
Lene Roed, formand for HK Kommunal, er bekymret for, om regeringen begår samme fejl, som da de skar ned på SKAT. Foto: Tom Ingvardsen
Danmark skal ifølge regeringen være de førende i verden, når det gælder kunstig intelligens (AI). Den ambition er netop blevet udmøntet i publikationen, ’Strategisk indsats for kunstig intelligens’.
En væsentlig del af regeringens vision handler om den offentlige sektor, hvor kunstig intelligens ifølge strategien kan bidrage til at ’frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten’.
Som led i den vision har regeringen nedsat en embedsmandsgruppe – en ’Digital Taskforce for kunstig intelligens’ – der til marts skal komme med et mål for, hvor mange årsværk i den offentlige sektor, der kan frigøres ved hjælp af kunstig intelligens frem mod 2030.
Embedsmandsgruppens opgave er at lande et sted mellem 10.000 og 99.999 årsværk.
Fortidens fejl skræmmer
I HK Kommunal er formand, Lene Roed, mildest talt ærgerlig over, at regeringen på den måde stirrer sig blind på en sparedagsorden.
- Der er noget galt med rækkefølgen her. Det rigtige må naturligvis være, at man først fokuserer på, hvordan vi ved hjælp af kunstig intelligens på bedst mulig måde fremover løser kerneopgaven til gavn for kvaliteten af vores offentlige ydelser til borgerne. Derefter kan vi tale om eventuelle effektiviseringsgevinster, siger Lene Roed.
Når man omvendt på forhånd sætter sig mål for, hvor mange medarbejdere, der kan spares væk, er der ifølge HK Kommunals formand tale om en potentielt kontraproduktiv proces.
- Vi har desværre en del eksempler på, at man har høstet nogle formodede effektiviseringsgevinster, før de teknologiske løsninger overhovedet er blevet rullet ud eller har virket efter hensigten, siger Lene Roed og fortsætter:
- Tænk på SKAT. Eller tænk på Sundhedsplatformen i de østdanske regioner, hvor man fyrede mange lægesekretærer, hvorefter det har vist sig, at netop lægesekretærerne er nøglen til at få den digitale løsning til at fungere efter hensigten. Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at man ikke har lært af fortidens fejl.
Dygtige medarbejdere giver tillid
HK Kommunals formand synes som udgangspunkt, det er ganske fornuftigt, at regeringen sætter en retning for fremtidens brug af kunstig intelligens ud. Men netop de nye teknologiske løsninger kræver, at borgerne kan komme i kontakt med rigtige mennesker, mener hun.
- En maskine kan ikke skabe tillid. Alle erfaringer viser, at når borgere møder systemet, har det store flertal brug for at tale med et menneske, der kan forklare en afgørelse og sikre, at de forstår deres rettigheder og muligheder. Det gælder især for de 20-25 procent af befolkningen, der er digitalt udfordrede. Som det for eksempel var tilfældet, da de dygtige medarbejdere i Borgerservice hjalp knap en million borgere på vej med deres MitId, fastslår Lene Roed.
Formanden sender på den baggrund en appel til regeringen om kraftigt at gentænke den del af AI-strategien.
14 personer er med i embedsmandsgruppen, som refererer til en bestyrelse med syv departementschefer samt de administrerende direktører for KL og Danske Regioner.