
Isolation, uklare krav fra lederen og pludselig fjernelse af arbejdsopgaver kan i nogle tilfælde være en bevidst strategi for at gøre dig utilpas i jobbet. Modelfoto: Mostphotos
Har du også undret dig over, hvorfor din leder pludselig negligerer dig? Hvordan kan det være, at de opgaver, du tidligere fik, nu bliver overdraget til andre? Og hvad var egentlig meningen med den møgbunke af sager, som lederen uden et eneste ord til forklaring dumpede til dig i en mail?
Måske har du været udsat for forsøg på ’quiet firing’. Eller måske har du lagt mærke til en kollega, der uforstående har oplevet netop den ovennævnte behandling. Målet kan være at få ’offeret’ til at opgive jobbet og sige op. På den måde undgår chefen en dyr fyring og en aftrædelsesaftale.
LÆS OGSÅ: TEMA: De destruktive ledere
Andre, som har ude for det samme, har givet op over for de uklare krav og flytning af arbejdsområder. De er langsomt sunket hen i modløshed, mens chefen ikke har været villig til at forklare. Og så kommer tankerne om at sige op og finde et andet job.
“Det er dårlig ledelse og dårlig stil”
Karrierevejleder og teamleder hos HK Louise Theil Bock genkender billedet af frustrerede ansatte, der har sagt op oven på en længerevarende skidt behandling fra en leder. Medlemmerne har fortalt om ringe trivsel på arbejdspladsen, der fører til dårlig nattesøvn, opgaver, der forsvandt, og om lysten til at søge væk på grund af forskelsbehandling fra chefens side.
- Der er ingen undskyldninger for ’quiet firing’. Det er dårlig ledelse og dårlig stil. Det er vigtigt at få adresseret problemet, så du som ansat ikke lider under dårlig ledelse eller tager voksende usikkerhed og problemer med hjem. Der er ikke noget job, der er værd at blive syg af, siger Louise Theil Bock.
HK’ere skiftede job på grund af chefen
I en tidligere spørgeundersøgelse blandt HK Stats medlemmer blev der spurgt til lederens aftryk på stemningen på arbejdspladsen.
Undersøgelsen viste, at når ansatte valgte at sige op for at finde et nyt job, så var årsagen i mere end 50 procent af tilfældene utilfredshed med stemningen og chefens negative aftryk på jobbet. Det blev underbygget med en række fritekstsvar, hvor vi her bringer et par håndfulde:
- Havde en chef, som var uforudsigelig. Valgte at skifte arbejdsplads pga. ham
- Jeg sagde op – opgaver stemte ikke med forventet, og stemningen var ubehagelig
- Flere erfarne medarbejdere har sagt op
- Mobning og psykopatisk adfærd endte med, jeg sagde op
- Jeg søgte væk fra en fantastisk arbejdsplads, da chefen vendte sig imod mig
- Jeg sagde selv op - hvorefter chefen blev fyret…
- Jeg sagde mit job op, da lederen behandlede mig dårligt
- Jeg måtte skifte job. Mens den ledelse, der har mobbet og chikaneret, fortsat sidder i deres stillinger…
- Jeg har prøvet, at en leder blev fyret, men… en enkelt gang har jeg skiftet job grundet ledelsen
- Jeg blev virkelig stresset… Blev næsten frosset helt ude…
- Meget dårligt arbejdsmiljø… Til sidst sagde jeg op og tog et andet arbejde…
Karrierevejlederen anbefaler, at man får taget dialogen med sin leder for at få en afklaring på sin jobsituation. Er der noget om, at lederen ikke ønsker at beholde en i jobbet, eller er der tale om misforståelser, som der kan rådes bod på? Så er en afklaring altid at foretrække frem for at forblive i usikkerhed og gå i flyverskjul, mener hun.
Få en forklaring på lederens adfærd
- Som medarbejder skal man være opmærksom på, om man ubegrundet bliver kigget ekstra meget efter i detaljen, bliver udsat for mistillid eller isoleres fra de sædvanlige kolleger og opgaver. Og som kollega skal du holde øje med, om en af dine kolleger bliver usikker, går i flyverskjul eller pludselig virker trængt og distanceret på jobbet. I begge tilfælde skal du reagere og søge hjælp – eventuelt gennem arbejdsmiljørepræsentanten eller tillidsrepræsentanten siger Louise Theil Bock.
