
Aarhus Kommune vil gøre sig mindre afhængig af Microsoft og andre store tech-giganter. I budgetforliget for 2026 er det besluttet, at mindst 25 procent af kommunens kontorpakker skal være baseret på open source-løsninger senest i 2030. Det skriver mediet DigiTech.
Open source-produkterne skal omfatte kommunens kontorpakker med programmer til for eksempel tekstbehandling, mail og præsentationer, som de fleste HK’ere kender fra dagligdagen.
Aarhus i førerfeltet
Det betyder, at Aarhus lægger sig i førerfeltet, når det gælder uafhængigheden af de store amerikanske Big Tech-løsninger.
Kommunen har også udviklet sin egen AI-assistent. Og Aarhus er en af de få kommuner, der har en strategi for, hvordan man frigør sig fra Microsoft og andre traditionelle løsninger.
Sparer millioner af kroner
Kommunen afsætter tre millioner kroner om året fra 2026 til 2029 til arbejdet med at reducere udgifterne til de amerikanske it-licenser. Fra 2029 skal initiativet give et årligt overskud på syv millioner kroner.
Aarhus Kommune bruger ifølge DigiTech godt 260 millioner kroner på software, og udgifterne til Microsoft-licenser er steget støt.
Der er allerede taget konkrete skridt væk fra Microsoft-produkterne i den østjyske kommune. Kultur- og Borgerservice har flyttet 60 it-systemer fra Microsoft Azure til den tyske cloud-leverandør Hetzner. Den løsning koster kun en tredjedel af prisen for Microsoft-produkterne.