Tirsdag den 10. marts 2026 skal medlemmer i HK Stat Nordjylland vælge formand til årets generalforsamling. Nuværende formand, Pernille Sommersang Siegenfeldt, har valgt ikke at stille op igen, og allerede nu har tre kandidater meldt deres kandidatur til posten. Dem kan du møde lige her. Kandidaterne præsenteres i alfabetisk rækkefølge.

 

Ann, Kenneth og Michelle

 

 

Ann Dyreborg Reichstein, UCN

Jeg er 54 år og har i mere end 30 år været ansat i uddannelsesverdenen. Her har jeg været tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant i en årrække. Jeg brænder for fagligt fællesskab, ordentlige arbejdsforhold og for at sikre, at vores medlemmer bliver hørt, set og taget alvorligt. 
Jeg ønsker at stå i spidsen for en afdeling, hvor I som medlemmer føler jer trygge og godt repræsenteret
Desuden ønsker jeg at styrke samarbejdet med HK Stat nationalt, så Nordjylland får en tydelig stemme.

 

Hvorfor skal medlemmer af HK Stat Nordjylland vælge dig som formand?

I skal vælge mig som formand, fordi jeg har 20 års erfaring i bestyrelsesarbejdet, heraf de sidste 2 år som næstformand. Jeg har været en del af udviklingen i HK Stat Nordjylland gennem to årtier, og de seneste 2 år som næstformand har givet mig et solidt indblik i, hvad der foregår i HK. Jeg tror på, at nærvær, dialog og mod bygger på et stærkt fællesskab. Derudover ønsker jeg at arbejde videre med de ting vi – i bestyrelsen – har igangsat.

 

Hvilken drøm har du for HK Stat Nordjylland indenfor de næste 5 år?

  • At medlemmerne fortsat er i fokus
  • At medlemmerne oplever HK Stat som en endnu bedre sparringspartner
  • At vi er til stede på statens arbejdspladser i Nordjylland
  • At vi kan tilbyde kvalificerede kurser, arrangementer mm, der styrker medlemmernes kompetencer og karrieremuligheder
  • At fællesskabet vokser

 

 

Kenneth Bredmose Rasmussen, Motorstyrelsen

Jeg har været ansat i Skatteforvaltningen i 10 år, og alle årene har jeg tilbragt i Motorstyrelsen. I de sidste 5 år har jeg haft æren af at være fællestillidsrepræsentant (FTR) og medlem af HK-Landsklubbens hovedbestyrelse. En rolle, der har givet mig et dybt indblik i det politiske arbejde både på landsplan og lokalt i Nordjylland.

Arbejdet i Landsklubbens hovedbestyrelse har givet mig uvurderlig erfaring på tværs af de 7 styrelser og forbundet som helhed. Denne viden er jeg ikke foruden, og derfor er det vigtigt for mig at støtte op om Landsklubberne og sikre, at de fortsat er et stærkt organ i vores arbejde.

Som FTR har jeg lært, at det kræver mod at stå op for fællesskabet og et godt arbejdsmiljø. Det er ikke noget, vi kan tage for givet. Det kræver, at vi tør stille os op og sige vores mening, også når det ikke altid er populært. Det giver naturligvis nogle udfordringer, men også muligheder for at have indflydelse på, hvordan vi håndterer uoverensstemmelser og forbedrer vores arbejdsforhold. Arbejdet som fællestillidsrepræsentant har formet mig til den jeg er i dag.

I mine 5 år som FTR i Motorstyrelsen har jeg aktivt deltaget i både HK og Sektor generalforsamlinger og arrangementer. Jeg har altid været engageret og bidraget aktivt, når vi er samlet – for jeg kan slet ikke lade være! Dette har motiveret mig til at stille op som formand.

Pernille har gjort et fantastisk arbejde i de seneste 2 år, og vi deler mange af de samme synspunkter. Jeg vil derfor fortsætte det gode arbejde og arbejde for at gøre HK Nordjylland til den bedste sektor at være en del af.

