
Foto: Lars Pryds
Knap ni ud af ti virksomheder – 86 procent - er enten tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet med jobcentret. Det viser den seneste tilfredshedsmåling fra KL, der er gennemført i tredje kvartal blandt 9.000 virksomheder i 25 kommuner.
Bemærkelsesværdigt er det, at resultatet trods reformturbulens og forestående nedskæringer matcher den tårnhøje tilfredshed, der blev målt i årets første kvartal.
For langt de fleste virksomheder er det afgørende, at jobcentret har indsigt i deres behov, når der skal rekrutteres eller opkvalificeres medarbejdere. Mere end otte ud af ti virksomheder er ifølge målingen tilfredse med jobcentrenes evne til at imødekomme behovene.
Matcher rekrutteringsbehovet
Jobcentrene spiller også fortsat en central rolle, når virksomhederne skal finde de rette medarbejdere. Over tre ud af fire virksomheder er tilfredse eller meget tilfredse med jobcentrenes evne til at matche kandidater med konkrete rekrutteringsbehov.
Målingen viser også, at mere end halvdelen af virksomhederne har ansat en ny medarbejder som direkte følge af samarbejdet med jobcentret. Og knap fire ud af fem har indgået aftaler om virksomhedspraktik, løntilskud eller andre opkvalificerende forløb.
Endelig ser mange virksomheder jobcentret som en naturlig samarbejdspartner, når der skal rekrutteres nye medarbejdere. Mere end hver tredje virksomhed forventer at benytte jobcentret ved kommende ansættelser, viser KL’s tilfredshedsmåling.