foto: Tom Ingvardsen. 

- Politikerne bør sikre, at de 270.000 digitalt fritagne borgere bevarer deres forvaltningsmæssige retskrav om blandt andet svarfrister og behandlingsfrister.

Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Lene Roed, i kølvandet på Post Nords beslutning om at droppe al brevlevering med udgangen af året.

Tillid skal sikres

HK Kommunals formand ser det som en realistisk mulighed, at leveringen af breve til de digitalt udfordrede borgere bliver både langsommere og dyrere med en ny post-aktør.

- Fra vores HK-ansatte i Borgerservice, på biblioteker og ikke mindst fra vores lægesekretærer på sygehusene ved jeg, at det betyder utroligt meget for vores digitalt fritagne borgere at være ligestillet med deres digitale medborgere, for eksempel hvad angår svarfrister, klagefrister og behandlingsfrister, siger Lene Roed.

Den stabile brevomdeling, Post Nord har været eksponent for, skal derfor ifølge HK Kommunals formand sikres for at fastholde tilliden til myndighederne for alle borgere.

Økonomi i balance

Lene Roed frygter også, at brevomdelingen med en ny post-aktør bliver væsentligt dyrere end den nuværende Post Nord-løsning.

- Politikerne bør holde kommuner og regioner økonomisk skadefrie, hvis det viser sig, at en ny postaktør skruer priserne op. Rettighederne til vores digitalt fritagne borgere må ikke blive underminerede af, at kommuner og regioner sparer på udgifterne til brevleveringerne, siger Lene Roed og fortsætter:

- Ligesom det naturligvis heller ikke er hensigtsmæssigt, hvis kommuner og regioner bliver nødsaget til at spare på andre velfærdsområder for at få penge til brevleveringerne.

HK Kommunals formand appellerer til, at man i kommuner og regioner sikrer sig de nødvendige hænder, der også ved overgangen til en ny leverandør kan hjælpe de mange digitalt fritagne borgere.

Artiklen er opdateret 06. marts 2025