LÆS OGSÅ: TEMA: Psykisk arbejdsmiljø på afveje

- Der er ikke noget job, der er værd at blive syg for, siger karrierevejleder og teamleder i HK Louise Theil Bock
Karrierevejlederen anbefaler, at man forbereder sig grundigt før en eventuel snak med lederen. Fortæl faktuelt, hvad du opfatter, at ’der sker’ og kom med konkrete, aktuelle eksempler. Forsøg at holde vurderinger og følelser ude af dine eksempler i første omgang.
Få dernæst formuleret, hvad ’det gør ved dig’. Og få til sidst spurgt ind til, hvilken adfærd du foretrækker eller ønsker dig i stedet. Når du har forberedt dig, så få talt dit møde igennem med fx din TR, inden du går til din leder.
Vælg den kompetente menneskechef
I mange tilfælde er der dog ikke tale om en udspekuleret plan om ’quiet firing’, men blot om en chef, som ikke har fået den rette støtte, struktur og oplæring i lederrollen, mener Louise Theil Bock.
LÆS OGSÅ: For mange kompromiser giver moralsk stress
- Langt de fleste ledere vil gerne gøre det godt, men kan stå i krydspres med mange forventninger og krav fra flere sider. Ledere bliver lige så påvirket af dårligt arbejdsmiljø som ansatte, og det er vigtigt, at ledelse bliver betragtet som en faglighed på lige fod med andre fagligheder, der forudsætter kompetenceudvikling og støtte i et trygt miljø for at kunne udfolde sig på en konstruktiv måde. - Manglende anerkendelse fra ledelse eller en oplevelse af at blive ignoreret, kan i mange tilfælde være utilsigtet fra lederens side. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er en undskyldning for dårlig lederadfærd, og det skal adresseres og rettes op, siger Louise Theil Bock.
Karrierevejlederen opfordrer arbejdsgiverne til at gøre mere ud af at vælge ledere med gode lederkompetencer, hvis ledelse skal fungere. Den fagligt dygtigste er ikke altid den bedste leder. Derfor skal der gøres mere ud af processen med at finde, træne og kompetenceudvikle den kommende leder til den moderne form for ledelse, mener hun.
Den 'stille', 'usynlige' og 'hemmelige' adfærd breder sig i jobbet
Quiet quitting
Et bud på en personlig reaktion for at skabe en usynlig løsning på et arbejdsliv ude af balance. Tilgangen blev adopteret af mange lønmodtagere efter coronakrisen. Ansatte vælger som modvægt til et stressende arbejdsliv ’quiet quitting’, hvor de løsriver sig mentalt fra jobbet, ikke lader sig involvere i nær den samme grad som tidligere i opgaveløsningen, og kun laver det allermest nødvendige.
Quiet firing
En forholdsvis ny tendens, hvor ledere og arbejdsgivere gør forholdene værre for udvalgte medarbejdere med det formål, at få dem til at sige op. Arbejdsopgaver tages fra de udvalgte, der læsses meningsløse ekstraopgaver på i stedet, mens der skrues op for uklare krav og ned for personlig kontakt. Nogle steder flyttes medarbejdere helt væk fra deres naturlige jobområde og de sædvanlige kolleger. Chefens aktioner foretages bevidst i det skjulte. I nogle tilfælde for at undgå en dyr fyring med aftrædelsesaftaler.
Quiet hiring
Seneste skud på stammen af ’tavse’ forandringer på arbejdspladsen. ’Quiet hiring’ bruges af organisationer og arbejdspladser til at opnå nye kompetencer i virksomheden uden at ansætte nye fuldtidsansatte. Målet er at dække akutte forretningsmæssige udfordringer ved at udnytte eksisterende medarbejdere i nye, udvidede roller og strække deres arbejdstid og -evne. De uddannes til de ønskede kompetencer, mens andre opgaver løses af midlertidigt ansatte.