Privat bor jeg i Hjallerup sammen med min kone og to børn. Som hjallerup-borger er jeg naturligt engageret i det frivillige arbejde i byen, især på Hjallerup Marked. Frivilligt arbejde - at tage del i noget større og hjælpe med at opnå konkrete resultater - er noget, der virkelig motiverer mig.

Jeg håber, at I vil give mig muligheden for at føre dette engagement og denne passion videre som formand for HK Stat Nordjylland.

Jeg vil jer, hvis I vil mig!

 

Hvorfor skal medlemmer af HK Stat Nordjylland vælge dig som formand?

Vi står i en tid, hvor det kræver mod at udfordre rammerne og tage ansvar. Vi skal vise, at HK Stat ikke bare er en klub - vi er en fagforening, der er både relevant og aktuel, også i 2026. Vi skal gøre en reel forskel for den enkelte - ude på arbejdspladserne, der hvor det virkelig betyder noget.

Hvis jeg bliver valgt som formand for HK Stat Nordjylland, er det netop det, jeg vil arbejde for. Jeg vil udfordre eksisterende løsninger og finde nye veje, der gør en konkret forskel. Som fællestillidsrepræsentant har jeg i mange år været tæt på mine kollegaer, og jeg har altid haft fokus på at finde de bedste løsninger og skabe den bedst mulige arbejdsplads. Det handler om at tage fat på hverdagens udfordringer - gerne før de udvikler sig til egentlige problemer - og tænke kreativt for at finde løsninger, selv når tiderne er svære.

Det er ude på arbejdspladserne, de bedste idéer opstår, og derfor er det vigtigt for mig at lytte. Jeg er meget opmærksom på, at sammen er vi stærkere, og derfor vil jeg som formand arbejde målrettet for at styrke netværket på tværs af arbejdspladserne. Vidensdeling og netværk er essentielle. Vi er ikke ens, men vi har meget at lære af hinanden. Jeg vil fortsætte med at styrke og dyrke disse netværk og skabe muligheder for, at vi kan lære af hinandens erfaringer.

Med 10 års erfaring i Skatteforvaltningen, hvoraf de sidste 5 år har været som fællestillidsrepræsentant, og samtidig medlem af HK-Landsklubbens hovedbestyrelse, føler jeg mig rustet til opgaven. Min faglige baggrund, min menneskelige nysgerrighed og min nordjyske vedholdenhed giver mig troen på, at jeg kan gøre en mærkbar forskel. Jeg har set, hvordan Pernille har vist mod og handlekraft til at afprøve nye idéer, og det vil jeg tage videre. Jeg vil gå ydmygt til opgaven, men jeg vil samtidig være en formand, der tør tage ansvar, vise vej og stå fast både i de små og store beslutninger.

Jeg er i skrivende stund i gang med en diplomuddannelse i ledelse og har også i den forbindelse arbejdet med det statslige arbejdsprogram, som har til formål at sikre, at ressourcerne i staten bliver brugt, hvor de gør størst gavn. Arbejdsprogrammet er blevet en hjertesag for mig - og fra mit perspektiv også en stor og vigtig opgave for os i HK Stat. Jeg er overbevist om, at vi som fagforening har en vigtig rolle at spille i at sikre en effektiv og bæredygtig forvaltning af vores ressourcer, som samtidig gavner både medarbejdere og samfundet.

I skal vælge mig som formand, fordi jeg er dedikeret til at sikre, at vi som HK Stat Nordjylland fortsat er en aktiv og respekteret medspiller på de statslige arbejdspladser i Nordjylland. Jeg er klar til at påtage mig ansvaret, udfordre rammerne og kæmpe for os alle!

 

Hvilken drøm har du for HK Stat Nordjylland indenfor de næste 5 år?

