Barsel og graviditet: Få styr på reglerne her

Se alt om dine rettigheder, når du skal på barsel som mor eller far/medmor. Få svar på dine spørgsmål om løn, ferie, orlovsfordeling og meget mere.
mor leger med sin baby

Din barsel afhænger af, hvor du arbejder

Din barselsorlov

Se, hvad du skal være særligt opmærksom på her.

For dig, der er i beskæftigelse/lønmodtager

Med en ny barselslovgivning i 2022 har forældre nu begge øremærket orlov og ligedeling af retten til barselsdagpenge efter fødslen. 

Efter barnets fødsel har forældrene tilsammen ret til 48 ugers orlov med barselsdagpenge, forudsat at beskæftigelseskravet er opfyldt. Mor har ret til graviditetsorlov med barselsdagpenge i 4 uger før forventet fødsel. Dvs. at forældrene tilsammen har i alt 52 ugers orlov med barselsdagpenge. 

Forældrene har en ligelig fordeling af de 48 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen. Begge forældre har således som udgangspunkt ret til hver 24 ugers orlov med barselsdagpenge. 

Begge forældre har desuden ret til fravær fra arbejdet i længere tid end den periode, der er dækket af barselsdagpenge. Efter mors afholdelse af barsel og fars/medmors afholdelse af fædreorlov har begge forældre 32 ugers fraværsret hver, hvoraf nogle af ugerne kan afholdes med barselsdagpenge, mens øvrige uger er ulønnet orlov, dvs. uden ret til barselsdagpenge.

varslingsregler

Forældrene skal varsle den planlagte orlov overfor hver deres arbejdsgiver senest 6 uger efter fødslen, og afhængig af hvordan forældrene deler orloven imellem sig, vil der være flere situationer, hvor forældrene skal varsle orloven så tidligt som 4 uger før fødslen.

Er du far eller medmor

Læs mere om dine rettigheder og muligheder for orlov her.

For dig, der ikke er lønmodtager

Der gælder særlige regler for elever, ledige og selvstændige.  

For dig, der skal adoptere

Særlige regler finder også anvendelse i tilfælde af adoption. Som udgangspunkt har adoptivforældre dog også ret til hver 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter modtagelse af barnet i hjemmet.

Få hjælp her

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til din barsel eller brug for hjælp? Kontakt din lokale HK-afdeling på tlf. 7011 4545. 

Sådan kan I fordele barselsorloven

Dagpengeret og fraværsret

Fraværsretten hos mor består af 10+32 uger = 42 uger i alt. Her er 24 uger med dagpenge og yderligere 18 uger uden økonomisk kompensation. 

Fraværsretten hos far/medmor består af 2 + 32 uger = 34 uger. Her er 24 uger med dagpenge og yderligere 10 uger er uden økonomisk kompensation. 

NB! Dette gælder, hvis både mor og far/medmor er lønmodtagere. Er en eller begge ledige, læs mere her.

Orlovsfordeling: 24/24-modellen

Din orlov er opdelt i en barselsperiode og en forældreorlovsperiode. 

Barselsperioden: De første 10 uger

Barselsperioden er orlov i de første 10 uger efter barnets fødsel. 

I de første 10 uger efter barnets fødsel har mor ret til at afholde barsel. Mors 10 ugers barsel er opdelt således, at de første 2 uger er øremærket orlov (pligtbarsel), og de øvrige 8 ugers barsel kan mor vælge at overdrage helt eller delvis til far/medmor. 

I samme periode afholder far/medmor 2 ugers øremærket orlov (fædreorlov). Som udgangspunkt skal fædreorloven holdes i umiddelbar forlængelse af barnets fødsel, eller når barnet modtages i hjemmet, men hvis det kan aftales med arbejdsgiver, har far/medmor mulighed for at holde fædreorloven på et senere tidspunkt i 10-ugers perioden. Hvis fædreorloven ikke afholdes, inden barnet er 10 uger gammelt, bortfalder den.

I de første 10 uger efter barnets fødsel skal enten mor eller far/medmor være sammen med barnet. Hvis mor overdrager sine 8 ugers barsel til far/medmor, skal far/medmor afholde disse uger indenfor de første 10 uger efter barnets fødsel – medmindre mor i stedet for at genoptage sit arbejde vælger at fremrykke sin øvrige orlov (forældreorloven), således at denne påbegyndes i umiddelbar forlængelse af mors pligtorlov.

Forældreorlovsperioden

Forældreorlovsperioden er orlov efter de første 10 uger (barselsperioden). 

Efter mors 10 ugers barsel har mor 14 ugers forældreorlov med barselsdagpenge, hvoraf de 9 af ugerne er øremærket til mor. Mor kan derfor ikke overdrage disse 9 uger til far/medmor. Mor kan dog overdrage de resterende 5 ugers forældreorlov til far/medmor. 

Efter fars/medmors 2 ugers fædreorlov har far/medmor 22 ugers forældreorlov med barselsdagpenge, hvoraf de 9 af ugerne er øremærket til far/medmor. Far/medmor kan derfor ikke overdrage disse 9 uger til mor. Far/medmor kan dog overdrage de resterende 13 ugers forældreorlov til mor. 

Sammenlagt er dermed 11 orlovsuger med barselsdagpenge øremærket til hver forælder. Den øremærkede orlov skal som udgangspunkt afholdes, inden barnet fylder 1 år. Hvis orloven ikke holdes, bortfalder den. Derimod kan forældrene frit overdrage alle eller blot nogle af de resterende orlovsuger med barselsdagpenge til hinanden. 

Udskydelse: Hver af forældrene kan udskyde op til 5 ugers forældreorlov med barselsdagpenge til afholdelse på et senere tidspunkt. Den udskudte barsel skal afholdes, inden barnet bliver 9 år.

Forlængelse: Hver af forældrene kan afholde forældreorlov i op til 32 uger. Hvis begge udnytter denne mulighed uden at overdrage orlov til hinanden, vil mor kunne afholde sine 14 ugers forældreorlov med barselsdagpenge samt 18 ugers forældreorlov uden barselsdagpenge. Far/medmor vil kunne afholde 22 ugers barselsorlov med dagpenge og 10 ugers forældreorlov uden barselsdagpenge. 

Herudover har hver af forældrene fortsat mulighed for at forlænge deres forældreorlov ud over de 32 ugers forældreorlov til enten 40 eller 46 uger. Dvs. mulighed for forlængelse af orloven med enten 8 eller 14 uger. Ved forlængelse af forældreorloven skal forældrene, ligesom ovenfor, selv finansiere den forlængede orlovsperiode, evt. ved at spare op af de barselsdagpenge, som mor eller far/medmor modtager i den del af forældreorlovsperioden, der er dagpengeberettiget.
Når en forælder vælger at forlænge sin orlov, kan denne ikke samtidig vælge at udskyde orlov til senere brug. Den forlængede orlov skal således afholdes i sammenhæng og i forlængelse af den forudgående forældreorlov.

Sådan kan I forlænge barslen

Mors og fars ret til fravær 

Optjener jeg ferie under min barsel?

Hvad kan jeg kræve i løn under barsel?

Hvis du ikke er dækket af en overenskomst, der giver dig løn under barsel, kan du måske forhandle dig frem til en periode med løn. Det kan være en fordel, hvis du gør din arbejdsgiver opmærksom på, at det sikkert er muligt at få dækket nogle af udgifterne til din barselsløn gennem barselsudligningsordningen via Barselsfonden. Din arbejdsgiver søger lønrefusion samtidig med, at der søges om barselsdagpenge på virk.dk.

Læs mere om løn under barsel