Mere end flyttekasser og kaos
Når man hører ordet flytning, tænker de fleste på bunker af kasser, forvirring og midlertidigt kaos, men for laboranterne på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet blev flytningen i 2023-2024 langt mere end en praktisk opgave. Den blev en mulighed for at gentænke arbejdsgange, styrke samarbejdet og bidrage aktivt til udviklingen af fremtidens forskningsmiljø.
Fra 25 til 16 laboratorier – på rekordtid
Flytningen omfattede hele 25 forskningslaboratorier – herunder højt specialiserede genteknologiske og bakteriologiske faciliteter –, som skulle pakkes ned, flyttes og genopstå som 16 moderne funktionslaboratorier. Det hele skulle ske på få måneder og midt i en travl hverdag med forskning og undervisning. Det krævede både logistisk overblik og et stærkt samarbejde på tværs af faggrupper, hvor laboranterne spillede en central rolle.
Faglighed i front – og bag kulisserne
Fra de første planlægningsmøder deltog laboranterne aktivt i at forme de nye rammer. Sammen med en ekstern koordinator, håndværkere og andre faggrupper blev alt fra sikkerhed og indretning, til arbejdsgange og udstyr nøje gennemgået. Laboranterne bidrog med viden om alt fra håndtering af giftige kemikalier til flytning af avanceret udstyr og frysere med uerstattelige forskningsprøver.

Kemikalier med omtanke og overblik
En af de mest komplekse opgaver var flytningen af flere hundrede kemikalier. I tæt samarbejde med forskerne gennemgik og vurderede laboranterne, hvad der skulle med videre, og hvad der skulle bortskaffes som farligt affald. De udvalgte kemikalier blev systematiseret, registreret og organiseret i et nyt kemikalielaboratorium, der nu understøtter en mere effektiv og sikker hverdag samt lever op til de nyeste sikkerhedskrav.
Nye roller – og ny faglig stolthed
Flytteprocessen gav laboranterne mulighed for at træde ind i nye roller som procesplanlæggere, indretningsrådgivere og koordinatorer. Det har synliggjort deres brede kompetencer og styrket deres faglige identitet – og givet dem en tydeligere stemme i det akademiske landskab.
Et samlet institut – og styrket fællesskab
En af de største gevinster ved flytningen var samlingen af instituttet under ét tag. Hvor medarbejdere før var spredt over flere bygninger, er de nu samlet i ét fælles miljø. Det har skabt nye muligheder for samarbejde, vidensdeling og kollegialt fællesskab – og har samtidig løftet arbejdsglæden markant.
Et sødt øjeblik midt i flytterodet
Midt i alt det praktiske opstod også øjeblikke, der satte sig i hjertet. Som da en gruppe studerende bankede på døren med en kage som tak for, at laboranterne havde gjort det muligt at gennemføre deres projekter midt i flytterodet.
Anerkendelsen kom også klart frem, da institutlederen under en tale ved indvielsen af byggeriet udtrykte stor respekt for den store og kvalificerede indsats, som laboranterne havde leveret.
“Det var virkelig rørende,” fortæller Luise Bolther, tillidsrepræsentant for laboranterne. “Det viste, at vores indsats blev set og værdsat.”
Et varigt aftryk
I dag – hvor flyttekasserne er væk, og hverdagen igen ruller – står det klart, at flytningen har efterladt mere end nye lokaler. Den har styrket samarbejdet, synliggjort en ofte overset faggruppe og givet laboranterne en ny platform for faglig udvikling. Det er ikke bare en historie om en flytning; det er en fortælling om forandring, fællesskab og faglighed i praksis.
Har du en historie, du vil have fortalt? Kontakt HK Nordjyllands Kommunikationskonsulent, Christina Haversen, på christina.haversen@hk.dk.