Min drøm for HK Stat Nordjylland i de kommende 5 år er, at vi bliver den fagforening, som både er vedkommende og relevant for vores medlemmer - nu og langt ind i fremtiden. Det betyder, at vi ikke bare skal være en organisation, men en aktiv medspiller, der tør tage kampene og viser, at vi kan gøre en reel forskel på de statslige arbejdspladser i Nordjylland.

Vi skal være til stede, der hvor vores medlemmer er - både fysisk ude på arbejdspladserne, men også i livet. Det er vigtigt, at vi er relevante for alle aldersgrupper - fra de unge og nyuddannede, der står på tærsklen til deres karriere, til de ældre og mere erfarne, der har været på arbejdsmarkedet i mange år. Vi er relevant for alle gennem hele arbejdslivet, og vi skal sikre, at vi bliver et naturlig valg for hele spekteret af medlemmer. Vi har allerede set medlemsfremgang i 2025, men vi mangler stadig at nå endnu bedre ud til de 20-35-årige, og det er et mål for mig at gøre HK Stat Nordjylland til et oplagt valg og sammenhold for denne gruppe.

Det bliver vi blandt andet ved at blive bedre til at kommunikere, hvad vi gør og hvad vi opnår. Vi skal ud over rampen og vise, hvad vi kan både med konkrete resultater og med de historier, der virkelig betyder noget. Vi har allerede taget de første skridt i samarbejde med HK, hvor vi har lanceret en kampagne med støtte fra organiseringspuljen. Kampagnen skal tydeliggøre de resultater, vi har opnået gennem overenskomstforhandlingerne og fortælle, hvordan vi som tillidsvalgte kan hjælpe i hverdagen. Jeg ønsker, at vi får flere af den slags historier frem i lyset, så vi kan vise, hvad fagbevægelsen faktisk kan udrette.

Udover det skal vi have modet til at lægge pres - både lokalt ude på arbejdspladserne og på den politiske dagsorden. Mit mål er, at vi bliver inviteret med rundt om bordet langt tidligere i beslutningsprocesserne, end vi er i dag. Vi skal være rådgivere, sparringspartnere og samarbejdspartnere - ikke kun i de store politiske diskussioner, men også når det handler om de konkrete løsninger ude på arbejdspladserne. På den måde kan vi være med til at forme en fremtid, hvor HK ikke bare er en aktør, men en essentiel og respekteret spiller på arbejdsmarkedet.

Statens arbejdsprogram løber frem til 2030, og vi skal stå sammen for at påvirke det politiske system. Mit mål er, at fokus ikke kun rettes mod arbejdspladserne, men også mod andre måder at effektivisere på, som ikke skader medarbejdernes vilkår. Det er vores - HK Stat Nordjyllands opgave at vise, at vi – os der står med

Min drøm for HK Stat Nordjylland de næste 5 år er at sikre, at vi ikke kun er en fagforening, men en stærk, relevant og respekteret partner, der skaber en positiv forskel - både for vores medlemmer, for arbejdspladserne og for samfundet som helhed.

 

 

 

Michelle Damgaard Olesen, Statens Administration

Mit navn er Michelle, jeg er 46 år og bor i Brønderslev.

Jeg stiller op som formand, fordi jeg ønsker at gøre en reel forskel for vores medlemmer. Arbejdsmiljø – og særligt forebyggelse af stress – har altid været min mærkesag. Ingen skal slides ned af deres arbejde, og jeg vil arbejde målrettet for at skabe trygge, sunde og bæredygtige arbejdspladser.

Som tillidsrepræsentant er jeg kendt for at være handlekraftig og samtidig én, man trygt kan gå til. Tillid og dialog er grundstenen i alt mit faglige arbejde, og jeg tror på, at stærke resultater skabes, når vi lytter til hinanden og handler modigt.

Jeg har været medlem af HK siden 2014, været tillidsrepræsentant siden 2023 og siddet i bestyrelsen i HK Stat Nordjylland de seneste to år.

