Den store OK25-afstemning er slut. Det blev et overvældende JA.

Dermed er de nye overenskomster gældende. Risikoen for storkonflikt er også afblæst.

Men hvad betyder det helt konkret for dig? Hvad får det af betydning for din løn? Og skal du selv gøre noget?

Stiger min løn nu? 
Er du ansat på overenskomst med Dansk Erhverv, Dansk Industri, Drivkraft Danmark eller Dansk Mode & Textil gælder de nye overenskomster.

Eventuelle minimallønssatser og tillæg stiger 1. maj 2025 og igen 1. marts 2026 og 2027.

Din pension stiger med én pct. 1. maj 2025.

Fritvalg stiger med ét pct.-point 1. marts 2026 og igen i 2027. 
Kan jeg selv påvirke min løn yderligere? 
HK Handels overenskomster giver dig ret til en årlig lønsamtale. Du skal blot bede din chef om det.

Det er vigtigt, du benytter dig af retten til at forhandle din personlige løn. HK Handels overenskomster er minimallønsoverenskomster. Det betyder, at overenskomsten kun sætter en nedre grænse for din løn. F.eks. er minimallønssatserne på butiksområdet det absolut mindste, din arbejdsgiver må betale dig. Din personlige løn skal du selv forhandle.

Kontakt din lokale HK-afdeling på tlf. 7011 4545 og aftal tid til en løncoach, som kan rådgive dig inden din lønsamtale. 
 Hvad med mig på overenskomst med Danske Slagtermestre?
Overenskomsten med Danske Slagtermestre er forhandlet og sendt til afstemning.

Urafstemningen slutter torsdag 10. april kl. 14.00. Du kan stemme via MitHK. Hvis der er flertal for et JA, så gælder den nye overenskomst.  
Hvad med mig på overenskomst med de selvstændige brugser (BA eller SFU)?  
Forhandlingerne om din overenskomst går snart i gang. Når den er forhandlet på plads, vil du få besked om både resultatet og mere information om selve afstemningen.