Medarbejdere jubler og undres over løn

Har du styr på, hvordan din løn bliver fastsat? Ellers så læs med her! Illustration: Colourbox (redigeret)

Der er et væld af myter og misforståelser om løn. Og det er ikke så underligt – for der er meget i spil, når det skal afgøres, hvad der skal ligge i din lønpose sidst på måneden.

Læs med her, og bliv klogere på, hvordan din løn bliver fastsat.

Minimallønnen bør ikke være den normale løn

På nogle overenskomster – blandt andet butiksoverenskomsten – er der en såkaldt minimalløn.

Minimallønnen er den mindste løn, som din arbejdsgiver må give dig. Det er vigtigt at forstå, at minimallønnen ikke i sig selv fastlægger, hvad man skal have i løn. Det er ikke meningen, at minimallønnen skal være den normale løn. Din løn skal bl.a. afspejle din stilling, indsats og uddannelse samt dine kvalifikationer, dygtighed, jobfleksibilitet og ansvar. For de fleste bør lønnen derfor være over minimallønssatsen, og du bør jævnligt forhandle med din arbejdsgiver om en højere løn.

Vi anbefaler, at du gør det mindst en gang om året, og på HK Handels overenskomster har du ret til mindst en lønsamtale om året.

Normalløn og minimalløn

På nogle områder har man ikke en minimalløn, men derimod en såkaldt ”normalløn”. Normallønnen adskiller sig ved, at den fastsætter størstedelen af ens løn. Til gengæld har man ikke samme muligheder for selv at forhandle løn.

Når du er på minimalløn, kan det til gengæld være en god ide at skele til normallønsområdet i forhold til, hvor meget du cirka kan gå efter at forhandle hjem.

 

Det betyder overenskomsten for din løn

På de fleste privatansattes overenskomster – inklusive HK Handels overenskomster - er det en direkte aftale mellem dig og din arbejdsgiver, der fastsætter, hvad du skal have i løn.

Her er det bl.a. markedsniveauet for løn samt dine egne lønforhandlinger med din chef, som er afgørende.

Overenskomsten har dog også betydning for, hvordan din løn bliver fastsat. Overenskomsten beskriver bl.a., hvad der kan være udslagsgivende for at få lønforhøjelser og tillæg. Og den giver dig bestemte rettigheder. Det kan udover minimalløn fx være:

  • Fritvalgskonto
  • Pension
  • 5 Feriefridage
  • Løn under barsel
  • Løn under barns første sygedag

Husk, at du som medlem af HK Handel kan du få gratis sparring gennem din lokalafdeling på 7011 4545. Du kan også læse flere gode råd her.