Kim og Gitte i DI

Kim Jung Olsen og Gitte Geertsen, formand og næstformand i HK Privat, går i gennem de resultater fra industriforliget, som HK Privats medlemmer har udsigt til at kunne mærke tydeligst.

Pensionen stiger 1 %, fritvalgskontoen stiger 2 %. Og en række nybrud skaber nye muligheder for balance i arbejdslivet.

Sådan lyder hovedresultaterne i den 3-årige overenskomst, som netop er indgået mellem Dansk Industri og CO-industri, som HK Privat er en del af.

Men hvordan kommer du som medlem af HK Privat til at mærke det nye forlig?

- Du mærker det 1. maj 2025, når din pension stiger. Du mærker det også, når du nu beder om fri til at følge en af dine nære til læge, eller når du tager omsorgsdage med dine børnebørn, siger formand i HK Privat, Kim Jung Olsen. 

Se en liste over alle forbedringerne

Hvem får gavn af forbedringerne fra industriforliget?

  • Industriforliget omfatter ca. 230.000 medarbejdere og 6.000 virksomheder.

  • HK Privat repræsenterer et flertal af funktionærerne og er det 3. største forbund i CO-Industri, der er et forhandlingsfællesskab for 9 fagforbund.

  • Aftalens resultater sætter rammen og forventningerne til de øvrige overenskomster, som skal forhandles på det private arbejdsmarked.

  • Uanset om din virksomhed har overenskomst eller ej, vil industriforliget påvirke dine løn- og arbejdsvilkår. Læs mere her

 

Arbejdslivsbalancen rykker sig - i den rigtige retning

Fritvalgskontoen stiger over de næste 3 år fra 9 til 11 %. Samtidig bliver mulighederne for brug af fritvalgsmidlerne åbnet betydeligt op.

Der bliver ret til barnets 3. sygedag, ret til omsorgsdage for børnebørn og ret til fri, hvis man har brug for fx at tage med nære pårørende på hospitalet.

- Det har ikke være nemt at få arbejdsgiverne til at gå med til noget, der giver ret til mere fri, i en tid hvor der er mangel på arbejdskraft, siger Kim Jung Olsen og uddyber:

- Men med voksende arbejdspres, kamp om de gode medarbejdere og udbredt stress har arbejdsgiverne indset, at arbejdsmarkedet anno 2025 trænger til mere balance mellem arbejdsliv og privatliv. 

Hvad mener HK'erne om industriforliget? Få 3 medlemmers ærlige reaktion

På sporet mod flere penge mellem hænderne

Sammen med fleksibilitet har lønfremgang været hovedkravene fra HK Privats medlemmer.  

Med en stigning på 2 % på fritvalgskontoen og en 1 % forhøjelse af den arbejdsgiverbetalte pension er skinnerne lagt til en reallønsfremgang i overenskomstperioden, vurderer Kim Jung Olsen. 

Stigningerne på i alt 3 %, som er forhandlet centralt, lægger ”bunden” for medlemmernes lønstigning. Efterfølgende skal yderligere lønstigninger hentes hjem lokalt sammen med tillidsrepræsentanterne på de enkelte virksomheder. 

Tommelfingerreglen er, ca. at 1/3 hentes centralt og 2/3 hentes lokalt.  

Hvor meget, du kan hente lokalt, varierer fra virksomhed til virksomhed. Men du har en god rettesnor ved at se, hvordan lønudviklingen er for folk på mindsteløn. Her forventes lønnen at udvikle sig med ca. 2,75 % i 2025 og 2,5% i 2026 og 2027. 

Bliv klar til forhandling med vores forhandlings-guide: Det forhandler HK, og det forhandler du

- Reallønsfremgangen er kommet tættere på medlemmerne takket være de værktøjer, vi løbende har forbedret i overenskomsterne, siger Kim Jung Olsen. 

Det er værktøjerne i overenskomstens lønbestemmelser med retten til en lønsamtale på baggrund af en kvalificeret vurdering, der er vigtig. Dernæst det værktøj, der gør, at tillidsrepræsentanten kan få indsigt i virksomhedens økonomi, så hun kan understøtte sine kollegers lønforhold. Desuden kan man efter lokal enighed forhandle lønnen kollektivt, pointerer formanden.  

Stigningen på pensionen markerer den første justering af pensionssatsen i 15 år. Det betyder, at den samlede pensionsprocent nu kommer op på minimum 13.

Elevers løn stiger i overenskomstperioden i alt 11 %. Ved OK23 steg elever 12 %.

Kim og Gitte i DI

Kim Jung Olsen og Gitte Geertsen, formand og næstformand i HK Privat, overværede pressemødet i Dansk Industri 9. februar, da industriforligets hovedresultater blev fremlagt.

Nej til overarbejde, ja til barsel

Også på overarbejde kan HK’erne se frem til forbedrede rettigheder.

Hidtil har arbejdsgivere haft vidde rammer til at pålægge medarbejderne overarbejde. Det får de sværere ved nu, hvor HK’erne får ret til at sige nej, hvis det kan begrundes med personlige eller helbredsmæssige forhold.

Der kommer også to uger mere barsel med løn – til fri deling mellem forældrene. Og som noget nyt kan også sociale forældre og soloforældre få glæde af barselsbestemmelserne.

- Principielt er det her en landvinding. At familier anno 2025 - i mange afskygninger – får bedre muligheder, det er et vigtigt resultat, siger næstformand i HK Privat, Gitte Geertsen.

Endelig kan arbejdsmiljørepræsentanter se frem til et årligt vederlag på 9.000 kr.

- Arbejdsmiljøet er noget af det, vi brænder for. Så at de dygtige arbejdsmiljørepræsentanter nu også får en pæn kvittering for deres indsats - samtidig med, at vi håber på at tiltrække flere HK’ere til netop det tillidshverv - det kan gøre en stor forskel for vores medlemmers trivsel på arbejdspladserne, afslutter Gitte Geertsen.

OK25-forhandlingerne: Hvad sker der nu?