
På HK Handels overenskomster har du ret til en årlig lønsamtale, hvis du beder din chef om den. Foto: Colourbox.
Selvom HK Handels overenskomster indeholder lønstigninger, så betyder det ikke, at du skal lade dig nøjes med det. Faktisk viser et vigtigt tal, at der er plads til solide lønstigninger til din personlige lønsamtale, hvis din løn skal følge den generelle udvikling på arbejdsmarkedet.
HK Handels overenskomster er minimallønsoverenskomster. Det betyder, at de alene fastsætter rammen for din løn. F.eks. er minimallønssatserne i overenskomsterne på butiksområdet det absolut mindste, din arbejdsgiver må betale dig. Når minimallønnen stiger 1. marts, er det altså det absolut mindste, den i forvejen mindste løn skal stige. Din personlige løn skal du selv forhandle.
Sådan er det på langt de fleste private overenskomster, men på transportområdet er der ”normalløn”. Det betyder, at hele lønstigningen bliver bestemt ved de centrale overenskomstforhandlinger. Derfor giver det også en god indikation for, hvad overenskomstparterne har forudsat skal være den generelle lønudvikling på arbejdsmarkedet.
Det gælder også for dig, der er ansat uden overenskomst.
Sådan stiger normallønnen på transportområdet:
- 2026: 3,09%
- 2027: 2,84%
Desuden steg lønnen på transportområdet med 3,39% i 2025. Husk, at stigning i Fritvalg og pension kommer oveni.
Stigningerne kan fungere som rettesnor, når du forhandler din egen løn. Det betyder ikke, at du skal have præcis samme stigninger, eller at stigningerne på transportområdet er et loft for, hvad du kan forhandle hjem. Din løn er i sidste ende personlig.
Din løn skal bl.a. afspejle din stilling, indsats og uddannelse samt dine kvalifikationer, dygtighed, jobfleksibilitet og ansvar. Derfor er det også de ting, du skal fremhæve, når du argumenterer for din lønstigning.