Lone Glyseth modtager prisen som Årets Organiser

Lone Glyseth (i midten) modtager prisen som Årets Organiser den 11. november 2025 i Cirkusbygningen.

Da de sagde hendes navn, kiggede Lone Glyseth bare rundt på kollegaerne og de andre nominerede omkring hende i Cirkusbygningen. Måbende. Mens de andre hoppede, skreg og klappede.

- Hvad sker der? tænkte jeg bare, fortæller Lone Glyseth med et grin.

Hun er netop blevet kåret til Årets Organiser til A4 Mediers gallashow ’Årets TR’, men det er først nu – et par uger efter – hun har fordøjet den fornemme pris.

At hun brænder for sin sag og lægger liv og sjæl i det organiserende faglige arbejde, er hun dog ikke i tvivl om. Det har hun gjort, siden hun for fire et halvt år siden kastede sig ind i TR-arbejdet.

Også selvom det skete ved lidt af et tilfælde. Det startede med, at SEAS-NVE, hvor hun havde arbejdet i godt 10 år på det tidspunkt, købte Ørsteds elnetselskab Radius og kom til at hedde Andel Energi.

- Jeg havde været medlem at HK i mange år. Men da jeg blev spurgt, om jeg ville være den nye tillidsrepræsentant i den samlede virksomhed, sagde jeg i første omgang nej. Jeg synes, det lød svært og tidskrævende, husker Lone Glyseth.

Ville kæmpe for andre mennesker

Hun blev alligevel lokket med i arbejdsudvalg, der skulle harmonisere de forskellige overenskomster og formulere fælles vilkår.

- Da jeg sad midt i det og fandt ud af, hvordan det er at kæmpe for andre mennesker, sagde jeg: Ok, jeg tager den TR-tjans, forklarer hun.

Hun er oprindeligt uddannet tandklinikassistent, har arbejdet nogle år som dagplejer og senere uddannet sig inden for salg og sidder nu som salgskoordinator i forretningssupport i Andel Energi.

Men 80 procent af hendes tid går med tillidsarbejdet. Med forhandlinger, samtaler med kollegaer og ledelse, udvalgsarbejde med alt fra trivselspolitikker til nye strategier, synlighedsdage og meget andet.

Fra 34 til 125 medlemmer

Lone Glyseth har dog en ledelse, der bakker hende 100 procent op og giver tiden til det vigtige TR-arbejde. Og de inddrager hende helt naturligt i alle nye ting, der skal ske på arbejdspladsen. Det er hele grundlaget for at kunne arbejde seriøst med området, mener hun.

Da hun blev tillidsrepræsentant, var der dog kun 34 HK-medlemmer. Og da hun indkaldte til en stiftende generalforsamling for en egentlig HK-klub i Andel Energi, kom der kun tre medlemmer.

- Men jeg kom jo hurtigt i gang med både at holde bestyrelsesmøder og arrangementer. Og efterhånden som medarbejderne fandt ud af, at der var en TR, kom de også til mig med deres udfordringer. Og her var jeg fræk nok til at sige: Jeg kan svare på spørgsmål, men jeg repræsenterer jo HK og kan ikke gå ind med konkret hjælp, hvis du har medlemskab et andet sted, Lone Glyseth.

HK-klubben i Andel Energi gik dermed fra 34 til 148 medlemmer på et år. I dag er der 125 medlemmer, og ved den seneste generalforsamling var der kampvalg, og nu sidder der syv i bestyrelsen.

Handler om åbenhed og synlighed

Det har selvfølgelig krævet et stort stykke organiser-arbejde. Men det falder Lone Glyseth meget naturligt. Det er ikke fordi, hun står op hver morgen og tænker, at hun skal skaffe flere HK-medlemmer. Hun står op og kører på arbejde for at gøre en forskel. Og så følger det andet med.

- Det handler om at være åben og synlig. At byde nye medarbejdere velkommen, men også hele tiden at være synlig for de medarbejdere, der allerede er der. Hvis jeg hører om nogle udfordringer eller forandringer i en afdeling, går jeg forbi for at høre: Hvordan går det? Hører jeg snak i krogene, tager jeg fat i det og spørger: Hvad er der galt? Og så handler det i øvrigt lige så meget om at være synlig over for ledelsen og være på god fod med dem, forklarer Lone Glyseth.

Hun holder et fast møde med direktøren en gang om måneden. Det samme gør hun med HR-partnerne. Og hver gang der starter nye funktionschefer eller HR-partnere på hendes område, inviterer hun til et kaffemøde.

