I år havde generalforsamlingen rykket lokation, så den denne gang blev afholdt i 3F’s lokaler på Hadsundvej 184 i Aalborg. Denne gang var det også formand for HK Stat Nordjylland, Pernille Sommersang Siegenfeldts, første ordinære generalforsamling, efter hun blev valgt i 2024.

Medlemmerne af HK Stat Nordjylland kunne tjekke ind fra klokken 16.00, hvor de blandt andet også kunne besøge diverse stande. Der var nemlig blevet arrangeret, at repræsentanter fra HK Ungdom, HK JobBørs og vores lokale Karriere- og Uddannelsesvejler stod klar til at svare på diverse spørgsmål. Derudover var der stande fra Aalborg Handelsskole, Aalborg Universitet, Sampension og UCN act2learn.

Generalforsamlingen startede klokken 16.30, hvor der blev budt velkommen af formand for HK Stat Nordjylland, Pernille Sommersang Siegenfeldt. Generalforsamlingen fortsatte med en godkendelse af forretningsorden og dagsorden samt valg af både dirigenter og referent.

 

En beretning med et nyt format

Da det var formand for HK Stat Nordjylland, Pernille Sommersang Siegenfeldts, første ordinære generalforsamling, var det også første gang, hun skulle aflægge beretning på vegne af bestyrelsen for HK Stat Nordjylland. Hun havde begået sig ud i en ny måde at aflægge beretningen, da denne i år var optaget på forhånd. Den kan du se herunder:

Pernille kom blandt andet ind på HK’s nye solidariske kontingent og OK24-forhandlingerne på det statslige område, hvor der til urafstemningen kom en tårnhøj stemmeprocent: ”(…) statens ansatte fik en flot lønstigning på 5,89% i april sidste år og lidt mere i pension, som træder i kraft den 1/4 i år”, lyder det fra formanden.

Pernille forventer også at besøge en lang række statslige arbejdspladser i løbet af 2025 for at indsamle krav, ønsker og input til overenskomstforhandlingerne i 2026. Besøgene startede allerede i 2024, men her var udgangspunktet at lære de tillidsvalgte at kende: ”Fokus har været at opnå en god relation og samtidig komme tættere på jer medlemmer og jeres arbejdsopgaver, så jeg endnu bedre kan repræsentere den bredde, vi har her i staten”, lyder det fra Pernille i årets beretning.

Beretningen kom også omkring diverse aktiviteter, der har været eller kommer i løbet af året, herunder HK Stats kongres, akademiuddannelsen ’Kommunikation i praksis’, kurset ’Psykologi for tillidsvalgte’, det populære påskebanko samt kursusdage med fire specifikke emner: AI, Psykologisk tryghed, ’Slå et slag for dit fag’ og Stress.

Der kom selvfølgelig også nogle anderkendende ord til afgående forbundssektorformand for HK Stat, Rita Bundgaard, der har siddet på posten i 12 år. Til kongressen i 2024 blev der valgt en efterkommer, og valget faldt på Heidi Juhl Pedersen, som tidligere har været formand for Landsklubben for Politi- & Anklagemyndigheden: ”Hun har derfor en hel del erfaring, og jeg kan allerede sige, at vi er meget tilfredse med Heidi som ny formand”, lyder det fra Pernille, der er mere end tilfreds med valget af ny forbundssektorformand.

Årets beretning blev godkendt med bifald af forsamlingen, hvorefter aftenens valg skulle udspille sig. I år skulle der nemlig vælges næstformand, et bestyrelsesmedlem samt suppleanter til HK Stat Nordjyllands. Til posten som næstformand blev Ann Dyreborg Reichstein fra UCN act2learn genvalgt for den næste 2-årige periode. Til posten som bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode var der kampvalg, hvor Rikke Schouboe fra UCN blev valgt. Eva Dolainski Ravn blev valgt som suppleant til bestyrelsen.

 

Og valget faldt på... 

Til generalforsamlingen skulle der også vælges delegerede og suppleanter til HK Nordjyllands repræsentantskab den 29. april, HK Danmarks kongres den 3.-5. november samt til HK Danmarks a-kasse delegeretmøde den 13. november. Til repræsentantskabet er både formand, næstformand og de 7 bestyrelsesmedlemmer forlods valgt, mens den nyvalgte suppleant også blev valgt til repræsentantskabet. Forsamlingen valgte yderligere 12 delegerede samt en suppleant til repræsentantskabet.

Til HK Danmarks kongres – hvor der blandt andet skal vælges ny forbundsformand, fordi Anja C Jensen har valgt ikke at genopstille - var HK Stat Nordjyllands formand og næstformand forlods valgt. Det samme var formænd fra diverse landsklubber, hvorefter forsamlingen valgte både delegerede og suppleanter til kongressen i november.

Det sidste valg var til HK Danmarks a-kasse delegeretmøde, hvor forsamlingen valgte formand, Pernille Sommersang Siegenfeldt, og næstformand, Ann Dyreborg Reichstein, fra HK Stat Nordjyllands bestyrelse som henholdsvis delegeret og suppleant.

Herefter var generalforsamlingen nået til punktet ’Eventuelt’, hvor formanden sluttede af med at takke forsamlingen for en god generalforsamling. Efter generalforsamlingen var der selvfølgelig sørget for lækker mad og drikke efterfulgt af sjov musikbanko, hvor der blandt andet var vaser og slik på højkant.

Fra teamet i HK Nordjylland skal der lyde en stor tak for at støtte op om medlemsdemokratiet ved deltagelse i generalforsamlingerne. Vi har brug for jeres input, idéer og tiltag, for som altid er det medlemmernes stemmer, der tæller og gælder.

Hvis du har nogle spørgsmål, input eller andet ift. HK Stat Nordjylland, er du altid velkommen til at skrive til formand for HK Stat Nordjylland, Pernille Sommersang Siegenfeldt, på mail pernille.sommersang.siegenfeldt@hk.dk