Ifølge de seneste tal fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) blev 453 nye studerende optaget på laborantuddannelsen i 2025. Det er omkring 7 % flere end de 424 optagne sidste år og 16 % flere end i 2023, hvor kun 389 pladser blev besat.

 

Stigningen i optaget hænger sammen med en kraftig vækst i ansøgninger. I 2025 blev der registreret 527 førsteprioritetsansøgninger til laborantuddannelsen på landsplan – cirka 15 % flere end de 459 året før.

Stigning i optag på laborantuddannelse

Enkelte uddannelsessteder har måttet fylde samtlige pladser for første gang siden 2021, og flere melder om ventelister.

 

Det er bemærkelsesværdigt i et år, hvor store velfærdsuddannelser som sygeplejerske, lærer og pædagog igen må notere tilbagegang, og hvor beslægtede fag som bioanalytikeruddannelsen oplever et fald på 5 % i optaget og 17 % færre førsteprioritet.

 

Kombinationen af naturvidenskab, praksis og gode jobmuligheder tiltrækker både unge og voksne med forskellige baggrunde til laborantuddannelsen. Samtidig vinder laborantfaget terræn i takt med, at der er stigende behov for kompetencer inden for life science, bioteknologi og miljøanalyser.

 

På delegeretmødet i 2024 besluttede DL-F, at landsforeningen i samarbejde med laborantskolerne skulle arbejde på at promovere laborantuddannelsen, så der kan blive ved med at være uddannede laboranter og der ikke bliver endnu mere mangel på veluddannet laboranter. Med årets optagelsestal lader det ganske glædeligt til, at vi er på rette vej i at promovere uddannelsen og faget for flere og flere.