
Måske regioner og hospitaler lige skal tjekke op på, hvordan deres gamle fysiske patientjournaler er opbevaret.
I hvert fald er Region Midtjylland blevet idømt en kæmpe bøde på 300.000 kroner ved byretten i Horsens for ikke at opbevare gamle, fysiske patientjournaler forsvarligt ift. datasikkerhed.
Lovovertrædelsen skete i forbindelse med opbevaring af journaler på regionens Livsstilcenter i Brædstrup.
CPR kunne ses gennem vinduet
Patienter fik udleveret nøglebrikker, som ved en fejl var kodet til også at give adgang til arkivrummet, hvor journalerne lå.
Uvedkommende havde derfor mulighed for at skaffe sig uautoriseret og uberettiget adgang til arkivet - desuden havde flere medarbejdere end nødvendigt adgang til arkivet.
Af dommen fremgår det også, at man alene ved at kigge gennem vinduer til arkivet kunne se nogle cpr-numre.
Da regionen blev klar over miseren, meldte den sig selv til Datatilsynet.