HK Kommunals fagfestival for elever og studerende

Som tillidsrepræsentant har du en vigtig rolle i at få nye medlemmer godt ind i både fagligheden og fællesskabet. Denne artikel handler om to ting i den forbindelse:

  1. Et nyt initiativ: Fagfestival for elever og studerende i HK Kommunal
  2. ”Sikkert fodfæste – i praktik, oplæring og klinisk undervisning” – nye værktøjer og materialer

Fælles fagfestival 10.-11. oktober

I år har du en oplagt anledning til at give elever og studerende blandt dine medlemmer en stærk faglig og social oplevelse, de kan tage med sig videre i arbejdslivet.

HK Kommunal slår nemlig tre konferencer sammen til én stor fagfestival for elever og studerende, hvor mere end 300 deltagere fra hele landet samles på Nyborg Strand 10.-11. oktober.

– Vi gør det for at styrke både fagligheden og fællesskabet på tværs af uddannelserne. Fremtidens arbejdspladser kræver, at man kan samarbejde på tværs – og det starter allerede i uddannelsestiden, siger ungdomskonsulent Manja Vang.

Fagfestivalen erstatter de tidligere konferencer for:

  • kontorelever i offentlig administration
  • sundhedsadministrativ koordinatorstuderende
  • administrationsbachelorstuderende

 

Programmet byder både på oplæg målrettet de enkelte uddannelser, tværfaglige workshops og socialt samvær. HK Kommunal dækker hele opholdet – inkl. transport, forplejning og hotel.

– Som tillidsrepræsentant kan du gøre en kæmpe forskel ved at opfordre elever og studerende til at tage med. Det er en chance for at blive klogere på sit fag, møde andre unge i HK – og mærke, at man er en del af noget større, siger Manja Vang.

Hvem kan deltage?

HK-medlemmer, der enten er:

  • kontorelev i en kommune eller region
  • administrationsbachelorstuderende/-dimittender
  • sundhedsadministrativ koordinatorstuderende

 

Fuldt program og tilmelding her.

Har du spørgsmål, så kontakt Manja Vang på manja.vang@hk.dk eller tlf. 4050 2370.

Sikkert fodfæste – i praktik, oplæring og klinisk undervisning

En god modtagelse, et trygt læringsmiljø og et godt arbejdsmiljø er med til at sikre, at elever og studerende finder fodfæste i deres nye profession.

Derfor har BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration udarbejdet ”Sikkert fodfæste – i praktik, oplæring og klinisk undervisning”, som er materialer og værktøjer om samspillet mellem arbejdsmiljø og læringsmiljø opdelt i fem enkle materialer:

Til dig, som er praktikvejleder/oplæringsansvarlig/klinisk underviser” lægger op til en række refleksioner og idéer, som kan understøtte et godt arbejdsmiljø i forbindelse med forløb, hvor den studerende eller eleven bl.a. har mulighed for at øve og få feedback.

Til dig som er leder” ser nærmere på samspillet mellem daglig drift og den studerendes eller elevens mulighed for at lære nyt, øve færdigheder og få feedback. 

Til jer i arbejdsmiljøgruppen” lægger op til drøftelser, som arbejdsmiljøgruppen kan bruge til at understøtte det gode samspil mellem læringsmiljø og arbejdsmiljø med opmærksomhed på instruktion, vejledning m.v.

Til jer som kolleger” er et sæt dialogkort, som I kan bruge til dialog om hvordan arbejdsmiljø og en praktik/oplæring/klinisk undervisning hænger sammen med et godt forløb for eleven og studerende og arbejdspladsen. 

Til dig som skal i praktik/ oplæring/klinisk undervisning” er spørgsmål og tips, som kan hjælpe med at forberede en god start - og en lærerig tid på arbejdspladsen.

Materialet indeholder desuden en tjekliste for god modtagelse af elever og studerende. 

Find materialer og værktøjer her.