- Så bruger vi lige en halv time på at drikke en kop kaffe, og jeg fortæller om mit arbejde. På den måde mødes vi i fredstid. Det betyder, at når jeg kommer med noget alvorligt – en medarbejder, der mistrives eller nogle vilkår, jeg mener, der bør laves om – så møder jeg respekt og imødekommenhed, fortæller Lone Glyseth.

At mødes i fredstid nytter på den lange bane

Hun oplever, at den tætte kontakt til ledelsen gør det meget nemmere at tage de hårde kampe om vilkår eller svære samtaler med medarbejdere.

- Det er medarbejderne, jeg er der for. Men det er altafgørende at have et godt samarbejde med lederne. Hvis ikke firmaet forstår, at du er et ordentligt menneske og respekterer dem, så får du ikke selv respekt, og så er det svært at komme med noget, når noget går galt, siger Lone Glyseth.

Det hjælper nok også hendes arbejde, at hun har let til smil, men svært ved at hæve stemmen. Hun tror på, at man kan løse det meste med en god dialog.

Synlighed er også fysisk

Synlighed er dog også noget fysisk. Så Lone Glyseth har med hjælp fra sin ’søde organiser fra HK’, som hun nævner flere gange, fået lavet flyers med billeder af sig selv og klubben. Hun har selv fået trykt klub-t-shirts og deler hvert år HK-julekalendere ud. Og så holder hun generalforsamlinger og synlighedsdage med faglige oplæg.

- På synlighedsdage har jeg haft besøg af formanden eller den faglige konsulent fra HK, hvor medlemmerne kan komme og stille spørgsmål. Snart skal jeg afholde et arrangement, hvor vi får besøg af folkene fra lønforsikring. Her inviterer jeg også ikke-medlemmer. At høre om lønforsikring er virkelig noget af det, jeg synes, der kan gøre en forskel for, om folk vil melde sig ind, siger Lone Glyseth.

Hvis folk ikke vil meldes ind i HK, er hun ikke på nakken af dem. Det er deres sag. Men hun lader ikke argumentet ’Det er for dyrt’ ligge ubesvaret.

- Så spørger jeg altid: Hvad er dyrt? Og ved du, hvad du får for pengene? Du får så mange medlemsfordele på grund af partneraftalerne. Lønforsikringen får du ikke billigere andre steder. Du får adgang til masser af gode kurser. Og så har du mulighed for at misbruge sådan en som mig. What’s not to like, griner Lone Glyseth.

Elsker arbejdet – også på de svære dage

Lone Glyseth er heller aldrig bange for at hoppe op på den høje overenskomsthest, fortælle om den danske model, og hvorfor det er vigtigt at være i en fagforening, der sidder med ved forhandlingsbordet.

Og med prisen som Årets Organiser i hånden vil hun fortsætte TR-arbejdet. Fordi det gør hende glad. Men mest fordi det også gør hendes kollegaer glade.

- Jeg elsker mit arbejde som tillidsrepræsentant, fordi jeg møder så mange søde mennesker hver dag, som jeg kan hjælpe. Det er det, jeg løber for. At folk har det godt. De gode vilkår. At vi alle skal have det godt på arbejdspladsen. Jeg får min energi af at mærke, at folk værdsætter den hjælp, de får, fortæller Lone Glyseth.

Og jo. Der er da også dårlige dage. Fyringsrunder. Kollegaer, der pludselig har det svært. Kommunikation, der er gået skævt mellem en medarbejder og en leder.

- Men der er ikke noget, jeg bliver afskrækket af. Det tænder en gnist i mig, når jeg føler, at jeg hjælper en kollega. Så jeg vil fortsætte med at være synlig, opføre mig ordentligt og være ren i mine ord.

Som tillidsrepræsentant bevæger jeg mig altid på en knivsæg, og her gælder det altid om ikke at falde ned til nogen af siderne, slutter Lone Glyseth.

5 gode tip fra Årets Organiser

  1. Tag HK's TR-uddannelse for at blive klædt godt på.
  2. Vær synlig over for dine kollegaer – både som person, med fysisk materiale som flyers og t-shirt og med dine arrangementer.
  3. Tag månedlige statusmøder med ledelsen og drik kaffe med nye ledere – at mødes i fredstid danner grundlag for et godt samarbejde.
  4. Gå jævnligt forbi alle afdelinger og spørg til, hvordan det går. Hører du snak i krogene, så spørg ind til det. Og tag de svære snakke på kontoret – ikke ude på gangen.
  5. Synlighedsdage og generalforsamlinger med inspirerende oplægsholdere kan samle folk.

Se også vores artikel om Lone og TR-arbejdet: Synlig TR skaber stærkt fællesskab