
Lene Roed, formand for HK Kommunal. Foto: Tom Ingvardsen
Velfærden skal løftes og borgernes oplevelse af den kommunale service skal styrkes. Det er et par af hovedbudskaberne i en ny digitaliseringsstrategi for 2026-2030 fra KL og de 98 kommuner.
Strategien, der bærer titlen ’Digitale forpligtelser til stærkere velfærd’, skal sikre, at alle kommuner i højere grad lærer af hinandens erfaringer. Og så er det målet, at kunstig intelligens (AI) og digitalisering ’ikke blot effektiviserer, men reelt forbedrer hverdagen for borgere og medarbejdere’, som det hedder i strategien.
Intet fokus på besparelser
I modsætning til den strategi for kunstig intelligens, regeringen lancerede i december sidste år, glimrer kommunernes oplæg ved, at der ikke er målsætninger om, hvor mange medarbejdere der kan spares væk som følge af de nye teknologier.
Den tilgang bifalder HK Kommunals formand, Lene Roed.
- Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at kommunerne ikke på forhånd jonglerer med urealistiske forventninger til besparelser. Det giver jo ingen mening, hvis man i effektiviseringens navn fyrer de HK’ere og andre dygtige medarbejdere, der skal følge de nye teknologier til dørs og sikre en smidig og effektiv udrulning, siger HK Kommunals formand.
Hun peger på, at man flere steder i det offentlige har høstet formodede effektiviseringsgevinster i form af fyringer eller besparelser, før der er sket en succesfuld implementering af et AI-projekt – med fatale konsekvenser til følge.
HK’erne har ifølge formanden blik for, hvordan de nye teknologier påvirker borgere, samarbejdspartnere og kolleger.
HK’erne kan sikre borgernes tillid
Digitaliseringsstrategiens fem hovedspor rummer blandt andet en vision om, at de nye teknologier skal fylde i alle kommunens opgaver, men på en sådan måde, at de ’ikke efterlader borgere eller medarbejdere på perronen.’
En digital kommune må ikke betyde, at de, der er digitalt udfordrede, ikke kan løse deres ærinder med kommunen, hedder det. HK Kommunals formand giver sin fulde støtte til netop den ambition.
- Brug af nye teknologier og kunstig intelligens fejler uden menneskers faglighed. Sagsbehandlingen kan ikke kun foretages ud fra objektive kriterier, der bliver afgjort af algoritmer. Medarbejdernes fagligheder bliver endnu vigtigere, når man inddrager AI i opgaveløsningen. Alle undersøgelser viser, at borgerne ønsker en menneskelig, fagligt funderet sagsbehandling. Det er helt afgørende, at der er kvalificerede HK’ere, der kan forklare beslutninger og afgørelser, siger Lene Roed og fortsætter:
- Kun på den måde bliver tilliden til velfærdssamfundet sikret. Og frem for alt: De borgere, der ikke selv mestrer offentlige, digitale løsninger, skal til enhver tid kunne få vejledning og hjælp af et rigtigt levende menneske. Også i den sammenhæng spiller HK’erne en yderst vigtig rolle.
- AI er et middel og ikke et mål i sig selv. Kunstig intelligens skal tilføre opgaveløsningen kvalitet, fastslår Lene Roed.
Nødvendig opkvalificering
I et andet hovedspor hedder det, at digitalisering skal lette administrationen, styrke økonomistyring og give borgerne bedre service. Også i den sammenhæng er formanden umiddelbart tilfreds med formuleringerne, ligesom hun lægger vægt på den fokus, strategien har på cybersikkerhed.
- Men vi skal stadig huske, at teknologien ikke implementerer sig selv. Der skal investeres massivt i opkvalificering af medarbejderne, så de bliver rustet til at gribe de nye muligheder. Det gælder både dem, der arbejder direkte med AI og cybersikkerhed, og alle administrative medarbejdere, der skal anvende teknologien i deres daglige opgaver, siger Lene Roed.
Hun fremhæver især de muligheder for efteruddannelse, der allerede ligger i overenskomsten fra 2024, og som er udviklet i samarbejde med KL. Her tilbydes administrative medarbejdere kurser inden for AI og cybersikkerhed både som korte introduktionskurser og på akademi- og diplomniveau.
- Vi har allerede aftalt gode muligheder for kompetenceudvikling. Nu er det afgørende, at kommunerne prioriterer og bruger disse muligheder aktivt, så medarbejderne får konkrete redskaber til at navigere i en mere digital hverdag. Kompetente medarbejdere er den vigtigste forudsætning for, at digitaliseringen faktisk lykkes, understreger Lene Roed.
HK Kommunals formand opfordrer alle medarbejdere til at tage fat på kompetenceudviklingen, hvad enten det er gennem korte webinarer hos HK eller længerevarende moduler med støtte fra Den Kommunale Kompetencefond.
Læs mere om kompetenceudvikling inden for AI og cybersikkerhed her: hk.dk/aiogsikkerhed.
Få styr på AI og cybersikkerhed
HK Kommunal tilbyder kurser i hele landet i kunstig intelligens og informationssikkerhed. I kan tage kurset på arbejdspladsen eller det nærmeste kursussted.
Vil du læse mere?
Interesser du dig for kunstig intelligens, digitalisering og fremtidens administration, kan du læse mere om bl.a. ChatGPT, finde guides og nyheder fra området.