Nu har du muligheden for at være med dér, hvor lønstatistikken bliver til.
Vi har oprettet et midlertidigt lønstatistik-netværk, og vi søger lige nu DL-F-medlemmer, der frem til april 2026 har lyst til at give et kvalificeret input til, hvordan lønstatistikken skal se ud – så den bliver endnu mere brugbar for alle medlemmer.
Hvad går opgaven ud på?
Som medlem af netværket kommer du bl.a. til at:
- være med til at gennemgå lønstatistikkerne
- være med til at beslutte, hvilke oplysninger der skal med, og hvordan de præsenteres, så de er lette at bruge
- bidrage til opsætning og korrektur på den endelige lønstatistik, som forventes udsendt i april 2026 via et DL-F-nyhedsbrev
Arbejdet vil ske i tæt samarbejde med DL-F sekretariatet, der laver forarbejdet med at samle løntal på tværs af HK-sektorerne.
Møder og arbejdsform
Netværket aftaler selv den endelige arbejdsform, men du skal regne med:
- mødeaktivitet særligt i januar, februar og marts 2026
- møder i HK Forbundet i København og/eller online
- at en del af gennemgangen og korrekturlæsningen foregår elektronisk og via mail
Du skal derfor have adgang til PC og e-mail i perioden.
DL-F dækker eventuel tabt arbejdsfortjeneste og rejseudgifter i forbindelse med møderne.
Hvem kan være med?
Vi søger DL-F-medlemmer, som:
- har lyst til at lave et spændende, tidsbegrænset frivilligt arbejde
- vil bidrage til, at lønstatistikken afspejler virkeligheden på tværs af sektorer
- måske selv bruger – eller gerne vil bruge – lønstatistikken aktivt
Vi tilstræber, at netværket bliver sektormæssigt bredt dækkende, så vi får et så nuanceret billede som muligt.
Sådan tilmelder du dig
Hvis lønstatistik-netværket lyder som noget for dig, så send en mail til dlf@hk.dk med i emnefeltet ”tilmelding lønstatistik-netværk” og følgende informationer:
- dit navn
- din e-mail
- din arbejdsplads
Sidste frist for tilmelding er 1. januar 2026.