Oprindeligt er jeg fra Aarhus, men fandt mit faglige engagement her i Nordjylland. I dag nyder jeg livet i Brønderslev, hvor jeg bruger tid på familie, venner, hus og have – og på at få lidt mere motion ind i hverdagen.

Jeg stiller op som formand for at samle, styrke og udvikle HK Stat Nordjylland – med medlemmernes trivsel, indflydelse og arbejdsmiljø i centrum.

Hvorfor skal medlemmer af HK Stat Nordjylland vælge dig som formand?

Jeg stiller op som formand for HK Stat Nordjylland, fordi jeg vil gøre en forskel - Både for medlemmerne og for organisationen.

Det er vigtigt for mig, at vi bringer HK tættere på medlemmerne, ikke kun når noget går galt, men i hverdagen. Alt for mange medlemmer møder kun HK, når der er et problem, der skal løses, og så kan det hurtigt føles som alvorligt eller uoverskueligt.

Jeg vil have, at medlemmerne oplever HK, som jeg oplever mig selv som TR - Som en man kan stole på, som en der er på din side, og som man faktisk er glad for at møde. HK skal være synlige, tilgængelige og noget trygt - Før problemerne vokser sig store.

Min mærkesag har altid været arbejdsmiljø og stress. Alt for mange går alt for længe med et arbejdspres, der slider dem ned. Og sandheden er, at stress sjældent starter med at give dig alle signalerne på forhånd. Det starter i det små og ofte går man alene med det.

Jeg tror på, at arbejdsmiljø kun kan styrkes, når medlemmerne føler sig trygge ved at række ud. Derfor kobler jeg min mærkesager på/til relationer til medlemmerne. Når HK er tættere på, tydelige og tilgængelige kan vi handle i tide og gøre en reel forskel.

 

Hvilken drøm har du for HK Stat Nordjylland indenfor de næste 5 år?

Om 5 år drømmer jeg om, at HK Stat Nordjylland er kendt for at være tæt på deres medlemmer.

Medlemskab skal ikke føles som noget, man bare betaler for som en forsikring, men derimod som noget man mærker i hverdagen. Når problemerne opstår, skal medlemmerne føle, at vi allerede er tilstede og at vi kan hjælpe dem i tide.

HK skal være en fagforening , som medlemmerne har tillid til, glæder sig til at møde og oplever som relevante i deres hverdag - Kort sagt, vi skal skabe værdi!

Jeg drømmer om, at vi har en stærk kultur, hvor arbejdsmiljø og stress er en naturlig del af vores fokus - Ikke bare som en politisk mærkesag, men som noget, medlemmerne oplever konkret i deres hverdag.

Jeg ønsker mig, at HK Stat Nordjylland er tydelig og synlig - Ikke kun for tillidsrepræsentanterne, men for alle medlemmer. At vi er kommunikative, tilgængelige og proaktive, så alle kan se, hvad vi gør, og hvorfor vi kæmper for dem.

Jeg vil arbejde for, at vi er en fagforening, som samler og engagerer. Hvor medlemmer, TR’er og bestyrelsen arbejder tæt sammen.

Kort sagt: Et HK Stat Nordjylland, hvor arbejdsmiljøet styrkes, stress forebygges og medlemmerne oplever, at deres fagforening er helt tæt på dem, tager dem alvorligt og altid er på deres side.

 

 

Som altid kan du melde dit kandidatur til formandsposten til og med generalforsamlingen afholdes. Hvis du gerne vil have hjælp til profilering inden da, så skriv til nuværende Formand for HK Stat Nordjylland, Pernille Sommersang Siegenfeldt, på mail pernille.sommersang.siegenfeldt@hk.dk. 

Er du endnu ikke tilmeldt generalforsamlingen for HK Stat Nordjylland? Tilmeld dig lige her: HK Stat Nordjyllands sektorgeneralforsamling - 10. marts 2026 - HK