Raluka A. Stana, ph.d. og lektor i digital transformation på RUC, er hovedtaler på årets NoLO-kongres. Foto: PR

Når sundhedsadministrative fra hele Norden samles i Køben­havn den 5.-6. maj 2026, bliver det til to dage med ny viden, stærke faglige fællesskaber og et særligt blik for de digitale vilkår, der præger hverdagen i sundhedsvæsenet.

Kongressen i Nordiske Lægesekretær Organisationer (NoLO) er den største nordiske begivenhed for faget, og Nathali Degn, formand for Danske Sundhedsadministrative Landsforening (SAL), glæder sig til at byde velkommen.

– Vi står midt i en historisk digital omstilling, hvor kravene til vores fag ændrer sig år for år. Derfor har vi brug for fælles rum, hvor vi kan dele erfaringer og blive klogere sammen. Årets program er bygget op omkring netop dette, forklarer Nathali Degn.

En af hovedtalerne er Raluca A. Stana, ph.d. og lektor i digital transformation på Roskilde Universitet. På kongressens anden dag dykker hun ned i et tema, der optager mange: Technostress. Hun peger på, at udfordringen ikke blot handler om travlhed, men om selve mødet mellem mennesker og systemer.

Fejl og frustrationer i 20 procent af tiden

– Technostress er stress, der opstår i vores direkte eller indirekte interaktion med teknologi. Det kan være utilregnelige systemer, manglende adgang, uendelige loginprocesser, nye platforme, der skal læres, eller den voksende mængde digital kommunikation. Danmark er et af Europas mest digitaliserede samfund, og vi møder teknologien overalt. Det slider, understreger Raluca A. Stana.

Ifølge hende viser forskningen, at op mod 20 procent af arbejdstiden i nogle funktioner går med at håndtere fejl, afbrydelser og frustrationer.

– Det særlige ved technostress er, at vi kender kilden. Det handler ikke om den enkelte medarbejder, men om manglende træning, uklare forventninger og systemer, der ikke passer til opgaverne. Når teknologien bliver utilregnelig, eller når roller og ansvar ændrer sig uden klare rammer, stiger stressniveauet markant, forklarer hun.

Hun understreger, at især sundhedsadministrative skal have reel indflydelse, når nye systemer udvikles og implementeres:

– De er eksperterne i arbejdsgangene. Hvis de ikke bliver hørt og får magt til at påvirke processen, risikerer vi at skabe systemer, der modarbejder deres faglighed.

Nær kobling mellem faglighed og arbejdsmiljø

For Nathali Degn er det netop denne kobling mellem faglighed, udvikling og arbejdsmiljø, der er NoLO-kongressens styrke.

– Vi har brug for viden om, hvordan teknologi både kan understøtte og udfordre os. Vi glæder os meget til Ralucas oplæg, fordi det giver os et forskningsbaseret blik på en udfordring, vi mærker tydeligt i hverdagen. Men lige så vigtigt er det, at vi mødes på tværs af Norden og ser, hvordan andre lande løser de samme opgaver. Vi står stærkere, når vi lærer af hinanden, siger hun.

NoLO-kongressen byder ud over technostress-oplægget blandt andet på oplæg om AI’s indflydelse på faget, cyber- og informationssikkerhed samt nationale statuspræsentationer fra alle nordiske lande. Og ifølge Nathali Degn er ambitionen klar:

– Vi vil give deltagerne ny viden, nye idéer og et fællesskab, de kan bruge, når de kommer hjem igen. Faget udvikler sig hurtigt, og derfor har vi brug for både indsigt og inspiration. Det er præcis det, NoLO skal levere.

Læs mere om kongressen og din mulighed for at deltage