Onsdag den 3. december stod den endnu engang i ungdommens tegn, da HK Ungdom Nordjylland afholdt deres årsmøde – og endnu engang selvfølgelig koblet sammen med det altid populære julebanko.
I 2024 blev det besluttet, HK Ungdom Nordjylland ville afholde årsmødet i fjerde kvartal, så det ikke ramte sammen med de øvrige sektorgeneralforsamlinger hos HK Nordjylland. Det betød også, at underholdningen til årsmødet var som skrevet i stjernerne; julebanko.
Det har vist sig at tiltrække ungdommen, og i 2025 kunne HK Ungdom Nordjylland rapportere om et rekordhøjt deltagertal på deres årsmøde siden 2016. I 2026 var trækplasteret comedy med Simon Talbot, så den store opbakning i år har formand for HK Ungdom Nordjylland, Julie Tuelund, været utrolig glad for: ”Vi kan virkelig se, hvor populært vores banko er mellem medlemmerne af HK Ungdom Nordjylland, så det gav jo kun mening, vi slog årsmødet og julebanko sammen. Der er så meget, man skal nå i december, så aftenen skulle være et hyggeligt afbræk fra december-ræset – selvom banko godt kan få pulsen op”.
Årsmødet og julebanko er derfor også HK Ungdom Nordjyllands sidste arrangement for i år, og det er også her, formand, næstformand og netværksmedlemmer vælges. Det er dem, der sætter retningen for det nye år – og derfor selvfølgelig også dem, der vælger, hvilke arrangementer der skal arrangeres i det nye år.
Julie Tuelund modtog genvalg som formand, mens Thomas Bjerrum og Nina Jensen blev valgt som netværkets næstformænd. Thomas sidder allerede i aktivitetsudvalget hos HK Nordjylland – udvalget der laver arrangementer på tværs af vores sektorer -, mens Nina sidder som observatør og repræsentant for HK Ungdom Nordjylland i HK Stat Nordjyllands bestyrelse.
De unge mennesker fik også valgt 9 medlemmer til HK Ungdom Nordjyllands netværk: ”Jeg glæder mig ekstremt meget til at komme i gang med det nye år. Jeg bliver altid overvældet af den støtte, vi har fra medlemmerne i Nordjylland, og jeg er utrolig glad for, at flere af vores medlemmer var klar på at prøve kræfter med netværket”, fortæller Julie.
Stort tillykke til de valgte, og tusind tak for opbakningen til HK Ungdom Nordjyllands arrangementer i hele 2025. Vi glæder os til endnu et år med ungdommen i fokus.