
Illustrationen er skabt ved hjælp af Ideogram.ai
Mens digitaliseringen af den offentlige service har taget fart, og Danmark fortsat er blandt verdens frontløbere inden for digitale løsninger, afdækker en ny befolkningsundersøgelse, at en stor del af borgerne betaler prisen. Tilliden og opbakningen til den digitale velfærdsstat er nærmest i frit fald.
Den seneste befolkningsundersøgelse fra Algoritmer, Data og Demokrati-projektet (ADD) viser, at borgernes opbakning til digitaliseringen er faldet markant. Andelen, der oplever, at digitaliseringen er til gavn for borgerne, er faldet fra 58% i 2023 til kun 42% i 2025. Samtidig er tilliden til, at staten forvalter borgernes data ansvarligt og sikkert, faldet fra 62% til 51% i samme periode.
”Hvor der i 2023 var et flertal, der bakkede op om det digitale offentlige Danmark, viser dette års befolkningsundersøgelse et markant dyk i danskernes opbakning,” skriver forskerne bag undersøgelsen.
Tallene afspejler reelle problemer i borgernes møde med systemet:
- 12 procent af de mere end 3.000 svarpersoner i undersøgelsen har inden for det seneste år opgivet at få en offentlig ydelse, fordi kontakten var digital.
- For borgere med en større grad af funktionsnedsættelse er tallet endnu højere, idet 16 procent har opgivet at søge en ydelse, fordi det skulle foregå digitalt. Ligeledes oplever borgere med minoritetsbaggrund oftere udfordringer.
Rapporten omtaler regeringens Digitaliseringsstrategi 2024-2027 med et mål om er ”at skabe et mere inkluderende digitalt velfærdssamfund, hvor alle kan indgå i samfundet på en værdig måde” og tilføjer, at undersøgelsen afslører et behov for støtte til bl.a. borgere med funktionsnedsættelser eller minoritetsbaggrund i mødet med det digitale velfærdssystem.