Baby, der smiler og har øjenkontakt

Babyskrål og smil. Vågne nætter og de første tænder. Fra møven på maven til kravleri i frisk tempo.

Ja, tiden med den lille nye verdensborger er fantastisk, og en god nyhed er, at det lykkedes ved OK25 at få forhandlet en udvidelse af barselsorloven med fuld løn.

Udvidelsen er på 2 uger og gælder for børn, der bliver født 1. juni eller senere. De 2 uger kan deles frit mellem forældrene.

- Mere barsel med fuld løn er både godt og vigtigt for småbørnsfamiliernes økonomi, siger Gitte Geertsen, næstformand i HK Privat.

Når kalenderen står på 1. juni, er der på de fleste af HK Privats landsoverenskomster ret til i alt 42 ugers barselsorlov med løn. Husk, du altid skal tjekke den overenskomst, du er omfattet af, for at se, hvad du præcist har ret til af løn under barselsorlov.

Den betalte barselsorlov fordeles således:
Gælder for medarbejdere, der har 9 måneders anciennitet i virksomheden.

Er du mor, så har du typisk ret til fuld løn under din orlov fra 4 uger før fødslen og i op til 26 uger efter fødslen.

Er du far/medmor til barnet, så har du typisk ret til fuld løn i op til 19 ugers orlov efter fødslen.

Er forældrene ansat under samme overenskomst, så er retten til løn i 7 af barselsugerne en fælles ret, som forældrene deler mellem sig.

Det vil sige, at mor har ret til 19 ugers løn under barselsorlov, mens far/medmor har ret til 12 ugers løn under barselsorlov. Derudover har de 7 ugers løn under barselsorlov til deling.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at løn under barselsorlov forudsætter, at din arbejdsgiver får dagpengerefusion. Du skal derfor opfylde retten til dagpenge i de ugers orlov, du vil holde med løn.

Lovgivningen

Mor og far/medmor har som udgangspunkt hver ret til 24 ugers orlov med ret til dagpenge fra fødslen. Hvis der skal holdes orlov med løn i mere end 24 uger, så skal der overføres orlovsuger med dagpengeret fra den anden forælder.

Andre familieformer

Ved OK25 blev overenskomsternes barselsbestemmelser også opdateret, så de svarer til barselsloven. Det betyder, at sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer har fået ret til løn, hvis de får overdraget en del af barselsorloven.

- Jeg er rigtig tilfreds med, at man valgte at følge lovgivningen på området, og dermed anerkende, at familieliv anno 2025 kan se ud på mange måder, siger Gitte Geertsen.

Betalt barselsorlov for sociale forælder og nærtstående familiemedlemmer:
En social forælder kan få løn i op til 25 uger under barselsorlov.

Et nærtstående familiemedlem kan få løn i op til 17 uger under barselsorlov.

Er den sociale forælder eller det nærtstående familiemedlem ansat under samme overenskomst som barnets anden forælder, der holder orlov, så er retten til løn i 7 af barselsugerne en fælles rettighed, som de deles om.

I det tilfælde har en social forælder derfor typisk ret til 18 ugers løn under barselsorlov, mens et nærtstående familiemedlem typisk har ret til 10 ugers løn under barselsorlov. Derudover har den sociale forælder/det nærtstående familiemedlem ret til at dele yderligere 7 ugers løn under barselsorlov med den forælder, der holder orloven.

Også her gælder det, at den sociale forælder/det nærtstående familiemedlem skal opfylde retten til dagpenge, for at der kan opnås ret til løn.

Arbejdsgiver skal kunne få dagpengerefusion under den lønnede orlov, ellers er der ingen ret til løn under orloven.

Læs mere om barsel

Hvornår er man social forælder eller nærtstående familiemedlem?

En social forælder er:

  • Ægtefælle til den juridiske forælder
  • Samlever med den juridiske forælder i mindst to år, før barselsorloven begynder
  • Kendt donor til barnet
  • Ægtefælle til den kendte donor
  • Samlever til den kendte donor i mindst to år, før barselsorloven begynder

 

Et nærtstående familiemedlem er:

  • Den juridiske forælders forælder
  • Den juridiske forælders halv- eller helsøskende over 18 år.

Obs! Barselsorloven kan kun overdrages til et nærtstående familiemedlem, hvis der kun er én juridisk forælder (soloforælder) til barnet.