GLS-A overenskomst

OK25-resultaterne vil smitte af på din løn og dine arbejdsvilkår, når din overenskomst skal fornys i 2026.

Som privatansat lægesekretær eller HK’er i gartneri-, landbrugs- og skovbranchen er du stillet anderledes, end de fleste andre.

Det er nemlig først i 2026 – modsat stort set resten af det private arbejdsmarked – at din overenskomst skal forhandles, og at du skal stemme til urafstemningen.

Men! Det gør absolut ikke OK25 uinteressant for dig.

Her er 3 grunde til, at OK25 får betydning for dig - fortalt af Christoffer Marckmann, faglig chef i HK Privat.

1-tal på blå baggrund OK25 får afsmittende virkning på dig

- Forbedringerne fra OK25 smitter af på vores forhandlinger til OK26. I særdeleshed industriforliget, som er det mest toneangivende på det private arbejdsmarked.

- Vi ved, at industriforliget i større eller mindre grad vil ”dryppe” ned på stort set alle virksomheder på det private arbejdsmarked. Så selvom du ikke er direkte omfattet af overenskomstfornyelsen i 2025, giver det mening at følge med, siger Christoffer Marckmann.

Du kan læse resultaterne af forhandlingerne fra industriforliget her. Blandt overskrifterne er en stigning på den arbejdsgiverbetalte pensionsdel, stigninger på frivalgskontoen og forbedrede muligheder for arbejdslivsbalance.

2-tal på blå baggrund OK25 leverer procenter på lønsedlen

- Der er flere steder på lønsedlen hos de medlemmer, der omfattet af OK25, hvor man kan se forbedringerne: 1% ekstra på den arbejdsgiverbetale pensionsdel og 2% ekstra i stigning på fritvalgskontoen i overenskomstperioden.

- Disse stigninger er garanteret centralt fra forhandlingerne, hvorefter vores medlemmer skal ud at forhandle lokalt. Her er målet en fortsat reallønsfremgang, så vi faktisk får flere penge mellem hænderne igen efter inflationskrisen. Og en tommelfingerregel siger, at cirka 1/3 aftales centralt og 2/3 lokalt - dermed kan man sigte efter en samlet fremgang i lønnen på omkring 9 til 10 procent i perioden - naturligvis afhængig af, hvordan økonomien er på netop ens egen arbejdsplads.

- Derfor kan medlemmer, der er lægesekretærer eller arbejder i gartneri-, landbrugs- og skovbranchen, også med en vis rimelighed regne med, at de til OK26 vil kunne spotte økonomiske forbedringer på lønsedlen, siger Christoffer Marckmann.

3-tal på blå baggrund OK25 giver mere fleksibilitet

- Fleksibilitet og balance imellem arbejdsliv og privatliv har fyldt meget for vores medlemmer i ønskerne og kravene op til OK25.

- Så når vi kan se, at OK25 giver to ugers ekstra barsel til deling og via fritvalgskontoen at have barns 3. sygedag, børnebørnsomsorgsdage og ret til at ledsage sine nærmeste til hospitalet og helbredskonsultationer, indikerer det også, at OK26 vil kunne få den slags fleksibilitet på dagsordenen, siger Christoffer Marckmann.