fritvalgsordning

Simpel illustration af, hvad fritvalgskontoen indeholder, og hvad man i de enkelte livsfaser kan trække ud af den.

Som ung og ny på boligmarkedet vil man måske foretrække større tal på lønsedlen frem for at holde fri i samtlige 6 ferieuger. Er man midt i livet har man måske skelet til yngre kollegers børneomsorgsdage og ældres seniordage og tænkt: Hvornår bliver det min tur? Og endelig har mange seniormedlemmer et ønske om mere frihed end de 2 årlige dage, de kan få for deres seniorbonus.

Men det er jo hele 3 ting, er det virkelig muligt, tænker du nok. Ja, med den nye fritvalgsordning, som blev aftalt mellem Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Finansministeriet som en del af OK26-forliget, er der faktisk muligheder for både de unge, dem midt imellem og seniorerne.

”Nu er vi i gang”

Fritvalgsordningen er et nybrud, understreger HK Stat-formand Heidi Juhl Pedersen, der i egenskab af formand for OAO-Stat og medlem af CFU var med til at forhandle aftalen på plads med finansminister Nicolai Wammen. Men den er også kun en begyndelse.

- Jeg er meget glad for, at det lykkedes at få hul på en ordning, som vi ved, at HK’erne i staten har ønsket sig længe. Nu åbner vi en mulighed for, at man kan vælge mellem løn, frihed og pension. Og jeg er ikke mindst stolt af, at vi med de nye tiltag også åbner for en ekstra fridag til midtergruppen fra 41-61 år, siger Heidi Juhl Pedersen.

Ordningen er strikket sammen, så den enkelte medarbejder får en fritvalgskonto, der vil indeholde værdien af eksisterende ordninger: de særlige feriedage, feriegodtgørelse, ferietillæg efter ferieloven og seniorbonus. Dertil kommer ekstra midler, som vil svare til cirka en dag.

Nyt, at midtergruppen får del i kagen

Dagene kan konverteres til løn eller pension, hvis man ønsker det. Er man under 41 år, har man fx mulighed for at få de særlige feriedage udbetalt som løn eller få værdien af dem lagt oven i pensionsopsparingen. Ud over de særlige feriedage får man, når man er mellem 41 og 61 år, desuden ret til én årlig fleksibilitetsdag, og ansatte på 62 år og derover får ret til 2 dage udover de 2, man har mulighed for at få som seniorbonus.

Også ekspert i overenskomster og vicecenterleder på forskningsinstituttet FAOS på Københavns Universitet, Nanna Wesley Hansen, kalder i Politiken 12. februar fritvalgskontoen for en nyskabelse på det offentlige arbejdsmarked. Og hun fremhæver, at den er konstrueret, så det ikke kun er børnefamilier og seniorer, der får fleksible muligheder i arbejdslivet.

- Man har også husket gruppen midt imellem, der med fritvalgsordningen får en særlig fridag, som de andre grupper ikke har krav på. Det her er en aftale, der forholder sig til lønmodtagernes behov for fleksibilitet og henvender sig til den helt brede lønmodtagergruppe, og det er ikke så tit, vi ser det, siger hun til avisen.

Vigtigt med tid til implementering

Belært af erfaringerne fra tidligere mener Heidi Juhl Pedersen, at det er godt, at statens arbejdsgivere får tid til at få administrationen på plads, inden fritvalgsordningen træder i kraft 1. januar 2028.

- Vi ville meget gerne åbne fritvalgsordningen fra i morgen eller fra 1.april, som er første dag i den nye overenskomstperiode. Men vi har forståelse for, at arbejdsgiverne har brug for noget tid til at planlægge og koordinere en ordning, så hver enkelt styrelse, uddannelsesinstitution og provsti ikke skal opfinde deres egen måde at gøre det på. Det tror jeg også, at mange af vores medlemmer, som arbejder med HR, nok kan nikke genkendende til. Men vi glæder os til, at det sker i 2028. Og forhåbentlig kan vi allerede i OK29 forhandle endnu flere forbedringer ind i ordningen.

OK-processen fortsætter lidt endnu

I foråret 2025 inviterede HK Stat samtlige godt 20.000 medlemmer til at prioritere deres ønsker til OK26. Det benyttede 4.515, eller 22 procent af medlemmerne sig af. Der var også mulighed for at skrive fritekst, og her var fleksibilitet fx i form af en fritvalgsordning det dominerende ønske på tværs af aldersgrupper.

LÆS OGSÅLøn, fleksibilitet og frihed: Det vil HK Stats medlemmer have i OK26

Med CFU-forliget er første del af OK26-forhandlingerne overstået, og nu venter det såkaldte 4-ugersvindue, hvor HK Stat skal forhandle med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om vilkår specielt for ansatte på HK Stats organisationsaftaler. Hvad der opnås her, kan spille ind på resultaterne fra CFU-forliget.

Der er afsat 0,8 procent af lønsummen til HK Stats forhandlinger om de specielle krav. Om de forhandlinger får betydning for fritvalgsordningen vides endnu ikke, men sikkert er det, at først når 4-ugersvinduet lukker den 17. marts, kan HK Stat præsentere det endelige forhandlingsresultat for OK26.

Derefter vil den samlede OK26-pakke blive sendt til urafstemning blandt medlemmerne.

Følg med i OK26